Anmeldelse: “Tag dig nu sammen, skat” af Lisbeth Fruensgaard

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Der findes masser af bøger med gode råd til, hvordan man overvinder stress. Men hvordan tackler man det, når en ens partner går ned med alvorlig stress eller angst?

Dette spørgsmål stiller Lisbeth Fruensgaard skarpt på i sin bog, “Tag dig nu sammen, skat” – bevar glæden og overskuddet, når din partner rammes af stress eller angst. En bog, Lisbeth selv savnede, da hendes hverdag pludselig ændrede sig dramatisk, fordi hendes mand blev ramt af angst.

Foruden sine egne erfaringer med emnet, har Lisbeth gennem en årrække arbejdet som coach og stresscoach, hvilket yderligere har styrket hendes viden om de udfordringer og problematikker, der opstår i et parforhold, når den ene part går ned med stress eller angst.

Bogen er på i alt 136 sider og indeholder – foruden forord, indledning, afrunding og forslag til uddybende litteratur – otte kapitler. Hvert kapitel indleder med et kort overblik og afslutter med en konkret øvelse, der relaterer sig til indholdet i det pågældende kapitel. Derudover er bogen hele vejen igennem krydret med forslag til supplerende litteratur, links og handlinger/strategier til at komme videre – alt sammen understøttet af eksempler.

“Tag dig nu sammen, skat” er en meget overskuelig bog, der både kan læses fra ende til anden og bruges som opslagsværk. Jeg vil varmt anbefale den til alle, der har stress eller angst tæt inde på livet. Udover at give gode råd, er den også en god støtte til de nærmest pårørende, hvis hverdag oftest også bliver stærkt påvirket af situationen.

Læs også: Få styr på din stress

Forlagets beskrivelse:

Har du nogensinde haft fornemmelsen af at få tæppet trukket væk under dine fødder? At din før så sikre og glade hverdag pludselig bliver fuld af usikkerhed og et hav af bekymringer? At den person, du elsker allermest, og som før kunne klare alt, nu pludselig intet kan foretage sig?

Denne bog handler om, hvad du stiller op, når din partner rammes af alvorlig stress eller angst. Bogen går bl.a. tæt på spørgsmål som:

  • Bliver det nogensinde godt igen?
  • Får du din partner tilbage, som du kender ham eller hende?
  • Hvordan håndterer du situationen over for dine børn?
  • Hvordan passer du på dig selv?
  • Hvad gør du med de mange svære følelser, der opstår?

Med tålmodighed og kærlighed som grundingredienser, kan det lade sig gøre at komme ud på den anden side af krisen som et stærkere og  mere tæt forbundet par, end I var den dag, da krisen bankede på jeres dør. Men vejen dertil er lang og til tider urimeligt krævende.

Denne bog viser, hvordan I med de rette tanker, handlinger og værkstøjer kan komme helskindet igennem den svære tid som par og som familie.

Bogen er nem at anvende og giver en række enkle og praktiske bud på, hvordan du holder ud og takler nogle af de mange svære situationer, der opstår, når din partner går ned med alvorlig stress eller angst.

“Tag dig nu sammen, skat” – bevar glæden og overskuddet, når din partner rammes af stress eller angst er udgivet af forlaget Go’bog den 18. oktober 2010 og kan købes online her.

Læs også: Når kroppen siger stop

Har du erfaring med stress eller angst – enten som pårørende eller personligt? Har du læst denne bog? Hvad synes du om den? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Om Patricia Richter

Mor til Silas (født 2007) og stifter af KarriereMor.dk; derudover hjælper hun andre med at identificere deres personlige brands, gennem udforskning af deres unikke kerne, og derigennem skabe klar og autentisk kommunikation - se mere på PatriciaRichter.dk.

Skriv en kommentar...

*