Mindful living: Med ønsket om et mindfuldt nytår til alle

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Så nærmer sig det nye år med hastige skridt. I denne tid er mange optagede af finde deres bedste udgave frem og få gjort op med året, der er gået, for frit og åbent at kunne møde det nye år. Ofte med alt for store forventninger og alt for store bebrejdelser.

Forventninger om, at det nye år må blive lige præcis det år, der opfylder alle vores drømme kvit og frit. Bebrejdelser over alle dem og alt det som, gjorde os uret i året, der gik. Og måske ikke mindst over os selv, fordi vi ikke lykkedes med det, vi havde drømt om.

Men livet kommer ikke til nogen kvit og frit. Livet kommer af, at vi gør os umage og strækker os en lille smule ekstra hver dag, hvert år. Kun gennem en stor indsats fra vores egen side kan vi komme i mål med det gode liv.

Jeg har haft rigtig mange gennem coaching, meditation og mindfulness forløb i året, der er gået. Alle har de fået noget godt med sig hjem og fået sat gang i en god udvikling og været glade for de nye værktøjer. Men det svære og den store udfordring kommer først, når vi skal til at implementerer værktøjerne som en ny måde at leve på. Jeg har oplevet så mange springe meditationen over, mens de siger: “Jeg ved godt, at det gør mig godt, og jeg prøver virkelig at få tid til det, men…”

Brug gerne linket her til at få en guidet meditation hver dag.

Hvorfor er det så svært for os at beslutte, at nu vil vi kun det bedste for os selv? Ikke hænge fast i gamle mønstre og mørke tanker, fra nu af vil jeg gøre en indsats for at finde ind til mit sande indre rum af fred, balance og egen kærlighed.

Det eneste, det kræver, er at beslutte sig; at virkelig ville det. Vi kan alle få et langt bedre liv ved at indføre daglige stille stunder og meditative øvelser, og ved hver dag bevidst at arbejde med os selv og vores mentale mindsæt. Men det kræver en indsats.

For de af jer, der endnu ikke har haft fornøjelsen af at se Michael Bertelsen på Caminoen, kan jeg varmt anbefale det. Her er en mand, der virkelig kæmper – på trods, i møde og med det hele. Men han gennemfører og når i mål, og den rejse kommer han aldrig til at glemme. Hvornår starter din rejse?

Mine 5 mindfulde nytårsønsker:

  1. At vi alle stopper op, bare en gang imellem, og øver os på at se verden med helt nye briller. At se på os selv og vores omgivelser, som var det første gang, vi så dem. Og deraf udvinde ny viden; ny essens af livet. At turde suge alt ind omkring os med den nyfødtes nysgerrige sind. At møde vores medmennesker helt på ny.
  2. At vi, bare en gang imellem, øver os i at stoppe vores egen indre kommentator. At stoppe den indre støj et øjeblik og droppe at bedømme alting som enten godt, skidt eller neutralt, men simpelthen bare være med det, der er – lige nu og lige her. For på den måde at give os selv fred i krop og sind. Men også for at åbne muligheden for at mærke, at vi inde i os selv alle rummer en indre dimension af absolut stilhed. En dimension, hvorfra vi ved, at alt lige nu er helt ok.
  3. At vi øver os bare lidt mere i at give slip. Give slip og mærke friheden i at slippe biledet af den perfekte mor, den perfekte kæreste, kollega, veninde, elskerinde og bare acceptere det som er. At give slip og bare være den, vi nu en gang er, uden alle de forventninger og drømme. Slippe alle billeder af hvordan verden skal se ud og bare være med den, som den nu en gang er. Rumme alt og alle med alle deres fejl og mangler. Give slip på lykken;  hvis det er meningen, vi skal have den, vil den vende tilbage.
  4. At vi kan stoppe op og acceptere livet, som det er lige nu. At vi kan acceptere os selv og hinanden, som vi nu en gang er lige nu. Bare et øjeblik. At turde være med det hele, som det nu en gang er, og acceptere os selv for dem, vi er. Alle mennesker er ens inderst inde: Hvis vi tør kigge godt nok efter, vil vi i alle kunne genkende os selv, selv den fremmede, som vi ikke forstår. Gennem accepten kan vi skabe fred – ikke bare i os selv, men i verden omkring os.
  5. At vi må have tillid til livet. Have tillid til os selv. Tro på, at det, der kommer i morgen, vil os det godt: Hvis dagen i dag var en dårlig dag, så giv slip på det dårlig og tro på, at i morgen vil blive bedre. Optimister lever længere, og optimisme kan læres gennem mental træning. Første skridt er at have tillid til, at vi godt kan, at vi har fortjent det bedste af det bedste i vores liv. Hav tillid til andre mennesker og se kun efter det gode i alle. Vi har alle fejl og mangler, men vi rummer også alle kærlighed, ømhed og håb for en bedre verden og fremtid for vores børn. Hav tillid til dig selv og dine egne evner og muligheder.

Et glædeligt og mindfuldt Nyt År til jer alle.

Flora Eriksen
PureMind

Vil du gerne lære mere om mindfulness? Så klik her og bliv inspireret.

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Skriv en kommentar...

*