Dårlig samvittighed over karriereambitionerne

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

For nogle dage siden blev KarriereMor.dk kontaktet af 40-årige Anne Pihl Rasmussen: Hun har det perfekte job; fleksible arbejdstider; en mand, der står 100 % bag hende og elsker hende, og to børn. Kort sagt en lykkelig kernefamilie og de optimale rammer.

Alligevel døjer hun med den der dårlige samvittighed, som så mange mødre kan nikke genkendende til… Ikke i perioder, men dagligt. Ikke over manglende tid til at bage økologiske boller til madpakken, for det når hun rent faktisk. Men over at have ”egoistiske” ambitioner i forhold til egen karriere og faglige udvikling.

Læs med her, hvor Anne – åbent og ærligt – fortæller om sin indre kamp mod den dårlige samvittighed.

Anne Pihl Rasmussen

’Karriere’ – det forbudte ord…

”Ordet ’karriere’ er lidt forbudt for mig… I mit hoved er det, at være hjemmegående husmor, der bager boller, meget mere acceptabelt! Jeg kommer fra en kultur, hvor karriereambitioner og faglig udvikling ligger meget fjernt,” fortæller Anne.

Anne er gift med Mikkel, og sammen har de børnene Josefine på 5 og Magnus på 2,5. Anne er uddannet journalist og arbejder i dag – efter en årrække som journalist hos Nyhedsavisen – som kommunikationsrådgiver hos Rigspolitiets SINE-sekrætariat.

Jeg er dødtræt af hjemmegående mødre. Undskyld alle jer, der kan gå hjemme med bitte små børn og elske det. Jeg har samme drøm, men jeg kan i ikke leve den ud. Virkeligheden er, at jeg nyder bekræftelsen fra min chef og kollegaer. Jeg kan lide det taktiske spil, og så er det ærlig talt afslappende at være på arbejde. Man skal kun én ting ad gangen – måske to, hvis det går højt. Hjemme er virkeligheden mere avanceret. Jeg har hjertet på spil. To børn har brug for at blive set, elsket og lyttet til. Det har jeg også selv – på en voksen måde selvfølgelig. Der skal ordnes praktiske ting samtidig, og måske vil børnene gerne være med. Og det er ikke lettere at lave gulerodssalat med hjælp fra børn på to og fem år. Det er en udfordring, som kræver overskud.

Det hele foregår inde i hovedet

Jeg har kronisk dårlig samvittighed – både over for mit arbejde og min familie. På arbejdet er det mest i forhold til tid. Det burde jeg ikke have, for jeg har faktisk et meget fleksibelt job og store muligheder for selv at tilrettelægge min tid. Jeg er også selv meget fleksibel – undtagen mellem kl. 15 og 16: Der henter jeg mine børn!

Jeg har også konstant dårlig samvittighed over for familien. Jeg føler, at det er MIG, der skal – eller bør – tage det primære ansvar for børnene. Jeg ved godt selv, at det er tåbeligt! Jeg har verdens mest opbakkende og forstående mand – faktisk er vi en meget harmonisk familie; ”irriterende lykkelig,” som vores venner med et glimt i øjet og et smil udtrykker det. Og det går også rigtig, rigtig godt med arbejdet.

Al den dårlige samvittighed og de negative tanker foregår inde i hovedet på mig, og rationelt set ved jeg jo godt, er det er unødvendigt og fjollet. Og jeg vil virkelig gerne ændre på det tankemønster. Jeg har bare så ufatteligt svært ved det!

Sygemeldt med stress

Under begge mine graviditeter har jeg været sygemeldt med stress. Og da jeg havde født mit andet barn og var tilbage på arbejdet som journalist, kunne jeg mærke, at jeg var på kanten af en sygemelding igen. Og fuldstændig splittet mellem at ville gøre redaktionen glad og familien glad. Daglige deadlines og små børn er simpelthen en elendig kombination. I hvert fald for mig.

Så skiftede jeg retning og blev kommunikationsrådgiver, og det skift er en vigtig grund til, at jeg ikke er ædt op af dårlig samvittighed. Jeg planlægger selv min tid. Og jeg kan gå tidligt, arbejde hjemme eller om aftenen. Desuden er det sjovt.

Jeg arbejder ofte hjemme. Mindst en gang om ugen – gerne to. Imens vasker jeg tøj, laver simre-mad eller bager brød. Og arbejder selvfølgelig. Men jeg forsøger at sætte mig selv fri. Jeg skal ikke lave ekstra meget, fordi jeg arbejder hjemme.

Før jeg fik familie var jeg gourmet-agtig. Jeg købte ind i små specialbutikker og lavede indviklede retter. Det er en af de ting jeg har lagt på hylden til fordel for nærvær og samvær i familien om eftermiddagen. Vi får god og hjemmelavet mad. Men varerne er købt i Rema1000, og hvis dagen driller, og vi kommer under pres, køber vi pizza. Hellere pizza end børn, som bliver kede af det, fordi deres forældre er fuldstændigt opslugt af stress.

Kodeord: Planlægning

Jeg gider ikke logistik. Det er lidt lige som matematik. Ikke noget for mig. Alligevel bruger min mand og jeg ret meget tid foran kalenderen på computeren. For der er en masse, som skal hænge sammen. Vi forsøger at lave meget klare aftaler om, hvem der henter og bringer. Vi gennemgår, time for time, hvordan svære dage skal hænge sammen, og hvordan en plan B ser ud, hvis børnene ikke kan holde tempoet – eller vi ikke kan.

Jeg er så naiv, at jeg tror, at alle andre forældre er totalt overskudsagtige. Jeg taler ofte med min mand om, hvordan de gør: ”De gør det ikke,” påstår han: ”De bluffer.”

Jeg ved ikke, om andre bluffer, men jeg har for eksempel været nødt til at lære mine børn, at aflevering og afhentning i børnehaven ikke er timelange begivenheder. Jeg kan ikke holde ud at sidde tålmodigt smilende i halve timer og vente på, at mine børn gider gå hjem. De har lært, at når jeg kommer, skal vi gå. Ikke alle mulige svinkeærinder. Til gengæld kan jeg godt lidt at gå hjem i stedet for at cykle. Så snakker vi undervejs og vokser sammen igen efter dagen i hvert vores liv.

Erkendelse: Jeg er ikke perfekt – og det er OK

Jeg er ikke født med tårnhøj selvtillid. Jeg kan ikke nøjes med fem timers søvn. Og hvis jeg ikke kan opfylde nogenlunde rimelige krav fra børn, mand, mig selv og jobbet, mister jeg overblikket og glæden. Så stresser jeg børnene igennem morgenen. Græder mere end dem, og fortryder bagefter. For hvem er egentlig den voksne her?

Men heldigvis har børnene det godt. De er ikke stressede – faktisk trives de og er lykkelige. Det er jeg også for det meste. Det går egentlig meget godt…

Men jeg slås med dårlig samvittighed. Når vi har puttet fuldstændigt lykkelige børn og kigger på hinanden, husker jeg mig selv på lige præcis den lille ting, som ikke gik godt i dag. Min mand husker det gode. Jeg forsøger at gøre det samme, og så tænker jeg på, at når jeg ikke er perfekt, behøver børnene heller ikke at være det. De ved, at alle mennesker begår fejl, og at man kan sige undskyld, og så er det OK.

Annes bedste tips

Hvis jeg skal komme med mine bedste tips, er de:

  • Undgå daglige deadlines.
  • Drop storslåede middage. Broccoli, fiskefrikadeller og ris med karrysovs er fint.
  • Sov! Vi sover middagssøvn i weekenden. Min lille søn på to år sover cirka to timer. Jeg sover sammen med ham. Min mand har et godt sovehjerte, så han sover på sofaen i stuen sammen med vores store datter på fem år, som ser en film på DVD. Alle glæder sig til det.
  • Få børn med en mand, som elsker dig og forstår dig. Det er så meget lettere.
  • Rengøring: Få hjælp til det grove. Klar dig med et minimum til dagligt. Også selvom der kommer gæster.
  • Træk vejret dybt og mærk, hvordan du har det: Hvad er virkelig vigtigt? Drop alt det andet, hvis du er under pres.
  • Gå på café helt alene og drik din yndlingskaffe og hent børnene en halv time senere.

Kan du nikke genkendende til noget af overstående? Hvad gør du, når den dårlige samvittighed og følelsen af utilstrækkelighed melder sig? Del gerne dine erfaringer og/eller råd i kommentarfeltet nedenfor.

Om Patricia Richter

Mor til Silas (født 2007) og stifter af KarriereMor.dk; derudover hjælper hun andre med at identificere deres personlige brands, gennem udforskning af deres unikke kerne, og derigennem skabe klar og autentisk kommunikation - se mere på PatriciaRichter.dk.

Kommentarer

  1. Kære Anne. Tusinde tak fordi du deler – også det som kan være svært at stå ved. Dejlig befriende læsning.

Skriv en kommentar...

*