Topleder og tvillingemor

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

KarriereMor.dk har talt med 35-årige Marianne Dahl Steensen – Vicedirektør hos TDC og mor til tvillingerne Liv og Storm på 10 måneder. En kombination, de fleste opfatter som umulig! Marianne er et bevis på, at sådan behøver det ikke at være – hvis man er villig til at betale prisen.

Har altid været en slider

”Jeg har altid været en slider! Jeg har altid arbejdet meget, og jeg har altid været enormt struktureret! Og så er jeg dygtig og har tilmed været heldig.”

Sådan! Et præcist og ærligt svar på spørgsmålet om, hvordan Marianne har båret sig ad med at gøre kometkarriere i det konventionelle erhvervsliv, som mange opfatter som alt for mandsdomineret.

Rammebetingelserne er ikke gode nok

Og der er naturligvis samfundsmæssige problemstillinger, der udfordrer kvinder, der har ambitioner om top- og bestyrelsesposter – uden at det skal være på bekostning af at få børn. Men spørgsmålet er så, om løsningen er længere barsel og kvoteringer i forhold til bestyrelsesposter? ”Nej,” siger Marianne, som i stedet går ind for bedre rammebetingelser i form af bedre pasningsmuligheder, højere dedikation fra samfundets side i forhold til delt barsel og bedre mulighed for at købe sig til hjælp i hjemmet. ”Der er alt for mange regler, der vanskeliggør et reelt frit valg: Der mangler simpelthen fokus på ligestilling i forhold til rammebetingelserne,” siger Marianne og eksemplificerer yderligere med, at et års betalt barsel ville være et kæmpe tilbageskridt for kvinder, da det ville forringe vores konkurrenceevne markant.

Derudover kan vi ikke se bort fra den biologiske faktor: Vi kan ikke ændre ved, at det er os, der bliver gravide, føder og ammer børnene. ”Jeg har hele tiden vidst, at jeg kun skulle have én graviditet i løbet af min karriere – der er simpelthen ikke plads til flere graviditeter i toppen af dansk erhvervsliv,” fortæller Marianne.

Den største udfordring

Den største udfordring, Marianne møder i praksis, er, at de fleste beslutninger bliver truffet efter fyraften: ”De mandlige kolleger bliver – jeg går. Og det er et dilemma! Ikke bare for mig, men for kvindelige ledere i det hele taget. Jeg forsøger at få presset beslutningerne ind i de officielle beslutningsfora, men det er svært” fortæller hun.

Tro på det og skab positive billeder – og vær realistisk!

Marianne med tvillingerne, Liv og Storm

Det er svært, men ikke umuligt, at få både toppost og familie. ”Det hjælper virkelig at tro på det, at skabe positive billeder og gå ind i det med holdningen: Jeg kan godt klare det!” siger Marianne, som også lægger vægt på vigtigheden af at være realistisk omkring målsætningen: ”Man kan ikke have et karrierejob uden at arbejde meget! Der er en tendens til, at nogen ryger i den anden grøft og tror, at vi kan klare det hele på den halve tid. Men det er en skrøne,” siger Marianne og tilføjer: ”Vi i Skandinavien er generelt under pres i vores balance mellem arbejde og privatliv, og jeg tror ikke, at vi kan blive ved men at klare os med en holdning om, at vi ikke behøver at arbejde ret meget. Det er som om, vi befinder os i Romerriget lige før dets fald. De veluddannede kinesere – de arbejder gerne både 60, 70 og 80 timer i ugen – og de er ligeså veluddannede som os – og presser både mænd og kvinder i den globale konkurrence om de gode jobs. Den vinkel savner jeg i debatten.”

Marianne holdt 6½ måneders barsel og arbejder p.t. ca. 60 timer om ugen. ”Jeg arbejdede lidt mere før, jeg fik børn, men det var ikke mere effektivt. Jeg bliver ikke stresset af at arbejde mange timer, og det generer mig ikke at sidde foran computeren fra kl. 20 til 24 hver aften – eller for den sags skyld til ud på natten. Det, som kan stresse, er fx dårlige salgstal, arbejdsopgavens karakter og organisationens samlede performance,” fortæller Marianne.

”Jeg går en tur med barnevognen på et par timer tre gange om ugen. Jeg har aldrig før haft så meget tid til mig selv og til refleksion.”

Mere tid til sig selv

Stik mod hvad man skulle forvente, oplever Marianne, at hun har fået mere tid til sig selv, efter hun har fået børn:

”Jeg går en tur med barnevognen på et par timer tre gange om ugen. Jeg har aldrig før haft så meget tid til mig selv og til refleksion. Vi har også en au pair, som er helt fantastisk, og derudover har jeg en masse opsparede feriedage til gode, som jeg her de første måneder har brugt på en ugentlig fridag.”

Lad være med at gøre det til andres problem

Ordningen med den ugentlige fridag indførte Marianne, da hun kom tilbage efter barsel. ”Jeg har ikke spurgt nogen om lov’’. Min coach gav mig det råd ikke at gøre mit privatliv til virksomhedens problem. Det er det bedste råd, jeg nogensinde har fået,” fortæller Marianne: ”Jeg havde meget spekuleret over, hvordan jeg skulle sige det til min chef og mine medarbejdere – men jeg tror faktisk ikke, at det er alle, der har opdaget, at jeg er væk en gang om ugen. Det ligger ikke på en fast dag, men når det passer ind med møder og anden aktivitet. Havde jeg fortalt dem om ordningen, kunne det, at jeg har børn, pludselig blive et issue.”

”Der er ikke meget opbakning fra omgivelsernes side i forhold til de valg, jeg har truffet.”

“Vigtigt med opbakningen fra min mand og min mor“

Marianne møder mange, der ikke forstår hendes valg. ”Man skal hvile meget i sig selv, hvis man vælger den her vej: Kvinder er SÅ bange for at være dårlige mødre, og der er ikke meget opbakning fra omgivelsernes side i forhold til de valg, jeg har truffet. Faktisk er det kun min mand og min mor, der bakker mig 100 % op – men det er også de eneste, jeg virkelig har brug for står bag mig. Det betyder til gengæld meget for mig at vide, at de støtter mig, og det er det, der gør, at jeg ikke har dårlig samvittighed,” fortæller Marianne og fortsætter:

”Vi inkluderer vores børn i stort set alle aktiviteter i weekenderne. Men lørdag formiddag er hellig: Der passer vores au pair børnene, så vi kan sove længe og få lidt tid sammen… Det er langtfra alle, der forstår den prioritering, men det redder meget, at vi er udhvilede!”

”Nu får jeg det selvfølgelig til at lyde helt vildt nemt… Og jeg må så sige, at det er det faktisk også.”

”Nu får jeg det selvfølgelig til at lyde helt vildt nemt… Og jeg må så sige, at det er det faktisk også. Jeg har haft mange kvindelige ledere under mig, og jeg har set flere af dem knække helt sammen pga. dårlig samvittighed og en indre følelse af utilstrækkelighed. Men hvis man gerne vil en karriere, så hvorfor ikke bare stå ved det? Man bliver ikke en bedre mor af fx at bage økologiske boller til børnenes madpakker kl. 2 om natten. Måske bliver udfordringen større, når børnene bliver ældre og kan give udtryk for, at de savner mor – men det må vi jo tage til den tid.”

Om Patricia Richter

Mor til Silas (født 2007) og stifter af KarriereMor.dk; derudover hjælper hun andre med at identificere deres personlige brands, gennem udforskning af deres unikke kerne, og derigennem skabe klar og autentisk kommunikation - se mere på PatriciaRichter.dk.

Kommentarer

  1. Morten Andersen skriver:

    Det lyder jo altsammen rigtigt dejligt, men hvis intentionen med artiklen skulle være at det rent faktisk skulle være muligt at forene karriere og familieliv med børn, efterlades man med et ganske andet indtryk.
    Det forhold at man skal arbejde 60 timer fordelt på 4 dage, betyder i sagens
    natur at man i hvert fald ikke kan være
    mor de dage. Det forhold at man lader andre varetage moderrollen, er jo netop beviset på at karriere og moderollen ikke er foreneligt.
    Endeligt er artiklens afsluttende bemærkning om at karierevalget evt når børnene bliver større kan blive et problem, ene og alene fordi de på det tidpunkt er i stand til at give udtryk for deres savn, yderst besynderligt. Antager at evnen til at udtrykke sig i denne sammenhæng er sagen fuldstændig uvedkommende.
    Så ja man kan ha en karriere og en familie, men det er et tilvalg af karriere af egne egoistiske grunde og til en hvis grad på bekostning af familien.
    Det er et legitimt valg at træffe, men man bør så stå ved det er erkende de omkostninger valget har.

    • Marianne Dahl Steensen skriver:

      Kære Morten

      Tak for dit indlæg i debatten – dejligt, når mænd også engagerer sig i denne diskussion. Det er naturligvis mit egoistiske valg at have en karriere – og ikke mine børns. De ville naturligvis foretrække at have mor hjemme 24/7. Mit budskab er at give andre kvinder mod til at træffe egoistiske valg – uanset hvad det er de har lyst til – min mand arbejder også 60 timer om ugen, han har kun haft minimal barsel og har ikke prioriteret en ugentlig feriedag – jeg oplever ikke, at han skal retfærdiggøre disse valg ;o)

      Go sommer
      /Marianne

  2. Bente Richter skriver:

    Kære Morten,

    Tak for din kommentar! :-)

    Intentionen med artiklerne på KarriereMor.dk er at debattere emner og oplevelser; dele historier og erfaringer – gode og dårlige – og inspirere. Eneste fællesnævner i artiklerne er, at de drejer sig om moderskab og karriere.

    Personligt finder jeg Mariannes historie særdeles inspirerende, og selvom jeg selv prioriterer mit arbejds- og privatliv anderledes, har jeg stor respekt for Mariannes valg! Jeg ser det også som et skønt modstykke til debatter om, at kvinder generelt har dårligere vilkår end mænd i forhold til at opnå top- og bestyrelsesposter.

    Du drager en konklusion, jeg er meget uenig med dig i, når du skriver: “Det forhold at man lader andre varetage moderrollen, er jo netop beviset på at karriere og moderollen ikke er foreneligt.” Jeg er uenig med dig i, at Marianne lader andre varetage moderrollen – er det, efter din mening, at give afkast på moderrollen at få en au pair? Faren er jo også inde i billedet – mener du, man bliver dårligere forældre af, at man bruger tid med sine børn på skift i hverdagen? I øvrigt lægger Marianne jo en del af sin arbejdstid efter børnene er lagt i seng – hver aften – netop for at kunne være sammen med sine børn.

    I øvrigt finder jeg det tankevækkende, at der så ofte bliver sat spørgsmålstegn ved en kvindes evne til at varetage sin rolle som mor, hvis hun vælger at arbejde meget – mens man så sjældent hører nogen sætte spørgsmålstegn ved en mands rolle som far, selvom han arbejder lige så meget (og det ser man, trods alt, væsentligt oftere!) Kvinderne bliver kaldt egoistiske, mens mændende bliver kaldt ambitiøse – det virker ikke helt logisk!?

    I forhold til det, du skriver omkring børnenes afsavn, skal det lige nævnes, at Marianne gav udtryk for, at en af årsagerne til, at udfordringen kunne blive større var, at større børn jo har fritidsaktiviteter, som kræver en form for aktiv deltagelse (og iagttagelse fra sidelinjen) fra forældrenes side. Det fremgår ikke af artiklen.

    Mvh.
    Bente

  3. Morten Andersen skriver:

    Hej Marianne og Bente

    Marianne, tak for din kommentar. Først og fremmest har jeg stor respekt for at du træffer dine karriemæssige valg,vel vidende at valgene er egoistiske og i særdeleshed på trods heraf. Hatten af for det :)

    Kræver jo faktiske også at man træffer sådanne egoistiske valg, for at ha noget at give videre til sin omverden

    Dybest set var mit formål med kommentaren, at påpege dilemmaet mellem karriere og famile. Opfattede den ellers udemærkede artikel som et forsøg på argumentere for, at der der med den rette planlægning osv, ikke var noget dilemma. Men det er jo min egen subjektive fortolkning.

    Ja, Marianne og Bente, der er en samfundskabt ubalance mellem forventninger til kvinder og mænd, når det handler om karriere og familie, og det er jo derfor, at rollemodeller, som dig Marianne, kan være løftestang for andre kvinder som også ønsker at forfølge en drøm, der både involverer karriere og familie.

    Bente,tak for præciseringen omkring de øgede krav krav til tilstedeværelse ved ældre børns fritidsaktiviteter osv.
    Stor respekt for din blog, som jeg anser for at være et et væsentligt bidrag i debatten. Som sagt min egen subjektive fortolkning af budskabet i artiklen, og som nævnt er det jo debatten, der er væsentlig her

    God sommer til jer begge

Skriv en kommentar...

*