- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

Én hånd på perlepladen og én på computeren

Vågner; det er mørkt i værelset. Har du overhovedet sovet endnu? Tankerne begynder straks at flyve. Har du nu husket at melde familien til arrangementet i Sofies børnehave på fredag?! Var det ikke sidste frist i går..? Hun bliver skuffet, hvis du ikke når at melde dig til at stå i én af boderne. Det nåede du jo slet ikke sidste år… Faktisk nåede du kun at være med i den sidste halve time sidste år pga telefonmødet med den nye store amerikanske kunde.

Det var du jo nødt til at prioritere… Var du ikke? Jo, helt bestemt, det kunne ikke være anderledes, og Sofie havde jo sin far med, da hun optrådte. Du ser hendes skuffede ansigt for dig sådan som det så ud, da du kom halv-løbende indad lågen til børnehaven iført headset og business suit lige idet hun trådte ned fra scenen. Du tvinger din tanker hen på noget andet….

Hvad med din skitse til det store oplæg for din afdeling i morgen eftermiddag; blev du egentligt helt færdig?? Det skal bare være helt i orden denne gang, sidste gang du mødtes med hele afdelingen, havde du styrtet rundt den halve nat med en vrælende og hostende lille Anton på armen. Han havde høj feber og faldt først til ro et par timer før, du skulle stå op. Godt, din mor kunne træde til og passe igen… Får du egentligt sagt ordentligt tak for alt hendes hjælp?? Må huske snart at købe hende en blomst….

Du vender og drejer dig. Din mand sover tungt. Og snorker. Som en tyr!

Sofie havde småfeber i morges, og du valgte at tage ”hjemmearbejdsdag” i stedet for at melde ”barn-syg” for tredje gang denne måned. Dagen var gået med at lave perleplader og tørre snotnæse med den ene hånd og forberede dit store oplæg med den anden, mens ”To på flugt” kørte på dvd’en på repeat i baggrunden, og du konstant skulle tage stilling til hvilke farver, der passede bedst sammen i mønstrene på perlepladerne….

Åh, hold nu op med at snorke… Der er ikke noget mere irriterende end lyden af luft, der suges ind og pustes ud gennem din mands næse i tung ensformig rytme, når du (igen) selv ligger søvnløs…. Du skubber lidt til ham og lidt hårdere. Nogen gange virker det mod lydforureningen! Men ikke nu. Han vender sig om på siden og giver den fuld gas…ud og ind af næsen!!

Kigger på mobiltelefonens ur. Klokken nærmer sig tre. Det her går bare ikke. Står ud af sengen. Kommer i mørket til at sparke til Antons ambulance ”UUUIIIIIIIUUUUUUIIIIIII”…. Lyden brager ud i værelset og blikkende blåt lys danser hen over væggen. Shit! Hvor er stop-knappen…endelig! Stilhed igen, altså lige bortset fra din mands grynten. Vågner dén mand bare ikke af noget som helst??! Fatter det ikke. Du tænker tilbage på dine to barselsperioder. Du husker, hvordan du kunne trave op og ned ad gangen og ind og ud af værelset med jeres barn, der fuldstændigt ildrødt af ophidselse skreg af sine lungers fulde kraft, mens han simpelthen SOV. Har mænd et særligt indbygget høreapparat, som de kan slå til og fra efter behov??!

Læs også: Dameblade; hygge eller gys? [1]

Du lister ind på børneværelset. Sofie og Anton sover i samme værelse. Anton i sin lille seng og Sofie nu i stor seng. Du hører deres åndedræt og kan skimte dem i skæret fra gadelygten udenfor. Anton har sparket sin dyne af og ligger på maven med benene trukket helt op under sig som en lille frø. De korte arme er strakt opad langs hovedet. En lille hårtot er faldet ned i panden. Sutten kører. Du smiler for dig selv.

Sofie ligger på siden med ryggen ud mod værelset og med prinsessedynen godt trukket op om sig. Du skubber hende lidt ind mod væggen for at gøre plads til dig selv. Du lægger dig tæt opad hende og mærker hendes varme. Hendes hår kilder dig lidt i næsen. Du lægger armen om hende.

Du ville ønske, at du havde 30 timer i døgnet… mindst. Har du egentlig tid til at kramme dem nok? Ser du egentligt rigtigt på dem hver dag? Er du til stede sammen med dem? Er du egentlig den mor, du ønsker at være?

Det må da kunne lade sig gøre. Du beslutter dig for at prøve at finde en løsning på, hvordan du kan få det hele til at gå op i en højere enhed.

Og pludselig får du følelsen af, at det nok skal gå alt sammen.

Kender du til ovenstående? Hvad gør du, når du har det sådan? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Emilies egen hjemmeside her.  [2]