Mindful living: Den mindfulde familiearv

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Efter påsken er overstået, er vi nok nogen, der sidder og puster ud og slikker de værste sår efter en masse dage i familiens skød. Mærkeligt at det med familie så ofte kan blive så kompliceret og skabe så store spændinger – både på det ydre og i det indre.

Familien er per tradition det sted, hvor vi skal føle os trygge og kunne falde tilbage og søge trøst og omsorg, når livet bliver tungt eller føles uretfærdigt. Men i min konsultation oplever jeg igen og igen granvoksne mennesker, der stadig føler sig fanget i uhensigtsmæssige mønstre, der er oparbejdet gennem en lang barndom. Vi skaber selv en masse foretrukne historier om, hvordan det er at være os, baseret på ”gamle sandheder”.

Men den foretrukne historie er kun én af mange. Det gamle ordsprog: Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom, holder på den måde, at vi kan vælge at begynde at skabe nye og bedre foretrukne historier om os selv og vores måde at være i verden på.

Det er jo ikke hensigtsmæssigt, at vi som voksne velfungerende mennesker, med eget job og egen familie, stadigvæk skal hænge fast i mønstre og gamle sår, der blev skabt i barndommen.

For ikke så længe siden havde jeg på bare én dag tre kvinder, der alle – i deres nuværende arbejdssituation – var præget af angst for vrede grundet begivenheder i deres barndom. Men nu var de mellem 45 og 60! Der er alt for uhensigtsmæssigt, at vi bliver hængende i gamle historier og billeder af, hvordan vi er formet. I dag ved man rent faktisk, at hjernen husker meget selektivt i forhold til vores måde at konstruere historier om vores fortid på: Hjernen husker udfra det sted, vi er i dag, og dermed kobler den vores oplevede virkelighed nu sammen med det billede, vi fremkalder af vores yngre jeg. Dermed kan erindringen aldrig blive helt, som den var dengang.

Vi ser alt for ofte nutiden gennem fortidens briller, og dermed kommer vi til at gå glip af så meget livsglæde og begejstring over det nu, der netop passerer forbi os. Ved at trække opmærksomheden hen til nuet får vi flere af nuancerne med. En ting er sikkert: Hvis ikke din mor kunne give dig kærlighed og accept, da du var barn, så kan hun højst sandsynligt heller ikke i dag. Og hvis ikke din storesøster kan behandle dig ligeværdigt nu, så kommer hun nok hellere ikke til det fremover. Ikke før du ændrer vaner. Og den letteste måde at ændre vaner på er ved at acceptere tingens tilstand, som de er lige nu. Lige nu føler jeg mig ikke elsket og respekteret. OK – så giv slip på tanken om at blive det.

Det sjove er, at i det øjeblik du kan slippe tanken og acceptere, at lige nu er det sådan, frigøres der masser af mental energi til at se på din situation på en helt ny og mere ressourcefuld måde.

Og sidst, men ikke mindst, kan det være rigtigt sundt en gang imellem at bruge princippet om Beginner’s mind på din familie: Prøv at stille dig helt åben over for din familie og lad som om, du aldrig har set dem før. Kig virkelig efter – med helt friske øjne;  se dem som dem, de er lige nu – ikke som dem, du tror de er, eller som dem, de var engang. Stil dig åben som en nyfødt og se din verden fra en helt ny og mere mindfuld vinkel.

Hvad mon du får ud af det? Hvad tror du, du ville se, som ikke ser nu?

Prøv at udfordre dig selv og se, hvad der sker. Lav det evt. som en lille leg.

Vi kan ikke ændre på andre mennesker, men vi kan ændre på vores måde at forholde os til dem på. Og derved kommer vi også indirekte til at tvinge dem til at ændre adfærd. Men igen, hig ikke efter gammel kærlighed, men nyd den, der er lige foran dig lige nu, og søg konstant at skabe kærlige og nærende rammer for dig selv.

Hvilken ting er du villig til accepterer omkring din barndom lige nu?

Hvilke gamle historier er du parat til at give slip på?

Hvis du skulle skrive en ny barndomsfortælling om det, at være dig, nu hvor du har givet slip og accepteret det, der ikke kan ændres, hvordan ville den så lyde?

Husk Dalai Lamas ord: “Sand lykke kommer af at gøre uselvisk godt for andre og af at have medfølelse for andre. At være fanget i kun at tænke på sig selv og sine egne følelser er egoisme og fører kun til smerte. Praktiser hver dag venlighed mod andre såvel som mod dig selv.”

Vil du gerne lære mere om mindfulness? Så klik her og bliv inspireret.

Har du erfaringer med ovenstående, du har lyst til at dele? Eller et spørgsmål til Flora? Skriv i så fald gerne din kommentar eller dit spørgsmål i kommentarfeltet nedenfor…


Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Kommentarer

  1. Hej Flora!

    Det er vildt spændende, det du skriver!

    Det er jo det, jeg arbejder med i min klinik, Velvære med Hjertet, hvor jeg “retter op” på de ubalancer, der er skabt, langt nede, blandt andet med Kinesiologi. Det er ret mærkeligt, hvad der kan “tricke” hjernen, og hvad det, også, kan give sig udslag som; allergier, eksem, fobier og meget andet! :)

    Kærlig hilsen
    Betty Koudal

Skriv en kommentar...

*