Derfor inspirerer Pernille Aalund mig

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at høre Pernille Aalund tale på Vanebryderdagen 2011. Hun talte om lykke. Om livet. Om at være autentisk. Om kærlighed. Om karriere. Og hun delte sin egen historie på en humoristisk og rørende måde. Den rørte i hvert fald mig…

Jeg har altid syntes, at Pernille Aalund er både dygtig – altså virkelig dygtig – indlevende og inspirerende. Af mange årsager! Jeg er imponeret over de resultater, hun har opnået og stadig opnår, når hun kaster sig ud i nye projekter. Hun er hudløs ærlig på en sjov og helt nede-på-jorden måde, og så besidder hun store mængder af empati og selvironi. Altsammen noget, der virkelig tiltaler – og inspirerer – mig.

Men det, der inspirerer mig mest, er hendes historie. Jeg skulle til at tilføje: Og identifikationen. Men ved nærmere eftertanke er der faktisk ikke meget ved hendes historie, jeg kan identificere mig med. Tværtimod. Det liv, jeg levede i 20’erne, står i markant kontrast til den måde, Pernille levede på i 20’erne. Men hvad er det ved hendes historie, der fascinerer mig så dybt?

Pernilles historie er et eksempel på, at det aldrig er for sent. At alt er muligt. Og at der findes andre veje end de gængse til succes. Og det vækker følelser som tro, håb og – ikke mindst – inspiration!

Pernille Aalund (født 1. april 1962) er chefredaktør, studievært, forfatter og foredragsholder.

Hun begyndte sin karriere som tv-vært på ‘Børnekanalen’ på den københavnske lokal-tv-station Kanal 2, og blev senere vært på ‘Vis mig dit køleskab’ derefter på TV3’s talkshows: ‘Mænd ingen adgang’ og ‘Pernilles Univers’. Hun er desuden stifter af kvindeportalen Oestrogen.dk, der senere er blevet overtaget af Aller-koncernen. Aller Press A/S har desuden været Aalunds arbejdsplads, siden de valgte at udgive månedsmagasinet Q, som hun var både ide-kvinde til og chefredaktør på. Senere blev hun også chefredaktør på ugebladet Kig Ind.

Den 1. juni 2007 blev Pernille direktør for alle Aller Press’ magasiner, og den 1. april 2011 blev hun forretningsudviklingsdirektør. Ved siden af direktørposten er hun stadig tv-vært på QTV på Kanal 4 og initiativtager til Primetime Kvinder.

Fra hausfrau til karrierekvinde

Pernille tilbragte 20’erne som gift hausfrau og mor til to drenge, som hun gik hjemme hos i 6 – 7 år. Og hun havde i øvrigt ikke anden uddannelse end en studentereksamen, som hun kun tog sig sammen til at gennemføre i trods, fordi en autoritet i undervisningssystemet havde givet udtryk for sin tvivl om, hvorvidt hun nogensinde ville få huen på.

Pernille fortæller, at hun faktisk følte sig lykkelig i 20’erne – som hjemmegående hausfrau, der vejede 80 kg. +, og hvis foretrukne beklædningsgenstand var en blå joggingdragt! Men måske var det ikke den “rigtige” form for lykke … I hvert fald var det først, da hun en dag opdagede, at hendes mand var hende utro, at dråben faldt, og hun tænkte: “Hvad laver jeg egentlig her – med min fede røv i et kurvemøbel – i Solrød Strand?” Derefter pakkede hun sine ejendele ned i syv plastiksække, tog sine børn under armen og flyttede ud i et sommerhus. Kommunen gav hende tilskud til tre dyner. Og Pernille følte sig … lykkelig!

“Der er ingen af os, der er helt normale. Men vi er alle sammen så bange for ikke at være det” (Pernille Aalund).

Pernille fik sit første rigtige job ved en tilfældighed – og sidenhen er det gået slag i slag…

Klik her for at købe ‘Hvad du ønsker skal du få – en succesguide for kvinder’ af Pernille Aalund

En dag ad gangen…

Pernille fortæller, at hun aldrig har lavet et CV. At hun kun sætter mål for ét år ad gangen – og at hun nægter at holde fast i dem, hvis de ikke “virker”.  Hun formår altså i dén grad at leve i nuet – en disciplin mange kvinder (mig selv inklusiv) kunne blive meget bedre til. (På det område minder Pernille Aalund mig om Michelle Hviid, hvis historie også fascinerer mig dybt).

Men er der da noget galt med CV’er og langsigtede målsætninger?

Næ – det mener jeg absolut ikke. Men jeg mener, at det er en hårfin balance på den ene side at lægge planer og sætte mål, og på den anden side hele tiden at mærke efter, om man er tro mod sig selv. Om man er på vej det rigtige sted hen. Og det kan – som Pernilles egen fortid vidner om – være svært at mærke, når man står midt i det og i øvrigt er “meget godt tilfreds”.

Måske er en af forklaringerne på Pernilles succes, at hun hver dag “tømmer sine tanker” på et stykke papir (i dette tilfælde et meget stort stykke papir).

Pernille Aalund "tømmer sin hjerne" - hver dag. Det kan se sådan ud.

Kontrast og identifikation

For mit eget vedkommende var 20’erne præget af stor målrettethed. Og det samme var teenageårene for den sags skyld. Allerede i gymnasiet var det vigtigt for mig at finde ud af præcist, hvad jeg ville læse og hvorfor. For jeg skulle jo ikke spilde tiden med et sabbatår. Jeg skulle jo nødig blive for gammel… Jeg var glad for at være studerende og klarede mig godt – og jeg vidste jo også, hvad jeg ville bruge det til.

So far so good. I slutningen af 20’erne gik det bare op for mig, at jeg havde glemt at revidere mine mål undervejs. At jeg ikke længere brændte for den karriere, jeg troede var drømmen 5 – 10 år tidligere. Altså – jeg ville stadig gerne mit fag – jeg skulle blot justere målene lidt. Men hvor præcist…? Det er lidt ligesom at opdage, at man er landet på den rette hylde – men på den forkerte reol. Eller at den stige, man er på vej op af, står op ad det forkerte hus. Det er altså ret skræmmende at opdage. I hvert fald når man altid har navigeret efter meget konkrete målsætninger og planer.

Derfor er det så dejligt befriende – og inspirerende – at høre Pernille Aalund fortælle om, hvordan hun levede i 20’erne, fik en a-ha-oplevelse, handlede på det – og ændrede sit liv fuldstændigt. Til det bedre. Og at hun formåede at skabe sig en helt igennem fantastisk karriere, selvom hun ikke på forhånd vidste, præcist hvor hun var på vej hen. Og – ikke mindst – at man godt kan skabe sig en fantastisk karriere, selvom man i en årrække prioriterer sine børn højst.

…Og så talte Pernille om sine værdier og det, der gør hende lykkelig. Og det var i den grad noget, jeg kunne identificere mig med. En dejlig feminin tilgang til tingene! Det vil jeg dog ikke komme ind på her – men det er da helt sikkert noget, jeg gerne vil spørge Pernille yderligere ind til.

Er der noget, du gerne vil spørge Pernille Aalund om?

Pernille har sagt ja til et interview til KarriereMor.dk. Så hvis du har noget, du gerne vil spørge hende om, så skriv endelig – enten i kommentarfeltet nedenfor eller pr. mail.

Kan du nikke genkendende til noget af ovenstående? Har du nogle erfaringer, du gerne vil dele? Eller noget, du gerne vil spørge Pernille Aalund om? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor.

Om Patricia Richter

Mor til Silas (født 2007) og stifter af KarriereMor.dk; derudover hjælper hun andre med at identificere deres personlige brands, gennem udforskning af deres unikke kerne, og derigennem skabe klar og autentisk kommunikation - se mere på PatriciaRichter.dk.

Skriv en kommentar...

*