Derfor har du hamrende travlt!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Vi mødre vil egentligt gerne have det sådan, at der skal være orden i tingene, og at det meste skal være sådan ”Allround” perfekt (jaja, der skal nok sidde en enkelt helligmås, som lige nu tænker, næ nej ikke mig!). Men som kvinder ligger det helt automatisk i vores natur, at vi rigtig gerne vil have ,at alle er glade, og at tingene ”falder i hak”, og kan vi på nogen måde påvirke det, så forsøger vi helt automatisk.

En stor del af den kvindelige kerne og feminine essens baseres nemlig på glæde, flow, nuet, hygge, dejlighed, sanselighed etc. Så når tingene ikke er sådan, så optimerer vi. Eller vi forsøger i det mindste, så vi kan nå hen i den tilstand. Og rigtig, rigtig godt så langt!

Nogle gange kan jeg komme helt i tvivl om, om ilden nogensinde var blevet opfundet, hvis der ikke havde været en ”optimerende” mor i klippehulen, som havde klaget over frysende børn, eller at det var skidekoldt at dyrke sex, når gedeskindet konstant røg af under akten og den bare mås stak udenfor!

Problemet er jo bare, at når vi konstant optimerer med hovedet under armen, så får vi hulans travlt, hele tiden. Også i vores virksomhed, og i vores hjem, og med vores mænd, og med os selv, og med vores…. Og optimerings-ideerne kommer ofte sådan ud af den blå luft, og i mange tilfælde sker der det, at vi lige skal fixe det. Gerne nu. Og specielt, når man arbejder med det, man elsker. Så er der ofte åbnet op til det kreative center, og så kommer ideerne nogle gange i sådan en fast, at man kan blive helt stresset af det!

Men måske, kan det være en tanke værd, at stoppe op i processen, skrive ideen ned på en ”Post-it”, og gå videre i dagens arbejde. Ellers vil du konstant blive forstyrret af ting ”du lige skal nå” inden du kan komme videre med den opgave, du rent faktisk sad med…. Og så har du travlt.

Derhjemme kan du med fordel vælge dine kampe, så du sætter tingene i system og prioriter dem. Hvad er EGENTLIGT vigtigt at få snakket med manden om? Og skal det så ikke have den opmærksomhed, som det faktisk fortjener og dermed en aften, hvor I får snakket det til bunds? Hvad er EGENTLIGT vigtigt at få lavet i dag på dit lille kontor, og kan du så få lukket facebook og email programmet ned, få sat dit minutur, så du arbejder med en tidsfrist (prøv nu bare og se, hvad der sker), så du går fra at have travlt til at være produktiv.

At være produktiv og droppe travlheden er enhver karrieremors bedste redskab. Produktivitet er langt bedre end travlhed, så hvordan kan du optimere på din produktivitet, når vi nu alligevel er i gang med optimering?

Personligt starter jeg dagen med den sværeste opgave, og så samler jeg alle opgaver i klynger. Jeg har en skrivedag, hvor jeg laver artikler, klummer, lægger indlæg op på mit site. Jeg har en hel formiddag, hvor jeg besvarer brevkassespørgsmål, og får sendt dem afsted. Klienterne samler jeg altid i klynger. For når jeg først er i gang med en arbejdsopgave og kommer i flow, så kan jeg lige så godt blive ved med at skrive, rådgive etc. Det tager omkring 30 minutter at komme helt, opslugt og nærværende ind i den opgave, du er i gang med – OGSÅ sexen derhjemme (ja, det har du bemærket ikke?).

Jo mere jeg optimerer på den måde, jo mere produktiv bliver jeg, og som dug for solen, forsvinder min travlhed og småstress – og så er der tid til at være mor, når jeg har fri, være kæreste, gå i haven, bage brød og alt det andet der giver mit liv kvalitet.

Så når folk falder på halen og taber kæben over, hvor meget jeg rent faktisk når i løbet af en dag, eller hvor meget jeg får produceret, så får de denne opskrift serveret.

Nu er den din, god fornøjelse!

Kan du nikke genkendende til noget af det, Maj skriver? Hvilket? Har du en strategi for at bruge din tid så effektivt som muligt? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Majs egen hjemmeside her.

Om Maj Wismann

Maj er ekspert i intet mindre end kærlighed og parforhold! Hun har egen praksis og er den første parterapeut i Europa, der er gået online med sin viden i form af et e-kursus. Maj bor i en lille fynsk landsby med sin kæreste og to børn.

Skriv en kommentar...

*