Hvad betyder ‘karriere’ og ‘karrieremor’ for dig?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Mange forbinder ordet ’karriere’ med lange uddannelser efterfulgt af 50/60-timers arbejdsuger. Mindst. Sætter man så ordet ’job’ bagefter – karrierejob – er associationen næsten altid forbundet med lange arbejdsuger og en stræben efter at nå til tops i det konventionelle erhvervsliv.

Men hvad betyder ordet ’karriere’ egentligt?

Wikipedia definerer det således:

“Ved en karriere forstås almindeligvis de uddannelser og stillinger på arbejdsmarkedet som en person har gennemgået i sit liv. Karriere kan også benyttes om en persons aktiviteter indenfor et afgrænset felt, f.eks. musikalsk karriere og sportslig karriere.”

Dansk Magisterforenings definition på begrebet er lidt mere uddybende:

”Karriere handler om, hvordan vi hver især og sammen får et arbejdsliv, vi trives med. Hvor dét vi beskæftiger os med, giver mening og udvikler os, og hvor den enkelte oplever en god sammenhæng mellem den energi jobbet kræver og den energi, der er til rådighed til alt det, der ikke har med arbejde at gøre.”

Professor Henrik Holt Larsen definerer begrebet meget kort og præcist:

“Karriere er den mening, man selv tillægger sekvensen af sine oplevelser.”

go.dk fortæller en række kendte danskere, hvad de personligt lægger i begrebet karriere, og hvad der skal til for at få en god en af slagsen. Her er et par eksempler:

Formand for Socialdemokratiet, Helle Thorning-Schmidt: “Man har en god karriere, hvis man er glad for det, man laver. Et godt job er et, hvor man dagligt bliver udfordret i tilpas grad.”

Hjerneforsker, forfatter og foredragsholder, Peter Lund Madsen: “En god karriere er, når man kan gøre det, man er god til, og det man godt kan lide. […] Du skal tænke meget over, hvad du har lyst til og finder spændende, og det skal du forfølge. Med jævne mellemrum skal du stoppe og kigge op i luften og mærke efter, om du nu også er det rigtige sted. Sådan finder du nemmest ud af, om din karriere er på rette spor.

Hvis du gennem et års tid er utilfreds og ikke kan se nogen grund til, at det skulle blive bedre, så er tiden nok inde til at afgøre, om det er det rigtige sted, du er. Skift ikke karriere for pengenes skyld, men find på noget, som du synes er vigtigt og interessant for dig. Så får du i mine øjne en god karriere.”

Overdirektør i Aller-koncernen, Bettina Aller: “En god karriere er, når man finder ud af, at man har valgt den rigtige vej, har nået det man gerne vil og er glad for at være der, hvor man er. […] Går du og overvejer et karriereskifte, så lad være med at søge efter magt og status, men søg efter et job, som kan gøre dig glad og tilfreds. Det handler om at søge inden i sig selv og mærke efter, om man er glad for det, man laver. Er du ikke det, så er tiden måske inde til et karriereskifte.”

Jeg har talt med flere – blandt andet pædagoger og folkeskolelærere – der har givet udtryk for, at de ikke er i målgruppen for KarriereMor.dk. Men at de elsker deres job! Det vidner om, at deres associationer med begrebet ’karriere’ ikke stemmer overens med ovenstående.

Med hvad lægger folk så i ordet ’karrieremor’?

En af mine Facebook-venner skrev på et tidspunkt – i forbindelse med en snak med mig – i sin status: “overvejer hvordan man beskriver titlen ‘karriermor’… ” Responsen var:

  • sandsynligvis en kvinde, der ønsker sig flere timer i døgnet… (kvinde)
  • der er forskel på en karrierekvinde og en karrieremor. Karrieremor må være hende der bager boller, puster på knæ, fordyber sig i sine unger og formår at lægge karrierekvinden i skuffen når hun kommer hjem… (kvinde)
  • Karrieremor har ambitioner på hjemmets vegne. Sine børn, sin base, hvad der blir spist, er der rent, hvad har mine børn/mand på etc. (mand)
  • Karriermor – må være en kvinde der anser sin erhvervskarriere lige så vigtig som sine børn. Mange kvinder siger at de sætter deres karriere i bero mens børnene er små. En karriermor må være en superkvinde, der formår at klare både små børn såvel som karriere og uddannelse. Altså en aktiv kvinde og mor med to “fuldtidsjob” (kvinde)

Hvad lægger du i begreberne ‘karriere’ og ‘karrieremor’? Skriv meget gerne dit bud i kommentarfeltet nedenfor.

Om Patricia Richter

Mor til Silas (født 2007) og stifter af KarriereMor.dk; derudover hjælper hun andre med at identificere deres personlige brands, gennem udforskning af deres unikke kerne, og derigennem skabe klar og autentisk kommunikation - se mere på PatriciaRichter.dk.

Kommentarer

  1. Hej Bente.

    God debat du her tager op. Jeg synes at den fjerde af dine Facebookvenners definitioner er klart den bedste: »Karrieremor – må være en kvinde der anser sin erhvervskarriere lige så vigtig som sine børn…«

    Men jeg synes at der mangler et vigtigt element i alle de nævnte definitioner på begrebet »karriere«. En karriere er for mig ikke det samme som »bare«, at lave noget man holder af eller at have et job man er glad for. Det involverer også ambitioner om personlig og faglig udvikling og en bevidst søgen opad i systemet, opad i retning af ledelse, ansvar og succes.

    Det er nok der, at mange ser en modsætning i begreberne »karriere« og »mor« fordi hvordan kan man dog have tid til begge dele…

    Ultimativt synes jeg det er dejligt at du har sat ordene sammen så de danner en helhed. Det er nemlig det første skridt i retning af at kunne se hvordan »mor« og »karriere« gensidigt kan berige hinanden – på samme måde som »far« og karriere« kan det.

    Tak for en spændende blog.

    Mange Positive Hilsner
    Pete Andersen

  2. Hej Pete,

    Tak for din kommentar og de pæne ord! :-)

    Jeg er som udgangspunkt enig med dig i din betragtning omkring definitionen på ordet ‘karriere’. Jeg læste engang et sted (jeg kan desværre ikke huske hvor), at forskellen på et arbejde/job og en karriere er, at ved førstnævnte er arbejdet/jobbet “bare” et middel til at tjene penge, hvorimod en karriere er noget, man identificerer sig med som person – noget der skaber værdi både fagligt og menneskeligt.

    Den definition kan jeg faktisk rigtig godt lide, og den er jeg meget enig i. Den vidner om, at en god karriere er noget meget individuelt. Og jeg tror, at de fleste – for at blive ved med at bevare passionen/glæden ved det, de laver – skal opleve, at de udvikler sig, både fagligt og personligt. Om det så er et lederjob, andre ansvarsområder eller noget helt tredje, der opfylder disse behov, er nok meget individuelt. Med andre ord er jeg meget enig med dig i, at en karriere involverer personlige og faglige udviklingsmuligheder. Men jeg mener ikke, at det nødvendigvis indebærer en stræben mod at komme opad i hierakiet (vertical career).

    Jeg kan ikke finde en officiel definition på begrebet ‘karrierejob’, men det bliver næsten altid brugt i forbindelse med et karriereforløb, hvor man bevæger sig opad i systemet.
    ‘Karrieremor’ er ikke et lige så udbredt udtryk, og der er heller ingen officiel definition på begrebet. Jeg ser det imidlertid som en mor, der både anser sit familieliv/sine børn og sin karriere som vigtige (uanset om der er tale om ‘horizontal’ eller ‘vertical’ karriereambitioner), og som ønsker at opnå optimal work-life balance.

    Bedste hilsner,
    Bente

Skriv en kommentar...

*