Mindful living: Er mindfulness bare endnu en egofest?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Her i starten af sommeren har vi kunnet læse i aviserne om arbejdsløse, der tvinges på mindfulness-kursus – øjensynligt for at få det bedre og dermed blive bedre klædt på til at få et job. Nogle med knapt så stort held. Mange arbejdspladser har efterhånden prøvet mindfulness-kurser, og flere og flere vælger mindfulness-vejen for at reducere stress. Mindfulness er således kommet på dagsordenen som det nye store værktøj i åbenbaringen til at kurere mange af de skavanker, vi pådrager os her i vesten.

Ofte bruges kurser i mindfulness mest som effektiviseringsredskaber eller som den enkeltes vej til at skabe indre ro og balance for derigennem lettere at kunne håndtere den virklighed, der er omkring os. Vi træner mindfulness for at opnå et bedre fokus på nuet, en træning i at kunne være til stede med det, der er lige nu og her. At acceptere det, der er vanskeligt i nuet, for på den måde at skabe mere rum til at håndtere det. En slags mental fleksibilitet eller elasticitet i forhold til livet udfordringer. Og mindfulness bruges også som ganske effektive terapiværktøjer i MBSR (Mindfulness Based Stress Reduction).

På den måde bliver mindfulness den enkeltes redskab til at kunne håndtere en kompleks hverdag langt bedre, en søgen indad for at finde ekstra ressourcer til at håndtere livet bedre. Vi mediterer og mærker os selv for at kunne klare en hverdag, der kræver mere og mere.

Det er der jo sådan set ikke noget galt i, bortset fra at jeg aldrig synes, man skal tvinge nogen til at lave noget, de ikke selv har bedt om – og slet ikke personlig udvikling. Men der laves nu mange mærkelige eksperimenter med arbejdsløse, ved jeg fra min tid som underviser i sektoren, hvor jeg måtte sige fra, da jeg etisk ikke kunne være i det. Men fred være med det.

Som mindfulness-underviser og som praktiserende ud i buddhistiske traditioner i min egen hverdag kan jeg undre mig over den måde, vi bruger mindfulness-værktøjerne på i vores vestlige kultur. Jeg har flere gange skrevet her i mine oplæg, at mindfulness ikke er en værktøjskasse, men er tænkt som et nyt mindset, en ny måde at være i verden på. For at få det fulde udbytte af mindfulness, er det således ikke nok at tage et enkelt kursus eller tage på en retræte, man må være indstillet på at ændre ikke bare sin hverdag, men sin måde at betragte verden på. Af samme grund foregår et MBSR-terapi forløb over 8 uger. Og i mine egne undervisnings- og coachingforløb gør jeg meget ud af at prøve at få den enkelte til at kommitte sig til at indføre ændringer i hverdagen, der kan fatsholde det begyndende ændrede syn og retning.

Men der en væsentlig forskel: Mindfulness er ikke nødvendigvis den enkeltes jagt på indre ro, men en træning i at finde tilbage til fællesskabet. I sin grundform nemlig den buddhistiske lære, hvorfra mindfulness er hentet, er mindfulness ikke en praksis der kun har fokus på den enkelte. I sin oprindelse er mindfulness en træning i at udvise kærlig/medfølelse med sin omverden. Vi træner først og fremmest vores opmærksomhed på vores egen indre tilstand og bliver stærke til at se egne indre processer fra en observationsposition, for derefter at forbinde os selv med helheden gennem kærlig/medfølelse for alt, hvad der er. Og det kan undre, at den del ikke står stærkere i al mindfulness-træning – træningen i at udvise kærlig medfølelse og forbinde sig selv med alt som er.

En ting er sikkert: Vi har i den grad brug for det alle sammen. Vi har brug for at flytte perspektiv og kigge op og se, at vi er en del af et fællesskab; et fællesskab der rækker bredere end til grænsekontrol og egofest i baghaven. Otto Scharmer, manden bag Teori U og tysk professor, siger netop, at for at ændre den verden, vi er en del af lige nu, må vi lære at tænke helt anderledes. Vi kan ikke løse verdens problemer med den tænkning, der har skabt den. Og verden har virkelig brug for, at vi gør noget for at ændre på den retning mange ting tager – ikke bare vejret, der har givet store problemer denne sommer, men også finanskrise, krige og konflikter i verden, for ikke at nævne alle de mennsker, der lider, også i vores egen baghave.

Buddhisme er netop læren om ophør af lidelse, og en af vejene er kærlig/medfølelse. Barbera Frederikson amerikansk forsker i positivitet beskriver i sin seneste forskning, at når vi udfører venligheds meditationen (en meditation fra mindfulness), så vokser vores empatiske evner, vores kreativitet og vores medfølelse med andre. Det ser endvidere ud til, at der sker noget med sindets indre organisering, der har vidtrækkende konsekvenser for, hvordan man oplever sig selv og verden og i sidste ende for om ens selvopfattelse er realistisk (Paul Gilbert 2010).

Så lad os i denne sommer strække os til ikke bare at søge indad for egen vindings skyld, men fordi vi gerne vil styrke og forbinde os med fællesskabet globalt set gennem kærlig medfølelse og dermed være første lille skud, der begynder at skabe en spirende ændring i verden.

Vil du gerne lære mere om mindfulness? Så klik her og bliv inspireret.

Har du erfaringer med ovenstående, du har lyst til at dele? Eller et spørgsmål til Flora? Skriv i så fald gerne din kommentar eller dit spørgsmål i kommentarfeltet nedenfor…

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Skriv en kommentar...

*