Alting er i bevægelse

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

I mit arbejde som stresscoach støder jeg igen og igen ind i udsagn som: ”jeg bliver aldrig færdig med min liste” eller ”nu nåede jeg det heller ikke i dag”. Bristede forventninger til den lange to-do liste er nemlig skyld i rigtig meget stress.

Lisbeth Fruensgaard - cand. negot. og ICF-certificeret coach - har specialiseret sig i stresshåndtering og -forebyggelse. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: lfcoaching.dk

Af en eller anden grund bliver vi ved med at tro, at det gælder om at blive færdig. At dagens primære formål er at få sat et hak ved alle de punkter, der ligger og venter på vores handling.

Arbejdspladsens to-do liste bliver med det samme afløst af privatlivets to-do liste, og konstant er der noget, der skal ordnes og gøres. Først når alting er i skønneste orden, kan vi sætte os ned og slappe af, hygge med familien, tage en time helt for os selv, dyrke sport, eller hvad vi nu har stillet os selv i udsigt for enden af den alenlange liste med opgaver.

Desværre er det som regel de aktiviteter, der bringer mest glæde, der står nederst på listen. Og, i og med, de står nederst på listen, skal der nærmest et mirakel til, hvis vi skal nå hen til dem uden at springe andre punkter over. Langt de fleste dage når vi derfor slet ikke frem til det, der virkelig gør os glade og bringer balance ind i livet.

At blive helt færdig er en illusion. I virkeligheden er vi først helt færdige med alting den dag, vi dør. Indtil da vil alting være i bevægelse. Enhver opgave eller udfordring vil blive afløst af en ny opgave eller udfordring. I samme øjeblik, du når i mål med en opgave, begynder du automatisk at sætte et nyt mål. Sådan er livet, og sådan er vi mennesker. Vi har brug for konstant at udvikle os, bevæge os og være i vækst.

Læs også: Få styr på din stress

Vi gør derfor klogt i at indse, at livet er et flow af opgaver, som vi hele tiden står lige midt i. Og at det, at der overhovedet ER opgaver og udfordringer, er et tegn på, at vi lever, og at der er liv omkring os.

Måske har du allerede indset dette og droppet tanken om at blive helt færdig med alle punkter, før du gør det, der nærer dig og gør dig glad. Men hvis du stadig stæser rundt og krydser af i et forsøg på at nå hen til det tidspunkt, hvor du endelig kan slappe af, hygge dig, gøre noget rart, vil jeg opfordre dig til at stoppe op lige nu.

Beslut dig for, at du mindst én gang hver dag skal gøre noget, som gør dig glad, og som fylder dig med energi. START med at slappe af, hygge dig med børnene, løbe en tur eller tage en halv time helt for dig selv. Find dernæst frem til de vigtigste punkter på din to-do liste og start så med at handle på dem.

Ved at gøre dette, sikrer du tre ting:

  1. Du får hver dag gjort noget, der gør dig glad og fylder dig med energi
  2. Du når hver dag det, der er vigtigst
  3. Du undgår daglige frustrationer over ikke at nå det hele, fordi du nu ved, at dette ikke er muligt.

Husk: Alt er i bevægelse – go with the flow – og hold din hverdag fri for stress.

Læs også: Når kroppen siger stop

OBS: Du kan netop nu vinde Lisbeths bog, “Tag dig nu sammen, skat”klik her og se hvordan.

Vil du gerne vide mere om stress? Klik her og bliv inspireret.

Har du nogle kommentarer eller spørgsmål til ovenstående? Nogle erfaringer, du gerne vil dele? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Skriv en kommentar...

*