- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

Mindful living: Sæt dine indre sår fri

Vi bærer så mange sår med os gennem livet. Ofte kommer vi til at identificere os med vores sår: De giver os identitet, som om vi er vores sår. Hvem kender ikke ham eller hende, der til en fest nærmest præsenterer sig som stresset, ulykkelig eller angstramt? Eller i hvert fald optræder åbenlyst som sådan…

Men som udgangspunkt er vi mennesker født livsglade og fulde af kraft og gå-på-mod. At vi så kan tabe det i kampen gennem livet af udfordringer er noget helt andet.

Hvis vi kunne lære ikke at tage livet så personligt, men mere se det som en slags lang læreproces, hvor vi hver dag bliver klogere og klogere – og dermed også smukkere og smukkere som sjæle – så ville meget være langt lettere.

Må vi så kun være glade, og skal vi fornægte vores sår?

Nej – det skal vi aldrig gøre! Er vi kede af det, skal vi være ved det og give udtryk for det. Men vi skal også kunne slippe det igen. Vi skal ikke lade os opsluge af det. Vi skal forstå, at livet er som en vejrudsigt: Nogen gange er det meget skyet og regnfuldt i lang tid , men solen kommer altid frem til sidst. Og ofte er det der, hvor vi har lært allermest om os selv og blevet smukkest indeni, at livet var hårdest mod os.

Øv dig i at kunne se dig selv i forskellige positioner. At kunne skabe defussion til dine problemer og svære følelser er en stor hjælp. Defussion betyder at kunne se på sine følelser udefra og ikke være fuldt opslugt af dem.

Øvelse:

Næste gang en problemstilling fylder meget i dig, så øv dig i dette, inden problemet fylder dig helt op. Noter dig hvilke nye vinkler, det gav. Husk vi er aldrig problemet, men vi kan stå midt i et problem.

Øv dig i at være i de forskellige positioner:

  1. At stå i problemet – dvs. at føle dig selv i problemet
  2. At se problemet udfra, som var du en anden
  3. At se problemet i et meta-perspektiv/ oppefra i helikopterperspektiv

Har du erfaringer med det, at være fuldt opslugt af dine følelser? Og evt. også med at se dig selv i forskellige positioner? Skriv gerne om dine erfaringer nedenfor i kommentarfeltet.

Vil du gerne lære mere om mindfulness? Så klik her og bliv inspireret [1].