Spørg KarriereMor: “Rutinejob” vs. nye udfordringer?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Hej.

Jeg er kommet i en situation, hvor jeg skal træffe en beslutning der kan få vidtrækkende konsekvenser for mit arbejdsliv.

Jeg har fået en nøgle-rolle i implementeringen af en ny organisation. For mit vedkommende handler det om at være med til at løfte kvaliteten i samarbejde med nogle kolleger, der skal lave noget tilsvarende bare for deres afdeling i stedet for hele området.

Det har været, er og vil et stykke tid endnu være en stor mundfuld. Og jeg har et stykke tid følt at jeg ikke slog til – og frygter heller ikke at komme til det. Der er så mange ting, jeg ikke når – og det er ting, jeg synes jeg skulle have færdige før jul.

I går havde jeg den årlige medarbejdersamtale med min leder, fik en masse anerkendelse OG fik luftet mine frustrationer. Min leder er nok den bedste leder, jeg har haft – og det er en kvinde, hvilket nok er en fordel i min situation. Hun kender til flinkeskolen og til at stille (for) store krav til sig selv.

Udover anerkendelsen var der nogle små hib af forskellig slags – alle fuldt ud rimelige og med fokus på mine evner indenfor kommunikation. Jeg et udviklingspotentiale af de lidt større. Og det er bl.a. derfor jeg frygter ikke at slå til. Faktisk overvejer jeg at trække mig – men ved ikke, hvad jeg så skal lave.

Mit nye arbejdsområde er som en hvid plet på landkortet. Der findes ikke en god jobbeskrivelse – det er en af de ting, jeg selv skal lave. Jeg har lavet en for de andre inkl. nogle basale instruktioner – men mangler altså en for mig selv. :-( Samtidig er jeg ikke helt sikker på, at jeg kan klare den lidt uvisse arbejdsituation – ved ikke præcis hvad der forventes af mig. Og så er der familien med 2 små (2½ og næsten 4½ år) børn og en del sygdom.

Jeg føler i perioder at jeg støder panden mod en mur, når jeg skal få kollegerne med tilsvarende rolle til at gøre deres kvalitets-arbejde. Det er frustrende og jeg føler, det falder tilbage på mig, når de ikke er helt med.

Området er umodent, og det giver selvfølgelig nogle udfordringer.

Min leder mener jeg er ALT for hård ved mig selv og fx ikke tager højde for at der har været et enormt tidspres på alle involverede.

Hun har nu bedt mig vælge mellem 2 scenarier:
1. Jeg bliver i rollen, hun bliver min mentor og hjælper mig med at finde en intern coach.
2. Hun og min nye leder (skiftede per i går, desværre) og jeg holder et møde, hvor vi prøver at finde en løsning. Måske en anden fordeling af opgaver eller hvad der nu skal til. Indgangsvinklen vil være at jeg ikke nødvendigvis bliver ved med at udfylde den rolle.

Hvis jeg vælger 1 – så er der det med coaching. Jeg er sikker på, at det er en god idé. I området er der en certificeret coach. Han er min mands tidligere leder og en, jeg ser på gangen hver dag. Kan det mon komme til at fungere, hvis han bliver bragt på bane – eller skal jeg insistere på finde en anden?

Min ex-leder som mentor – det vil være perfekt. Hun kender mig og mine både svage og stærke sider – og jeg har 200% tillid til hende.

Men jeg er godt nok i tvivl. En del af mig ønsker et rutinejob med ansvar kun for egne opgaver. En anden del synes arbejdsområdet er vigtigt og meget spændende.

Hvad mener du?

Venlig hilsen
Lene

Hej Lene,

Allerførst: Læg mærke til den store anerkendelse, du har fået fra din leder – og tag den til dig! Det er ganske givet velfortjent, og nogle gange har anerkendelsen det med at drukne i alt det vi så frygtelig gerne vil gøre noget ved. Så dvæl ved den gode tilbagemelding og tag dig tid til at genkende dig selv i hendes ord.

Og brug så nogle minutter også på at genkalde dig præmisserne for den måde, du har kunnet varetage dine jobfunktioner på – et stort tidspres kan fx påvirke selv den mest trænede kommunikator i negativ retning (se fx. bare på Bertel Haarder).

Du skriver, at du i et stykke tid har følt, at du ikke slår til. Men der er forskel på, om det er en følelse funderet i en måske livslang følelsesmæssig flinkeskolebagage, eller om det er en objektiv betragtning ift. måden du varetager dine opgaver og dit ledelsesansvar på. Som jeg læser det, så er det mest det første. Jeg synes, du skal prøve at skille tingene ad:

Prøv først at se nøgternt på, hvordan du varetager dine opgaver, hvad du gør godt og hvor der er plads til forbedring. Der kan din leder hjælpe dig, og hun kan hjælpe dig med at få klarhed over, hvilke nye kompetencer du har brug for at tilegne dig i forhold til jobbet. Den slags kan man ikke altid få øje på selv, og stort set enhver ny funktion og ethvert nyt ledelsesansvar kalder på at man skal tilegne sig nye kompetencer. Så i den forstand er det ganske naturligt, at du støder på udfordringer, du ikke kan tackle ubesværet.

Den anden del, nemlig følelsen af ikke at slå til, skal du gribe anderledes an. Det er en følelse som sagtens kan være funderet i noget helt andet – og som har en funktion som måske, måske ikke, er relevant i din nuværende livssituation. Det kan fx være at holde dig fra at udfolde dine kompetencer, at holde dig indenfor en tryghedszone, eller noget helt tredie. Pointen er, at en følelse har en funktion indtil den bliver mødt med den rette forløsning eller anerkendelse.

En god coach som også arbejder psykodynamisk vil kunne hjælpe dig med begge dele. Jeg vil ikke anbefale din mands tidligere leder, mest af alt fordi han er for tæt på når han både har været din mands leder og når du ser ham hver dag på gangen. Jeg tænker, at du skal ha´ et frirum med en kvalificeret sparringspartner som kan supplere din leder. Kommunikationsfærdigheder fx kan trænes – og nogle gange kan ganske små tricks og tips skabe en kollosal forbedring.

Din leder bør også kunne hjælpe dig med at kaste tilstrækkeligt lys over præcis, hvad der forventes af dig. Det er er rimeligt forlangende. Det er ikke holdbart, at din arbejdssituation vedvarende er så udefineret. Det svarer i virkeligheden til, at du har fået kommandoen over et skib med en flok mere eller mindre utæmmede sømænd og besked på at sejle til Langbortistan, men hverken kompas, kort eller evner til at tyde stjerner.

Det var nogle input til overvejelser, hvis du vælger at blive i din nuværende funktion.

Den anden mulighed, at du, din nye og din gamle leder i fællesskab forsøger at finde en løsning, åbner op for andre spørgsmål. Men jeg kan ikke lige umiddelbart se, hvorfor det ene udelukker det andet, når nu dit ansvars- og opgaveområde er så umodent og uklart defineret?

Altså – ér det reelt et valg mellem rutineopgaver eller et job i et lidt uklart landskab, eller findes der en gylden middelvej, hvor du kan få både dit ønske om noget genkendeligt og rutinepræget tilgodeset samtidig med, at du går efter at udvikle dig på et arbejdsområde, som du synes er vigtigt og spændende? Måske er det en oplagt chance til at få justeret dit job, så du hviler gladere og mere balanceret i det? Måske viser der sig andre muligheder, som først dukker op undervejs i sådan en snak.

Hvis du virkelig føler, at du er havnet på en forkert hylde, hvordan ser den rette så ud og hvad skal der så til, for at du lander der?

Hvis du forestiller dig, at vi skriver år 2016 og du skal fortælle om dit job, dit ansvar og dine opgaver, hvordan vil du så beskrive det? Hvordan ser din hverdag ud, hvem er de betydningsfulde mennesker i dit arbejdsliv, hvad giver dig størst glæde og tilfredsstillelse, og hvad fylder dig mest med mening? Og hvordan er balancen mellem dit arbejdsliv og dit familieliv? Prøv at forestille dig scenariet så levende og detaljeret som du kan,  læg mærke til din intuition og hvordan det føles – og tænk så over, hvordan du er nået dertil. Hvad var dit første skridt i januar 2011?

Erica Jong, hvis bøger jeg slugte råt i min ungdom, sagde engang: “Hvis du ikke risikerer noget, risikerer du endnu mere”.

God vind herfra!

mange hilsner,

Lene

Har du en kommentar, betragtning eller anden form for feedback til ovenstående spørgsmål og/eller svar? Så hører vi det meget gerne i kommentarfeltet nedenfor.

Har du også et spørgsmål, du gerne vil have Lene Damtoft til at svare på? Så send os dit spørgsmål her eller på info@KarriereMor.dk

Besøg Lenes egen hjemmeside her.

Om Lene Damtoft

Har siden 2001 ejet og drevet konsulentbureauet Damtoft.com, som beskæftiger sig med ledelses- og organisationsudvikling, procesledelse og CSR-udvikling. Desuden mor til tre på hhv. 3, 12 og 18.

Kommentarer

  1. Lene skriver:

    Hej Lene.

    Tak for et godt og fyldestgørende svar :-)

    Mht min mands tidligere leder som coach: Det er hermed udelukket – for du har ret i, at jeg har brug for en slags fri-zone. Det vil kræve en neutral person, jeg kan få den fornødne tillid til. Og helst en, jeg ikke har en arbejdsmæssig relation til – og der er en arbejdsmæssig relation til den pågældende.

    Min leder har peget på nogle af de ting, jeg har gjort godt og hvor jeg har rykket mig positivt. Jeg har nu haft lejlighed til at se hele hendes skrevne vurdering af mig – og her nævner hun bl.a. at jeg deltog aktivt i en præsentation, selvom jeg er alt andet end vild med at rejse mig i en forsamling :-)

    At kombinere de 2 løsninger er en rigtig god idé – for uanset hvor det ender, skal der skabes klarhed over forventninger og opgaver. Fuldstændig klarhed er ikke muligt lige nu – men det må være muligt at definere mine opgaver tydeligere. Og ved jeg ikke hvad der forventes, er det rent held hvis jeg leverer det forventede.

    Det med tryghedszonen er spot on. Jeg stopper altid – eller næsten altid – ved kanten, kigger ned i dybet og trækker mig så tilbage til sikker grund. Jeg håber at en god coach kan hjælpe mig med at finde en tryg metode til at gå ud i det relativt ukendte, så jeg ikke skal have både livrem, seler og liv-line på.

    Jeg skal være bedre til at blive synlig og til at bede om hjælp hos dem, der er længere i processen end jeg er. Det er dog også lidt skræmmende at deltage i møder, hvor de der er nogle måneder længere fremme lufter deres frustrationer og tvivl.

    En afklaring af forventninger vil kunne hjælpe mig af med utilstrækkeligheds-følelsen – for det KAN jo være, jeg tager fejl mht hvor langt jeg forventedes at være på dette tidspunkt.

    Noget, der helt sikkert skal afklares, tydeliggøres og meldes ud, er hvem der har hovedansvaret for, at de kolleger, jeg er en slags anfører for, rent faktisk udfylder deres rolle på en ordentlig måde. For en af mine store frustrationer er, at jeg skal redegøre for deres arbejde – og jeg ønsker, de gør det bedre (eller viser det tydeligere) og bruger mere tid på det. Samtidig har de andre opgaver – og jeg er ikke i stand til på nogen måde at prioritere deres tid. Jeg håber at kunne få et godt samarbejde med deres ledere – men det vil også kræve at jeg bevæger mig ud af min tryghedszone…

    Jeg ved ikke, om jeg er havnet på den forkerte hylde. Jeg ved bare, at de dage hvor jeg ser mest sort på tingene – da ville jeg bytte med et rutinearbejde. Eller helt droppe at gå på arbejde – bare gå rundt herhjemme og holde det hele ryddeligt og rent, hygge mig med mine børn og forkæle min hårdtarbejdende mand. Altså sådan en rigtig god, gammeldags husmor-rolle. Have tid til at læse bøger og værne om mig selv. Det har vi heldigvis ikke råd til – for jeg ville blive sær, det siger erfaringen fra perioderne på barsel.

    Hvor jeg er om 5 år – uha, det er svært at sige. Jeg har generelt svært ved at se så langt ud i tiden – det har altid fulgt mig. Derfor er mit arbejdsliv også præget af en række tilfældigheder. Når jeg prøver at tænke over det, dukker der en blokering op. Jeg går simpelt hen i baglås. Men hvor jeg ender, så bliver første skridt at fortælle min leder at jeg giver det en chance mere med hende som mentor og en coach. OG at jeg vil have en snak om ansvar, forventninger og realiteter.

    Og så krydser jeg fingre for, at min nye leder og jeg kan finde en god måde at snakke sammen på. Han er af en helt anden støbning end min gamle leder – og jeg ved, det bliver svært. Han mener det godt nok, men hans facon…

    Endnu en gang tak for dit svar – du fik rettet lyset nogle gode steder hen.

    Venlig hilsen
    Lene

  2. Hej igen,

    Selv tak :). Godt at høre at du er på rette vej.

    Og så er du altså ikke den eneste, som indimellem, selv om det ikke er comme il faut, kunne ønske sig tilbage til hjemmets arne og kødgryderne:

    Se selv her:
    http://fpn.dk/liv/article2301467.ece

    Selv om man ér havnet på den rette hylde, så er der vel intet til hindre for at møblere lidt rundt på det der står på hylden…

    Mange hilsner
    lene

  3. Kære Lene

    Udover at jeg er ejer af kitchen4kids er jeg afdelingsleder og uddannet cand.pæd.psyk.

    Lene, du skal igang med et arbejde selv – du skal arbejde med at tro på dig selv og en tro på, at alt ikke behøver at være 100% ok. Din tvivl på dig selv og din kunnen vil ikke kun præge dig, men også dine børn – så det er den vigtigste opgave du har foran dig.

    Hvordan gør man så det? Det er ikke et quick-fix som man kan give dig 1 liter af. Det er hårdt arbejde. Du skal have fat i dig selv måske med en terapeuts eller coachs hjælp, uanset hvordan skal du tro på, at du er god nok, at det hele ikke behøver at være perfekt eller alt ikke behøver at være i plan. At kaos er ok, at du kan stille dig ved siden af det. Se det som en udviklingsrejse du er på – Og på rejser lærer og oplever man.

    Stil dig selv nogle omvendte spørgsmål som fx.
    Hvilke muligheder giver det mig, at alt ikke er i rammer?
    Hvad kan jeg lære af dette?
    Hvad kan mine børn få ud af det jeg lærer?
    Hvad er det værste der kan ske?
    Hvad er det bedste der kan ske?

    Et mantra som jeg holder meget af, når der er stort kaos er: “Det går nok, det bliver jo altid juleaften”

Skriv en kommentar...

*