Husker du at vise din værdi?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Rigtig mange har en masse værdifuldt at bidrage med – men bliver ikke set eller belønnet nok for det. Kender du det? Så har du sikkert mange forklaringer på, hvorfor det er sådan. Men har du nogensinde overvejet, om en af dem kunne være, at du simpelthen ikke gør det synligt nok, at du skaber værdi?

Uanset om du er ansat eller selvstændig, er du et personligt brand (jo, du er), som du har ansvaret for at brande (jo, du har). Det handler ikke om et tomt markedsføringstrick, men om at turde vise, hvad du vil bidrage med – og gøre det på en måde, på andre kan mærke dig.

Hvis du er ansat er dit personlige brand den måde, du viser din personlighed udadtil: Hvordan du handler, hvad du siger, hvilke sider af dig selv du fremhæver, hvordan du repræsenterer din virksomhed osv. Alt det, der ikke bare er funktion eller titel – men dig.

Hvis du er selvstændig er det faktisk det samme, der gør sig gældende – bortset fra at dit personlige brand ofte bliver lig med din virksomheds brand. Uanset om du sælger service, rådgivning eller fysiske produkter er dét, dine kunder køber nemlig … dig.

Her er tre idéer til, hvordan du kan vise din værdi:

  1. VIS HVEM DU ER
    Ingen har ikke lyst til at lægge hverken opgaver, tid eller penge hos nogen, der kan være hvem som helst. Så lad andre lære dig at kende. Du vælger selv hvilke sider og holdninger, du vil trække frem, når du brander dig – men træk dem frem i lyset. Jeg møder rigtig mange, der har markante holdninger, interessante vinkler og både lysten og evnen til at skille sig ud … og så ligner de alligevel de fleste andre med deres titel eller i deres branche.
  2. FOKUSER PÅ DEN VÆRDI, DU SKABER FOR ANDRE
    Prøv at glemme dig selv og det, du skal sælge eller kan få ud af et samarbejde. Fokusér i stedet på at synliggøre den værdi, du kan skabe for andre. Det vil sige, at det ikke er nok at sælge dig selv som for eksempel engageret og positiv – du skal pege på, hvordan du er det, og hvilken værdi det konkret vil skabe for andre i en bestemt situation. Det handler om at møde dem, du gerne vil samarbejde med dér, hvor de er – uanset om det er chefen, en kunde eller en i dit netværk.
  3. GIV DIG SELV
    Den største gave, du kan give andre, er dig selv. Så vær tilstede og vær opmærksom. Lyt højt. Og svar højt. Også selv om det ikke altid er dig, der bliver spurgt. Del ud af din viden, dine idéer og dine holdninger, så andre får øje på dem. Du skal nok få en masse igen helt automatisk, når du først har opbygget et stærkt personligt brand.

Alt hvad du gør – og ikke gør – er med til at skabe dit personlige brand og vise din værdi. Set i det perspektiv er der meget, du selv kan gøre for at blive set. Og belønnet. Med kunder, opgaver, ansvar, skulderklap, frihed, fritid eller noget helt syvende. Ikke sådan hokus pokus ud af det blå, men ved over tid at vise og bevise, hvilken forskel du gør.

Er du vant til at tænke på dig selv som et personligt brand, og har du gode råd til, hvordan andre brander sig selv, så del endelig her.

Er tanken uvant for dig, hvordan føles den så – og hvordan kunne du brande dig selv allerede i dag?

Besøg Lines egen hjemmeside her.

Om Line Dahl

Line Dahl er selvstændig med egen virksomhed, linedahl.dk, hvor hun guider virksomheder til at skabe succes med deres budskab, og sammen med Jette Bulck desuden drivkraften bag Karrierekald.dk - den nye vej til din rette hylde.

Skriv en kommentar...

*