- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

Glem alt om talent – det er din indsats, der tæller!

I går havde jeg fornøjelsen af at høre et fantastisk inspirerende foredrag med Rasmus Ankersen – forfatter til en række bestsellere om performance: Leder DNA [1], en vinders DNA [2], Opdragelse af en vinder [3] og Guldminerne [4].

De gennemgående temaer i Rasmus’ budskab handler om indre overbevisninger og, ikke mindst, indsats og vedholdenhed. Det er disse faktorer – ikke talent – der afgør din succes.

Guldminerne

[4]I Guldminerne [4] – som udkom ultimo oktober 2010 – forsøger Rasmus at knække koden til, hvorfor der, visse steder i verden, er så stor koncentration af topatleter inden for bestemte sportsgrene: Hvorfor kommer 35 af verdens 100 bedste kvindelige golfspillere fra Sydkorea? Hvorfor kommer hovedparten af verdens bedste løbere fra samme lille by i Etiopien? Og så videre…

Forklaringen skal ikke findes i hverken gener eller medfødt talent: Det er indsats og vedholdenhed, der gør hele forskellen!

Så når en række af verdens bedste løbere kommer fra Etiopien, skyldes det ikke, at de er født med et særligt løbegen. Men det faktum, at der ingen infrastruktur er i landet, og at børnene fra små har måttet løbe 10 km. til og fra skole – hver dag – giver dem et stort forspring i forhold til deres vestlige konkurrenter. Det samme gør landets høje beliggenhed, som gør, at de producerer flere røde blodlegemer. Og dertil kommer den benhårde træning!

Hvem er Rasmus Ankersen – og hvordan fik han idéen til Guldminerne?

[5]I løbet af sine teenageår havde Rasmus en drøm om at blive professionel fodboldspiller. Desværre fik han en skade som 19-årig, der satte ham ud af spillet. For good. På banen vel at mærke. Men han blev i fodboldens verden og var med til at starte FC Midtjylland i Viborg op. Al begyndelse er svær – og det gælder også for en nystartet fodboldklub, der gerne vil tiltrække talenter…

For godt fem år siden fik FC Midtjylland en 15-årlig spiller fra Horsens, som absolut ikke blev regnet for at være noget talent! Og så var han oven i købet både doven og arrogant, som Rasmus så smukt formulerede det. Det så bestemt ikke lyst ud for den unge spiller!

I dag er han lige (sommeren 2010) blevet solgt for 100 millioner kroner til en tysk  klub – hvilket gør ham til den dyreste fodboldspiller nogensinde.

Ja – hans navn er Simon Kjær.

Hvordan kunne man overse hans enorme potentiale så få år forinden? Og når det nu ikke var et åbenlyst medfødt talent, der skabte resultaterne, hvad var det så? Hvad skaber talent?

Dette ville Rasmus finde ud af, og Simon Kjær-historien inspirerede ham til at sælge sin lejlighed og bruge pengene fra salget – og 6 måneder af sit liv – på at drage ud i verden og nærstudere de såkaldte guldminer, der popper topatleter i verdensklasse ud på stribe:

Talent er direkte proportional med din indsats

Rasmus’ – for nogen chokerende – opdagelse er, at talent hverken er genetisk eller medfødt. Når de basale forudsætninger er på plads – når råmaterialet er i orden – handler resten om indsats: Træning/øvelse og vedholdenhed.

Det kræver nemlig 10.000 timers målrettet træning/øvelse at blive god – altså sådan rigtig god – til noget. Det svarer til 2,7 timer om dagen. Hver dag. I 10 år.

Motivation er aldrig statisk!

Der, hvor de fleste mennesker fejler, er i vedholdenheden. De giver simpelthen op eller skifter spor, før de når at blive rigtig gode (i forhold til konkurrenterne). Og det gælder ikke kun inden for sportslige discipliner. Det gælder inden for alt, hvor vi skal præstere – fx karriere/job, ledelse etc.

I vores del af verden kan det være svært at finde og bevare motivationen. De ydre konsekvenser af at fejle er jo ikke så store: Vi står hverken uden tag over hovedet eller uden mad på bordet, fordi vi giver op eller sænker ambitionsniveauet. Derfor er det vigtigt hele tiden at gøre noget aktivt for at finde og bevare motivationen.

Gør dig klart, hvorfor du gerne vil være god. Hold fokus på det, når motivationen halter. Arbejd så med at etablere en autentisk ambition, der får blodet til at boble.

En vinders DNA

[2]En vinders DNA [2] (2007) handler også om, hvordan man opnår success – her er det blot den psykologiske essens af succes, der er i fokus.

Og i forhold til det at finde og bevare motivationen er den psykologiske essens alfa og omega!

På baggrund af samtaler med nogle af Danmarks bedste sportsfolk, giver Rasmus i bogen sit bud på seks vaner til succes (som også gælder uden for sportens verden):

Vane 1: Tænk stort
Vane 2: Tro på dig selv
Vane 3: Dans med frygten
Vane 4: Tag det fulde ansvar
Vane 5: Betal prisen
Vane 6: Gør rejsen til målet

Pas på mageligheden!

Der er en tendens til, at vores magelighed stiger i takt med, at vores erfaring – og succes – stiger. Vi/vores omfatter i denne sammenhæng både enkeltpersoner og grupper, fx virksomheder/organisationer.

Autopiloten bliver slået til, og man glemmer at forholde sig til det, man gør.

I en vinders DNA [2] formulerer Rasmus det således:

Succes kan være en farlig tilstand, fordi den ofte fører til selvtilfredshed. I succesen ligger kimen til fiaskoen. Der findes utallige eksempler på både virksomheder, organisationer og mennesker i almindelighed, der opretholder en selvopfattelse af succes, selv længe efter succesen i virkeligheden er forduftet. De forfalder til at slappe af, fordi tingene går godt og har svært ved at finde motivationen til at tage det næste skridt. Succes kan hypnotisere mennesker og virksomheder og overbevise dem om deres egen urørlighed. De, der engang var frontløberne for udvikling, bliver handlingslammede i overbevisningen om, at fortidens præstationer er støbt i cement (en vinders DNA [2] side 103).

Hvorfor mener du, at du er nået dertil, hvor du er i dag karrieremæssigt – skyldes det primært talent eller indsats? Hvad gør du for at bevare motivationen, når den halter? Er du nogensinde blevet indhentet af manglende motivation og/eller magelighed? Skriv gerne en kommentar…

OBS: Stay tuned her på sitet – vi sætter snart et eksemplar af henholdsvis Guldminerne [4] og en vinders DNA [2] på højkant! 🙂