Spørg KarriereMor: Dårlig samvittighed – hvad gør jeg?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Hej Maj

Siden jeg er blevet mor for 2 år siden har den dårlige samvittighed fulgt mig som en tro følgesvend. Det er blevet værre efter jeg startede på job igen for ca. 1 år siden. Jeg kan have dårlig samvittighed over næsten alt. For det meste selvfølgelig, når jeg synes, at jeg ikke har tid nok til at være sammen med min dreng. Men jeg kan også få dårlig samvittighed, hvis jeg fx ikke når at støvsuge eller gøre rent – eller hvis jeg ikke får lavet en sund (nok) madpakke eller aftensmad.

Jeg har så lidt overskud, fordi jeg hele tiden føler, at jeg er bagefter. Jeg når sjældent at sætte mig i sofaen før kl. 21 – og så er jeg bare dødtræt og i stedet for at hygge mig og slappe af med min mand, vrisser jeg af ham og skælder ud over dit og dat. Hvad kan jeg gøre for at få noget overskud tilbage og slippe af med den dårlige samvittighed?

På forhånd tak for hjælpen.

Lisbeth

Hej Lisbeth

Tak for dit spørgsmål. Din nærmest kroniske dårlige samvittighed tager jeg som et udtryk for, at du stiller store krav til dig selv. Og det er du ikke ene om. Det er noget vi kvinder er mestre i. Det bliver for rigtig mange kvinder lidt ligesom et hamsterhjul, hvor man hele tiden skal løbe hurtigere for at følge med.

Hvis du vil ændre din situation må du gøre noget andet end du før har gjort – og det kræver, at du slår automatpiloten fra og begynder at blive bevidst om, hvorfor du stiller så store krav til dig selv. Jeg har nogle gode råd, som jeg håber, at du kan bruge til at ændre din situation:

  1. Prøv at kigge (helt ærligt) på de store krav, som du stiller til dig selv. Opstår de fordi det giver DIG reel værdi at have fuldstændig styr på sagerne? Eller er de mere et udtryk for, at du gerne vil vise omverdenen, at du er en god mor? Eller er det dit pleaser-gen, som kommer til udtryk? Måske en kombination?
  2. Accepter at du ikke kan alt. Det er simpelthen umuligt. Hvis du altså gerne vil være en overskudsramt og glad mor – og ikke en velsmurt maskine.
  3. Prøv at føre tidsdagbog over en tilfældig uge i dit liv. Hvad bruger du tiden på? Og bruger du den på det, som giver DIG allermest værdi (glem for et øjeblik alle andre)?
  4. Prøv i en hel uge at udskifte “jeg bør/jeg skal” med “jeg vælger/jeg har lyst til” og se, om du helt automatisk kommer til at bruge din tid anderledes.
  5. Sig ja tak til hjælp – fx fra din mand. Og lad ham gøre det på sin måde – også selv om det ikke helt lever op til dine krav. Prøv at give slip på forestillingen om, at tingene skal gøres på en bestemt måde. Giv det et forsøg og se om tingene falder fra hinanden, hvis han ikke kommer helt ind i hjørnerne, når han støvsuger.

Husk at være din egen bedste ven – også hvis det en gang imellem betyder, at du skal være lidt egoistisk. På den måde får du nemlig mere overskud til at være noget for dem, som betyder noget i dit liv.

Håber du kan bruge svaret til noget, ellers er du velkommen til at vende tilbage.

De bedste hilsner,
Maj Lykke

Skriv en kommentar...

*