Mindful living: Vær venlig med dig selv!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Venlighed er et af de vigtigste grundprincipper i mindfulness. Når du starter med at meditere, at udvikle dig eller skabe forandring, så er venlighed et af de vigtigste værktøjer at huske. Men venlighed er vigtig i alle livets facetter.

Ofte er vi alt for uvenlige imod os selv. Vi slår os selv oven i hovedet hver gang vi ikke lever  op til vores egne eller andres forventninger. Når kuren ikke lykkedes, når opgaven ikke blev fuldført, når vi ikke er de mest optimale mødre, når vi er urimelige kærester. Så mange eksempler på hvor meget vi egentlig slår os selv oven i hovedet hver evig eneste dag.

Nu nærmer den mørke tid sig, og vi kommer nemt til at springe motionen og alle de gode initiativer over og havner på sofaen med hånden i slikskålen for at springe op igen til januar, eller måske første til marts, og bebrejde os selv, at vi ikke fik taget os sammen.

Men lige nu er det helt naturligt, at din krop går i dvale. Det er rent fysiologisk, og vi er nødt til at bare at følge kroppen og være venlige ved os selv.

Venlighed handler om blidhed; om at finde den indre kærlighed frem til sig selv, og den vi nu en gang er. Vi kan godt have planer om at ville være en anden eller på en anden måde, at se anderledes ud og have andre vaner. Men vi må først og fremmest lære at for at kunne forandre, må vi skabe med blidhed og venlighed.

Hvornår har du sidst været venlig ved dig selv? Hvornår har du sidst stået foran spejlet og sagt højt til dig selv: Det gjorde du sgu godt – jeg er stolt af dig?

Hvis det kniber med at huske det, så er det nok på tide at komme i gang.

Ingen bliver glade og motiverede af “smæk” og skæld ud. Tværtimod ved vi fra forskningen i positiv psykologien, at når vi sætter fokus på det, der virker, så vokser vi som mennesker og får psykologisk overskud til at klare de vanskelige ting i livet lidt lettere. Vi ved også, at der skal tre gode historier til for at slette en dårlig. Derfor kræver det noget mere fokus at skabe forandringer i positiv retning, for fejlene får vi som oftest øje på helt uden anstrengelse.

Øvelse:

Gør i denne uge tre gode ting for dig selv; tre ting, du elsker at gøre, og som fylder dig op med glad energi.

Grin sammen med andre eller sammen med dig selv. Find små ting som får smilet frem.

Nyd din krop; kæl for den; plej den med lækre cremer, massage, varme bade og smukt tøj

Vigtigst af alt: Vær venlig over for dig selv, når du ikke lige lykkedes. Vid, at du altid gør dit aller bedste i enhver situation.

Når dine tanker bliver mørke og humøret falder, så sæt dig stille og roligt med god musik. Lyt til dit åndedrag og forestil dig, at du sidder under et stort efterårstræ og kigger op i bladene. Placer nu alle dine mørke tanker på bladene og se vinden gribe fat i dem og blæse dem langt op i himlen og forsvinde helt væk. Bliv ved til du mærker at humøret letter og venligheden vender tilbage.

Vil du gerne lære mere om mindfulness? Så klik her og bliv inspireret.

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Skriv en kommentar...

*