Med børn fødes bekymringer – og økonomisk kaos

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Lad mig slå fast med det samme – jeg er ikke karrieremor. Jeg har nemlig ikke nogen børn endnu. Men derfor kan man sagtens have gjort sig en hel masse tanker om det at have en karriere og være mor. Det har jeg gjort. Jeg har sikkert endda brugt for meget tid på at tænke på lige netop det. Sikkert mere end godt er, vil nogen mene.

Min kæreste er nemlig skruk. Det er jo også nemt nok at være som mand, tænker jeg ved mig selv. Han skal ikke gå rundt med en alien i maven, han skal ikke tage masser af kilo på, få store ømme bryster, strækmærker og vandfyldte ankler. Han skal heller ikke presse 3+ kilo ud af sit underliv, og han skal slet ikke gå og bekymre sig ved tanken om, hvad det vil betyde for hans karriere, at han er væk fra sit arbejde i 6+ måneder.

Sikkert endnu mere – jeg bor i København, og her – kan jeg forstå på mine nybagte forældre-veninder – skal man ikke regne med pasning før efter et år. Jesus! Et år!? Hvad fanden er det for noget diskriminerende bureaukrati-bullshit? Der er altså ikke ret mange arbejdspladser, som er tilpasset denne ”lille” detalje.

Jeg har selv arbejdet i bureau-branchen, og der er barsel ikke noget, man taler ret meget om. ”Det er medarbejdernes eget problem,” synes holdningen at være. Jojo, det er da ved grød mit eget problem, at jeg ønsker at videregive mine gener – at jeg ønsker mig en lille staus-dværg, men nemt kan ingen da påstå, det er? Kald mig bare forkælet og naiv, men det fremmer ikke just unge kvinder som mig selv (sagde hunden)s lyst til at avle, at det skal være så skidebesværligt og økonomisk risikofyldt at få nogle af de der unger, der skal bære samfundet videre, når vi selv bliver ældre.

Læs også: Sure mænd, der fylder meget…

Lad os nu sige, at jeg vælger at blive gravid, mens jeg er ansat ved en mindre privat virksomhed. Det jeg kan se frem til er barsel med røven i vandskorpen – virksomheden har ingen barselsordning, dvs. jeg er berettiget til barselsdagspenge i op til 52 uger (4 uger før fødslen og resten efter). I den periode jeg holder barsel vil min indkomst være halveret. Nå for pokker – det går jo nok, for når jeg først får børn, orker jeg jo heller ikke at bruge penge på byture og lækkert tøj. Så det går nok lige op, eller…

Hvis jeg fik den idé, at jeg allerede ville tilbage på jobbet efter 6-7 måneder – ja, så skulle jeg nok ikke have valgt at bo i København, for her kan man ikke få passet sit barn før efter laaang tid. Så går der et års tid, hvor kassekreditten er godt spændt for, og jeg kommer tilbage på jobbet – men der er ikke noget, der hedder omsorgsdage, og da min kæreste er selvstændig, er det mig, der må tage barnets første sygedag og stresse for at hente barn inden vuggestuen eller dagplejemoderen lukker. Og det gør de jo ret tidligt, kan jeg forstå på det hele.

Men så kan jeg jo bare arbejde videre, når mit barn er puttet – og på den måde holde min dårlige samvittighed i ave. Ingen gider jo at være den der utjekke, uoplagte og uforberedte kollega, der altid skal gå tidligt. Vi har ingen familie i København, og vores venner arbejder jo også, så det er svært lige at få assistance, når institutionerne holder lukkedage, eller når ynglet er ekstra meget syg.

Hurra tænker jeg – med børn fødes bekymringer, siger de kloge. Og det skal jeg da lige love for, de gør. At fødselsraten i Danmark ikke er helt bæredygtig, kan jeg egentlig godt forstå.

Jeg ved godt, at de, der har fået børn, siger, at det er det bedste, der er sket for dem, og at de aldrig ville bytte. Men – come on – indtil man har fået det der yngel, man ikke kan lade være med at elske, selvom det holder en vågen længere end hvad menneskerettighederne tillader for krigsfanger og gylper mere end bulimiramte topmodeller, så synes jeg stadig, der er meget, vi kunne gøre bedre for at øge ligestillingen for forståelsen for de udfordringer, som børneforældre står overfor. Bedre pasningsmuligheder, der hvor det halter (i København fx), bedre barselsordninger til mænd og en barselsfond til selvstændige er bare nogle af de ting jeg tror kunne gøre det lidt nemmere (og sjovere).

Hvad mener du? Skal rammebetingelserne være bedre, eller er de gode nok, som de er? Har du selv erfaringer på området, du gerne vil dele? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Om Lise Borgstrøm Henriksen

Cand.mag. i kommunikation; har tidligere arbejdet i reklamebranchen men er nu ansat som kommunikationskonsulent i Sekretariatet for Cykelsuperstier. Lise arbejder sideløbende med ligestilling og kvinder i ledelse gennem netværket Protocol.

Kommentarer

  1. Sidsel Andersen skriver:

    Hej Lise,

    Det er sgu ikke nemt at få det hele til at gå op – min tanke går på hvad dig og din skrukke kæreste selv kan gøre…

    Har I overvejet om han skal ofre lidt (måske meget)for at få det til at lykkedes – måske var det en ide at han ikke var selvstændig de næste 10 år og fandt sig en arbejdsgiver der har barsel samt barnets sygedage – så hænger det hele ikke på dig de næste mange år, men ansvaret fordeles ligeligt…? It takes two to make a family…

    /Sidsel

    • Lise Borgstrøm skriver:

      Hej Sidsel,

      Nej, det er netop ikke nemt. Vi har talt rigtig meget om, hvad han kunne gøre for at tingene ikke kun skulle hænge på mig. Som selvstændig har man heldigvis også nogle fordele og han kan fx selv tilrettelægge sine arbejdstider, som det passer ham (os) – så det må jo blive en del af løsningen når den tid kommer.
      /Lise

  2. Tina Haubjerg skriver:

    Hej Lise,

    Du skal bare overbevise ham om, at han skal arbejde i en bank – elller et andet sted med en fed fædreorlov, så du kan komme tilbage til jobbet, mens han “bond’er” med baby og de andre fædre til tumlastik.

    Ej, det er måske ikke en god idé at tvinge ham til at arbejde i en bank. Men han skal comitte sig til babyprojektet også når den er ankommet. Jeg har set flere eksempler på kvinder der er eller har været tæt på at gå ned med flaget, fordi deres selvstændige erhvervsdrivende mænd arbejder hele tiden, så de står med det hele. Det holder ikke!

    Og så vil jeg gerne trække klynken over instutionspladser i en mere positiv retning. Vi fik plads 1 måned før vi skulle bruge den i en dejlig vuggestue på Christianshavn – helt uden at skulle skabe sig åndsvagt overfor pladshenvisningen. Der bliver bygget en del nyt rundt omkring.

    Endeligt må jeg dog erkende, at det er hårdt arbejde at få karrieren til at køre videre i højt gear, når man kun har sovet 4 afbrudte timer en nat før en stor lederworkshop, og man konsekvent kalder en af deltagerne for Ulla, selv om hun hedder Else.

    Der bliver drukket uforskammet meget kaffe og flekstiden som konsulent bliver udnyttet max. Og ja der bliver arbejdet om aftenen, men det gjorde der også før baby kom, så intet nyt der. Bare mere kaffe.

    /Tina

  3. Le skriver:

    Jep Lise, jeg er helt enig med Sidsel: Hvis manden er skruk, må han snuppe sin del. Og jeg ved af erfaring, at det er en god idé at klappe den slags meget eksplicit af, FØR det hele bryder løs. I langt størstdelen af de familier, jeg kender, er det kvinden, der fungerer som hjemmets ansvarlige projektleder, mens manden ‘hjælper til’.

    Når det så er sagt og skrevet, må jeg sige, at hvis man /reelt/ er to voksne, så kan det hele godt gå alligevel, selv uden familie i storbyen – man skaffer sig bare en anden form for netværk, ofte med ligestillede. At få børn kræver en livsomlægning, men det er jo naturligt, når man ændrer på sine basale livsbetingelser. Hvad angår pasning i Københavns Kommune, findes der faktisk adskillige ordninger, man kan få sine børn passet i (hvis man er parat til det) fra de er 6 måneder gamle. Men ellers handler det om at være kreativ og finde løsninger – præcis som på dit daglige job ;-)

    Det er skide skønt og skide besværligt at have børn. Om man vil prioritere det, er op til den enkelte kvinde/familie. Selv ville jeg aldrig i livet undvære mine to skønne unger, som har givet mig et helt andet og mere ansvarsfuldt, arbejds- og indholdsfyldt liv.

  4. Rammebetingelserne skal helt sikker være bedre. Der skal først og fremmest øremærkes barsel til faderen. På den måde tvinger man arbejdsgiverne til at indføre bedre barselsvilkår for mændene, da mændene nu (hvad enten de og arbejdsgiveren vil det eller ej) skal påtage sig en lige del af opgaven.

    Når det så er sagt, så er det at få børn ikke en kamp mod systemet. Det er en omsorgsopgave, der ligger langt ude over flekstid, hente/bringe-tider, barnets første (anden, tredje…og tiende sygedag).

    Jeg går all in for ligestilling og lige muligheder på arbejdsmarkedet for mænd og kvinder i den fødedygtige alder. Men når det så er sagt, så er jeg bare en mor, der elsker mine børn langt højere end noget arbejde eller nogen ligestillingssag. Men her er vi sikkert uenige. Det gør ingenting.Det handler for mig om at se muligheder frem for umuligheder.

    Held og lykke med planlægningen og overvejelserne – I skal nok finde en løsning, der passer til jer som karrieremennesker og forældre.

    Hilsner fra Vibeke

Skriv en kommentar...

*