Når illusionen brister og skilsmissen truer

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Det er en realitet, at 40 % af alle ægteskaber går i opløsning – de fleste mens børnene stadig er små. Sisse Fallinge er en af dem, der tæller med i statistikken. Hun har selv oplevet hvilke frustrationer, der følger i kølvandet på en skilsmisse – både karrieremæssigt og i forhold til rollen som mor. Hun er nået frem til erkendelsen, at man er langt bedre i stand til at hjælpe sine børn, hvis man også tør få hjælp selv. Det er bl.a. det, hun tilbyder i CoachingKlinikken, som hun startede på baggrund af egne erfaringer og en coachinguddannelse fra London. Derudover er hun initiativtager til og formand for netværket Barnets Tarv.

Hjælp dig selv først

Sisse Fallinge, 40 år, mor til Kaia på 10 (fra sit første ægteskab) og og Luna på 3 (med sin nuværende mand)

Sisse Fallinge, 39 år - mor til Kaia på 10 (fra sit første ægteskab) og Luna på 3 (med sin nuværende mand)

”De fleste mødre, der enten skal skilles eller lige er blevet skilt, har en tendens til udelukkende at fokusere på deres børn, før de begynder at fokusere på, hvordan de selv får det bedre,” fortæller Sisse, der selv har stået i præcis samme situation: ”Men i virkeligheden er det bare meget nemmere at hjælpe sine børn, når man selv har fået det bedre,” fortsætter hun og illustrerer med metaforen fra flyet, der styrter: Her skal man selv tage iltmaske på, før man sørger for sit barn – ellers er der en risiko for, at begge går ned.

”Mange af de kvinder, der føler sig låst fast i en ”klemme”, når de bliver skilt, har en tendens til at lade sig hæmme af ting, de ikke umiddelbart kan gøre noget ved. Det bliver endnu mere vanskeligt at forfølge karrieren og samtidig leve op til egne forventninger i forhold til rollen som mor, hvis samarbejdet om børnene ikke fungerer godt. Så kommer skyld, samvittighed og bristede drømme til at stå i vejen for at fyre den af og forfølge egne drømme,” fortæller Sisse. ”Og det er ikke en fordel for børnene. Det er nemlig svært at rumme og imødekomme børnenes behov, når man selv ligger ned.”

”Kvinder tænker ofte mindre rationelt end mænd. De har en tendens til at fokusere på det, der ikke fungerer og glemmer at afstemme med sig selv, hvad de godt kunne tænke sig – og hvordan de når dertil ud fra de givne præmisser. I en skilsmissesituation er det en ekstra udfordring som gør, at mange føler sig låst fast – eller ligefrem sat uden for indflydelse. Af Statsforvaltningen, af en urimelig eksmand og – ikke mindst – af uenigheder omkring børnene,” fortæller Sisse.

Jeg har selv gennemlevet en skilsmisse, hvor en god og konstruktiv dialog mellem min eksmand og mig var utopi.

Få hjælp

Sidder man i en sådan situation, anbefaler Sisse, at man søger hjælp udefra til at tage ansvar og ledelse i sit eget liv; at få afstemt med sig selv, hvad der er vigtigst.

”Problemet med det offentlige system er, at alle tilbud på markedet forudsætter samarbejde. Og det kræver, at man har et fælles mål om, at man gerne vil have løst konflikten. Men mange kan ikke engang være i stue sammen!” siger Sisse, der har gjort det til sit speciale at hjælpe individuelt, der hvor samarbejdet ikke fungerer. For man kan godt blive bedre til at samarbejde – alene.

”Jeg har selv gennemlevet en skilsmisse, hvor en god og konstruktiv dialog mellem min eksmand og mig var utopi. Vi havde forskellig opfattelse af, hvad der var vigtigt, så vi arbejdede ikke mod samme mål. Vi blev skilt, da min datter var 1 år og 9 måneder – i dag er hun 10, og vi er stadig ikke enige,” fortæller Sisse.

Sisse fandt ud af, at hun manglede redskaber til at hjælpe sig selv videre – for dermed bedre at kunne støtte sin datter. Så tog hun til London og uddannede sig til coach.

”Jeg fik nogle fantastiske redskaber, som jeg har haft og har stor glæde af – og det er dem, jeg forsøger at give videre til mine egne klienter,” fortæller Sisse og eksemplificerer: ”For mig handlede det om at støtte mit barn i at være ”fri” af sit loyalitetsissue i forbindelse med skilsmissen – hun skulle have neutrale zoner og være uafhængig af alle dilemmaerne, så hun kunne gennemleve sin barndom med en betydelig lettere skilsmissebagage og være i stand til at identificere sine egne behov og præferencer.”

Barnets Tarv

Den 1. oktober 2008 stiftede Sisse foreningen Barnets Tarv med det formål at skabe en offentlig debat om konsekvenserne af Forældreansvarsloven (der trådte i kraft den 1. oktober 2007). Et centralt mål, der ligger Sisses hjerte nært, er, at børn, der er udsat for dårlige afgørelser, bliver bedre stillet og ikke skal hives gennem årelange retssager.

Barnets Tarv har bidraget til, at debatten om forældreansvarsloven i dag handler mere om børneperspektivet end om ligestilling.

”Vi er enige i, at fædre er en vigtig del i barnets liv. Og ja, der skal være ligestilling. Men det skal ikke komme forud for barnets interesse – og det gør det desværre alt for ofte, sådan som lovgivningen er skruet sammen i dag,” mener Sisse, der ser det som yderst problematisk at samvær, der er delt 50/50, nu i høj grad bliver opfattet som farens ”ret”, med mindre der er tungtvejende argumenter imod:

”Når konfliktniveauet er meget højt og kommunikationsniveauet meget lavt eller ikke-eksisterende, er det hårdt for børnene at leve i en deleordning. Sådanne ”usynlige” konflikter er ualmindeligt belastende for børnene, og i disse tilfælde bør man ikke gennemtvinge deleordninger. I stedet bør børnene bo hos den person, hvor den primære omsorg ligger. Og det kan sagtens være hos faren – men i praksis er det oftest hos moren; ikke mindst når det gælder helt små børn,” siger Sisse.

Barnets Tarv har bidraget til, at debatten om forældreansvarsloven i dag handler mere om børneperspektivet end om ligestilling. Og det ændrede fokus på lovens negative konsekvenser for børnene har fået flere politikere – herunder Mette Frederiksen – til nu at sige højt, at de har fortrudt, at de stemte for den her lov.


Hvad mener du om Forældreansvarsloven? Har du selv erfaringer inden for området? Deltag gerne i debatten i kommentarfeltet nedenfor.

Om Patricia Richter

Mor til Silas (født 2007) og stifter af KarriereMor.dk; derudover hjælper hun andre med at identificere deres personlige brands, gennem udforskning af deres unikke kerne, og derigennem skabe klar og autentisk kommunikation - se mere på PatriciaRichter.dk.

Kommentarer

  1. Er bare så enig . Man skal hjælpe sig selv først. Har selv været der med skilsmisse for mere end 25 år siden – nemesis flytter med -hvis man ikke tager hånd om konflikterne. De indre konflikter skal bearbejdes og det er en ongoing ting hele livet igennem.
    Løser vi ikke vores indre konflikter kører vi dem af som mellemmenneskelige konflikter og meget i forbindelse med skilsmisser.
    Det handler om kulturel sensitivitet. Vi skal arbejde med vore kulturelle sensitivitet som blandt andet omhandler empati, tillid, ansvar , respekt, tilpasning, interkulturelle kommunikative evner,konfliktløsnings evner og barrierer for kulturel sensitivitet.
    Og ja det handler om barnets tarv. Jeg får ondt i hjertet over hvad børn bydes i dag, fordi de ulykkelige forældrene kigger på deres egen tarv og bilder sig ind at de gør det godt for børnene.

  2. Jens Elton skriver:

    I det første år af barnets liv er moderen per definition den primære omsorgsperson. Det skyldes både, at det er hende der ammer og, at hun oftest holder det meste af barslen med barnet. Falder ægteskabet derfor fra hinanden mens børnene er små vil moderen derfor så godt som altid være den primære omsorgsperson og hvis kommunikationerne brister, vil hun dermed få det primære ansvar for barnet mens barnet kun ind imellem vil få lov til at se sin far. Dermed vil moderen så godt som altid forblive den primære omsorgsperson og faderen forblive perifær i barnets liv.

    En 50/50 deling med dårlig kommunikation er på ingen måde nogen ønskesituation for barnet, men en automatisk placering hos en mor med meget lille psykisk overskud og dårlig kommunikation er ikke nødvendigvis meget bedre. Derfor vil en tilbagerulning af loven uden bedre mulighed for løbende at evaluere, hvem der vil bidrage mest til barnets tarv, ikke føre til markant forbedrede forhold for disse kriseramte børn.

    • Lisbeth Borch Gregersen skriver:

      Ja, sådan kan kun en mand skrive. Som om alle mødre havde ringe psykisk overskud. Jens, du har ikke fattet en millimeter af, hvad det her drejer sig om: URIMELIGE KONSEKVENSER AF FORÆLDREANSVARSLOVEN. Men ja, havde ikke ventet mig andet af en mand!!!

      • Bente Richter skriver:

        Kære Lisbeth,

        Nu kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om, hvad Jens mener, men jeg opfatter ikke hans kommentar som hverken en konstatering eller insinuering af, at mødre generelt har et lille psykisk overskud. Jeg opfatter det som en kommentar til de betragtninger i artiklen, der har at gøre med kvinders tendens til at ville hjælpe deres børn, før de hjælper sig selv – og de heraf afledte konsekvenser (som – måske – kunne være en lavere grad af psykisk overskud; i hvert fald for en periode?)

        Der er vist ingen tvivl om, at der er mange uheldige konsekvenser af Forældreansvarsloven – fx retssager, der trækker ud i årevis. Personligt er jeg ikke nok inde i lovgivningen til at give et kvalificeret bud på, præcis hvor der skal sættes ind. Det er dog tankevækkende, at stort set alle, der arbejder professionelt med implicerede familier og/eller børn siger, at lovgivningen har meget uheldige konsekvenser – det vidner om, at der vitterligt er noget galt. Så er spørgsmålet jo bare, hvad der skal ændres – og hvordan? Jeg synes, det er positivt, at mænds rettigheder generelt er blevet forbedret – men det må selvfølgelig ikke være på bekostning af barnets tarv, hvilket det jo desværre ofte bliver, eftersom lovgivning og regelsæt generelt er unuancerede. Jeg har hørt om masser af tilfælde af forældre – både mødre og fædre – der bruger lovgivningen på en uhensigtsmæssig og egocentreret måde.

        Ud fra et karrieremæssigt perspektiv er der faktisk mange kvinder, der ser deleordninger som et stort plus, da det giver mulighed for langt større fleksibilitet i forhold til fx arbejdstider. Ligesom det også giver rum til fleksibilitet i forhold til egne fritidsaktiviteter/hobbies, venner etc. Ikke at det bør være et argument i forhold til, hvorvidt man skal have en deleordning – barnets tarv bør selvfølgelig altid komme i første række. Problemet opstår jo bare, når man er uenige om, hvad der er i barnets bedste interesse… Men har man en deleordning (med eller mod egen vilje), kan man jo lige så godt få det bedste ud af det og se det lidt fra den lyse side.

        Mvh. Bente

      • Jens Elton skriver:

        Kære Lisbeth,

        Jeg forsøger på ingen måde at påstulere, at alle mødre har et begrænset psykisk overskud. Der er heldigvis forhold, hvor samarbejdet mellem forældrene fungerer ret godt til alles bedste selv efter, at forholdet er brudt sammen, men også mange forhold, hvor faderen ikke har overskud til at bibringe meget til barnets tarv og med forældreansvarsloven i hånden tiltvinger sig ret til barnet til skade for alle.

        Der findes dog også situationer, hvor det faktisk ER faderen, der – i hvert fald for en periode – har størst overskud og kan bibringe mest til barnets tarv.

        Jeg tidligere har postuleret, at moderen ved mindre børn altid vil blive betragtet som den primære omsorgsperson. Vælger man dermed altid at placere barnet hos moderen i tilfælde af dårlig kommunikation mellem forældrene, vil man nogle gange tilbyde børnene en markant dårligere løsning, end hvis forældrene blev tvunget til at samarbejde om barnet. Alternativt skulle man med en tilbageruldning af lovgivning lave en grundig og løbende evaluering af, hvem der rent faktisk vil være den mest egnede primære omsorgsperson i hver enkelt sag.

        Jeg håber, at dette uddybede mit perspektiv på denne meget vigtige problemstilling omkring skilsmisseramte børns tarv.

        Mvh. Jens

  3. Kære Lisbeth
    jeg synes det ville være dejligt, hvis du holdt dig til bolden og ikke går efter spilleren. En god dialog på sagen ikke på personer. Jeg synes det er noget af en generalisering og stigmatisering af halvdelen af den voksne befolkning du griber til;-)

Skriv en kommentar...

*