Michelle’s Hviid-underlige historie

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

På hendes visitkort står der idémager, drømmer og fantast. Og hendes historie viser tydeligt, at det er lige præcis, hvad hun er! Hendes drømme, idéer og noget utraditionelle tilgang til karrieren har givet pote: Vi taler selvfølgelig om 38-årige Michelle Hviid, kvinden bag runningdinner.dk.

Michelle Hviid

Michelle Hviid er mor til to: Benjamin på 11 og Kamille på 3,5, indehaver af runningdinner.dk, bestyrelsesmedlem, foredragsholder – og inden længe debuterer hun endvidere som forfatter. Men hendes vej til succesen har været temmelig utraditionel – og er et forfriskende eksempel på, at det nogle gange godt kan betale sig at give afkald på trygheden og bare at følge sine drømme. Selvom man ikke aner, hvor man lander.

Sagde sit job op for en strandtur med 4-årig søn

En varm sommerdag da Michelle var på vej over i børnehaven med sin dengang 4-årige søn, Benjamin, sagde han: ”Mor, skal vi ikke hellere tage på stranden.” Michelle forklarede – som enhver anden ansvarlig voksen – at det kunne de ikke, da hun jo skulle på arbejde. Han kiggede op på hende med et alvorligt og undrende udtryk i øjnene og udbrød: ”Hvis der ikke er noget i hele verden, du hellere vil – så forstår jeg det ikke!” Hvad gør man så? De fleste af os ville nok forklare drengen nødvendigheden af at gå på arbejde – og den tanke strejfede da også Michelle… Men hun valgte i stedet at køre hen og sige sit job op – og køre på stranden med sønnike.

Aldrig mere arbejde for pengenes skyld alene

Det er nu 7 år siden, den legendariske strandtur fandt sted. Samme dag som Michelle besluttede, at hun aldrig mere ville lave noget kun for pengenes skyld. ”Jeg har aldrig været særligt tryghedssøgende, og jeg har altid taget kæmpe chancer – gamblet hele puljen, om man vil. Og det er ikke hver mands eje – jeg er bare ekstremt ubekymret af natur. Og jeg har også arbejdet hårdt for at nå dertil, hvor jeg er i dag,” fortæller hun.

Michelle gik i tænkeboks – og kom frem til den konklusion, at jo flere jobs hun søgte, jo større var sandsynligheden for at ramme drømmejobbet. ”Det er ligesom når man skal møde en mand: Jo flere, man løber ind i, jo større er sandsynligheden for at møde én, man rent faktisk har lyst til at leve sammen med,” siger hun. Så hun besluttede at gå i gang med at skrive uopfordrede ansøgninger for at finde drømmejobbet – og arrangere middagsselskaber for venner og venners venner for at møde drømmemanden. Middagsselskaberne blev hurtigt en succes, så Michelle udvidede konceptet – og runningdinner.dk blev en realitet.

Uklare mål og krudt i røven

”Jeg har ingen uddannelse – jeg havde alt for meget krudt i røven til at sidde stille og vidste slet ikke, i hvilken retning, jeg ville gå. Jeg fik med nød og næppe min studentereksamen – jeg passede nemlig ikke min skole og kom op i fuld pensum. Hvis jeg var født en generation senere, er jeg sikker på, at jeg ville blive diagnosticeret med DAMP eller lignende,” fortæller Michelle.

Da Michelle var i starten af 20’erne tog hun ud og rejse – mens mor skrev ansøgninger på hendes vegne: ”Jeg tog bare til de jobsamtaler, jeg blev kaldt ind til,” fortæller hun. Det gav hende et job i et interiør- og designfirma – og en læreplads på en gros- og handelsuddannelsen.

Som 25-årig startede Michelle sin egen interiørvirksomhed op, men solgte alt fra 3 år senere i forbindelse med sin søns fødsel: ”Jeg troede, jeg skulle til at være karrieremor – sådan på helt traditionel vis. Men det kunne jeg ikke! Så jeg startede en ny virksomhed op igen, inden Benjamin var et halvt år gammel; en cateringvirksomhed sammen med Benjamins far, som er kok,” fortæller Michelle.

Efter 3 år solgte Michelle endnu engang alt fra – denne gang i forbindelse med, at Michelle og hendes daværende kæreste gik fra hinanden.

”… Så blev jeg booker for nogle modeller hos Unique, men jeg var for egenrådig – og blev fyret. Derefter arbejdede jeg med marketing hos Fredgård, men efter et år lukkede de alle butikker ned – hvilket medførte endnu en fyring,” fortæller Michelle. Hendes efterfølgende job hos Det Berlingske Officin blev hendes sidste – det var nemlig det, hun sagde op fra, den dag i juli for 7 år siden. Og det viste sig, at være en klog beslutning – selvom det virkede som alt andet på daværende tidspunkt.

I dag er der 33.000 singler i runningdinner.dk’s database, og Michelle arrangerer 40-50 events om måneden i dét regi.

Tager hele tiden chancer – uden bekymringer

”Jeg tager stadig rigtig mange chancer – hele tiden! Men jeg er aldrig bekymret for, hvad der kan gå galt,” fortæller Michelle, hvis historie vidner om, at hun taler sandt! ”Selvom jeg i dag har stor succes, er der jo aldrig nogen garanti for, at det fortsætter. Men jeg gambler stadig – og indtil videre er det gået godt!” Michelle eksemplificerer med den årlige nytårsfest, hun arrangerer i runningdinner-regi: ”Hvert år til nytår satser jeg hele butikken! De sidste par år har jeg lejet Cirkusbygningen – der er plads til 1400 mennesker og koster halvanden million at leje, så nu kan det ikke blive større.”

Udover runningdinner.dk er Michelle betalt bestyrelsesmedlem for Ework (eworkdk.dk), som er et stort svensk konsulenthus inden for IT-branchen. Hun er begyndt at holde foredrag og debuterer snart med sin første bog: ”Jeg vil på nuværende tidspunkt ikke fortælle, hvad den handler om – men jeg kan afsløre, at både min foredragsvirksomhed og bog har erhvervslivet som målgruppe,” fortæller hun.

Michelle’s råd til karrieremødre

Michelle’s vigtigste råd til karrieremødre, der kæmper med at finde balance mellem arbejde og familieliv, er:

  1. Gør op med den dårlige samvittighed (over at køre karriere) og stå ved de valg, du tager
  2. Forny dig – hele tiden! En tilstand er altid dalende, stagnerende eller stigende – det gælder også i karriereøjemed
  3. Husk, at man ALTID har et valg, hvis man er villig til at tage konsekvenserne!
Om Patricia Richter

Mor til Silas (født 2007) og stifter af KarriereMor.dk; derudover hjælper hun andre med at identificere deres personlige brands, gennem udforskning af deres unikke kerne, og derigennem skabe klar og autentisk kommunikation - se mere på PatriciaRichter.dk.

Kommentarer

  1. Dorte skriver:

    Michelle er en super inspirerende kvinde!

  2. Marianne skriver:

    Enig – Michelle er altid inspirerende … og jeg er enig i hendes råd – vi har altid et valg – og lad os for guds skyld stå fast på de valg vi tager …Vi er gode mødre – uanset hvor meget og hvad vi arbejde! De to elementer er ikke (nødvendigvis) modstridende

Skriv en kommentar...

*