Mindful living: Hvor blev børnene af i jagten på nærvær?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Nærværet er kommet over os! Vi jagter det som aldrig før. Gennem mindfulness, meditationskurser, yoga, retræter på skønne steder og meget andet.

Vi vil som voksne gerne finde indre ro og balance, fordi mange af os har fået skabt et hverdagsliv, der ikke levner meget plads til bare at være, at sidde og stirre i timer ud over intetheden. Vi har på samme tid heller ikke rigtig tid og plads til at forholde os til de svære ting i livet. Det er langt lettere at gemme det til vi har tid til at tage på retræte eller tage et mindfulness kursus og lige lære at mærke os selv et øjeblik.

Dette er selvfølgelig meget firkantet sagt, men der er alligevel et gran af sandhed i det… At drømmen om mere nærvær nemt kan blive til en ydre jagt på det gode liv – på lige fod med sund kost, motion og boligindretning. Men at finde nærvær er ikke en ydre jagt, men en indre oplevelse af at turde stoppe op og mærke sig selv og hele sig selv. At komme et skridt dybere ind i sin egen væren.

Børn er glimrende læremestre
Her er vores børn glimrende lærermestre. Børn er fra naturens side utroligt gode nærværsmestre. Men vi voksne kommer alt for ofte til at ødelægge det gennem netop vores ydre jagt på det perfekte liv. Vi stiller utroligt store krav til vores børn og unge, vi skaber så mange stramme rammer og strukturer rundt om dem, at det let kan komme til at kvæle deres naturlige drift mod ren værren. Samtidig slæber vi vores børn med rundt til alt muligt.

I skrivende stund er det vinterferie mange steder i Danmark, og det lægger i sig selv et pres på de voksne om, at nu skal der laves aktiviteter for alle pengene. Mange gange et pres på både voksne og børn. Et pres, der ofte medfører til en del diskussioner – især i disse krisetider, hvor mange ikke har de midler, de plejer at have til at forsøde livet med.

Men måske havde børnene langt bedre af bare at få lov til at være. Få lov til bare at kede sig og mærke sig selv lidt i stilheden, der opstår, når hverdagen ikke hele tiden er sat i system og struktur. At få et naturligt pusterum fra stres og jag, systemer og forventninger.

Børn vil bare gerne mødes lige der, hvor de er, og lige præcis som dem, de er – med fuld opmærksomhed og fuld accept.

Børn vil bare gerne mødes lige der, hvor de er, og lige præcis som dem, de er – med fuld opmærksomhed og fuld accept af, at det er helt OK at være dem. Når det ikke går sådan, så indretter de sig og prøver at tilpasse sig de systemer, de bliver en del af. For børn vil faktisk rigtig gerne tilpasse sig for at blive accepteret og respekteret for dem, de er.

Men i den proces kan de let komme til at give køb på deres evne til nærvær og fordybelse og i sidste ende deres oprindelige natur. Viljestyret opmærksomhed er en evne, der er rigtig vigtig for børn at udvikle i forhold til deres sociale og emotionelle kompetencer.

Når vi konstant bombarderer vores børn med oplevelser og underholdning, så får de ikke mulighed for at udvikle den evne.

Jeg tror derfor, det er rigtigt vigtigt, at vi som voksne stopper op og sætter os ned og keder os med vores børn en gang imellem. At vi stopper op og virkelig ser på dem – ser dem som de virkelig er, og ikke som vi ønsker, de skal være. At vi imødekommer dem som de små personligheder, de er – uanset om de opfylder alle vores voksne drømme om “det perfekte barn,” for det gør ingen.

  • Elsk dit barn præcist som det er, vis glæde for det hver dag (også selv om det ligner din eks mand og har alle hans skævheder!)
  • Se dets små initiativer og følg dem ved at bringe dig selv i nærvær.
  • Anerkend dit barns følelser og vis dig tilgængelig.
  • Hjælp det til at forstå verden og skab rammerne for at det er muligt, i stedet for at diktere din egen model af verden.
  • Skab rammer for dit barn, i stedet for hele tiden at sætte grænser.

I rammerne kan barnet føle sig frit, grænser stækker barnets mulighed for at udfolde sig. (En grænse er fx: “Du må ikke…” eller  “jeg vil ikke have…” En ramme er fx at sige: “Når vi nu skal afsted, så har jeg brug for, at du samarbejder sådan og sådan for at turen bliver rar for os begge – ellers kan vi ikke tage afsted.”)

Vil du gerne lære mere om mindfulness? Så klik her og bliv inspireret.

Har du erfaringer med ovenstående, du har lyst til at dele? Eller et spørgsmål til Flora? Skriv i så fald gerne din kommentar eller dit spørgsmål i kommentarfeltet nedenfor…

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Skriv en kommentar...

*