- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

Jamen, kan man godt gøre karriere i Udkantsdanmark?

Tit og ofte, når jeg læser artikler om karrieremødre (spørgsmålstegn: hvad er sådan en egentlig for en størrelse?), så foregår ”karrieren” i storbyen, i udlandet eller i det mindste i en af de større provinsbyer. Og jeg har vel egentlig heller aldrig rigtig forestillet mig, at jeg skulle blive en af dem, hvor denne beskrivelse IKKE passede.

Måske både fordi byerne er dér, hvor mange udfordringer, virksomheder og muligheder findes. Måske også fordi Manden i mit liv er fra Amager – for de uindviede: Et meget sammenspist lokalsamfund, der gennem århundrede er blevet opserveret af nationalhistorikere, bl.a. pga. indbyggernes manglende lyst til at forlade det, der engang hed ”lorteøen” (red. fordi byens lort i gamle dage, helt bogstaveligt, blev kørt ud og læsset af på denne ø)!

Men nu er jeg så alligevel havnet udenfor denne kategori. Altså bybos eller udenlands-kategorien. Jeg er nemlig havnet i gruppen af danskere, der befinder sig i (eller i udkanten af) det område – der også tynges under vægten af et øgenavn ”den rådne banan”. Først flyttede jeg fra Århus til København – og nu er jeg landet på Tåsinge!? Hvad skete der? Og er det muligt at ”gøre” karriere sådan et sted? Det handler denne artikel om.

En idé fødes

At jeg er kommet så langt væk fra ”storbyer” og kan skrive denne artikel startede faktisk som et ønske. En drøm om at downsize vores økonomi, få mere have og frisk luft samt – ikke mindst – slippe for et stort gammelt hus, der godt nok næsten var totalrenoveret; bortset lige fra et tag, der ville blive uendelig dyrt at forny. Ideen blev til virkelighed, da huset blev solgt på tre måneder og jagten på et nyt gik ind. Et halvt år senere stod vi på en 6000 m2 grund på Tåsinge, med et lillebitte hus, en stor container til overskudsmøbler og et byggeprojekt hængende oppe i flagstangen! Plus to børn, der blev ved at spørge, hvornår vi skulle hjem til Danmark! Tanken var, at jeg med den downsizede økonomi kunne få råd og tid til at være mere med ungerne og til at skrive. Men planer ændres som bekendt over natten. For midt i alt dette fik jeg tilbudt et job som daglig leder af et lille rejsebureau, der laver kultur- og aktivrejser kun for kvinder. Jeg skulle selv tjene min løn hjem, men jeg ville få mulighed for at rejse og for at udvikle nye eller ubrugte kompetencer – og en stor fritid til at tilrettelægge min egen tid, så længe deadlines blev holdt, planer, ture osv. var færdige til tiden. Antal kolleger ville være – 1.

Fra idé til handling

Den idé og det tilbud måtte jo tygges lidt på. For hvordan kunne man gå fra at være skribent og underviser i emner og arbejds- og familielivsbalance til at være daglig leder i et rejsebureaujob? I et job, hvor der i jobbeskrivelsen – havde der eksisteret sådan en – helt klart gemte sig et usynligt løfte om et arbejde af samme slags som et ”morjob” – dvs. det var 24-7, man tegnede sig for. Kunne jeg med god samvittighed, overfor familien, få dette til at lykkes? Min største udfordring lå og ligger i, at jeg ikke har fået børn for at de skal blive selvstændige individer i barnepigers hænder. Jeg vil se dem og være sammen med dem, mens de gider mig. Når de bliver 18, ville jeg sikkert ønske mig tilbage til den gang de lå i smørhullet – så jeg vidste, hvor de var!

Se Ninas bog: Den gode barsel her [1]

Så spørgsmålet var om jeg kunne sige ja til et job, hvor weekender ikke længere ville være hellige, hvor ferier var med en mobil i lommen (hvad jeg ellers har nægtet tidligere) og hvor det fleksible arbejdsliv kunne overtage alle døgnet timer? Særligt i en kant af DK, hvor det tog lang tid at nå centrum af noget som helst. Sådan tænkte jeg; men jeg tænkte også over, om jeg kunne bede om færre timer, ville kunne uddelegere flere opgaver og gøre produkterne nemmere at ”kaste ud over bordkanten”? Sidst men ikke mindst tænkte jeg meget over, hvor mange penge jeg egentlig skulle tjene om måneden? Hvornår var den økonomiske frihed virkelig fri – og fri til hvad? For er det fedt at tjene månen fuld af guld, hvis man aldrig kan komme til Mars og bruge dem?

Aktualiseringen af ideen

Manden støttede ideen. Han syntes faktisk, det ville være fedt. Så med et krav om, at jeg stadig måtte tage ud og undervise, indtog jeg et job som deltidsleder. Dvs. jeg arbejder vel 27-30 timer på papiret, men i højsæsonen meget mere og i lavsæsonen mindre. Tror jeg, for lige nu sidder jeg midt i den frustration, der kan dukke op, når man kommer til et nyt job på en arbejdsplads, hvor en omrokering i ejerkredsen netop har fundet sted. Ingen ved derfor præcis, hvad vejen frem er – fordi de ikke kender de nye mål. Der er ikke helt tid nok til at lave strategier, fordi hverdagen skal kører, men nytænkning og innovation er alligevel på alles læber, fordi man ved, at det er vejen frem. Og med alle mener jeg her ikke kun den ene kollega, men også alle guiderne og de samarbejdspartnere, der har deres rygsække mere eller mindre fyldte med gode ideer. Det er med andre ord pænt kaotisk – så kaotisk, at det endnu ikke føles helt, som om hverken job eller idé med at være daglig leder af et rejsebureau helt er aktualiseret.

Kan udflytning mon blive en succes?

Måske netop derfor kan jeg til tider stadig fundere over, om det med at flytte ud overhovedet kan lade sig gøre, hvis man vil have en karriere – som andet end skolelære og kreativ hjemmegående (for at sætte det lidt på spidsen)? Når mange møder nu ligger i København? Når rejsemesserne, de store, er i Berlin og London? Når ens chef også er i København to til tre dage ugen? Kan det blive en succes, når man skal tjene ens egen løn hjem, men ikke vil bruge 60 timer om ugen på det? Og hvor lang tid skal man egentlig give et nyt job, før man har gjort sig nok erfaringer til at drage en kvalificeret konklusion? De spørgsmål stiller jeg stadig mig selv – engang imellem.

Se Ninas bog: Den gode barsel her [1]

Samtidig har jobbet jo bragt et fantastisk friluftsliv med sig; et liv der foregår andre steder end foran ens computerskærm. Netop fordi vi er flyttet ud, hvor skov og strand er lige i baghaven – og et møde lige så godt kan foregå som walk & talk, som et ”sit-down”. Det har bragt nye og spændende udfordringer med sig, der nok aldrig forlader ens hjernekroge og funderingscentre; som hvor er der mobildækning i denne ”udkant”? Hvor lang tid kan det tage en postmand at få posten til hovedstaden – kan man tillade sig at invitere til møde et sted, der skal nås med tog-bus-bus eller tog-tog-bus? Dog føles det så tilfredsstillende, når udfordringer lykkes, geografiske kulturforskelle fattes og nye netværk, alliancer og samarbejder formes. Det har betydet, at jeg skal på skolebænken igen – fordi jeg er blevet optaget på et næsten 1 år langt kursus kaldet Boost 1.0 om innovation og det at gøre en virksomhed til en succes (i Udkantsdanmark)! Og det har betydet, at jeg er gået uendelig meget ned i løn, de første mange måneder! Ikke mindst fordi, jeg har valt deltidsmodellen og har mindst disciplin til at arbejde, når børnene er i seng…

Innovation fødes, når traditionerne gødes

Alligevel tænker jeg, at det hele er meget innovativt: Udflytning, karriereskift og livsstil. Til trods for, at det pt. har skabt nogle traditionelle rammer, som at jeg er mest Housemanager, og Manden er mest skaffedyr. Men nogle gange skabes innovationen, hvis man gøder traditionerne og venter på at foråret får de nye afgrøder til at pible frem. Måske er det tiltroen, en kontinuerlig indsats og en vision omsat til praksis i hverdagen, der kan gøre det muligt at få en karriere – uden at bo i en metropol eller større by. Så svaret på artiklens spørgsmål: Er det muligt at ”gøre” karriere i Udkantsdanmark må besvares med et JA. Det er:

Det er dog også rigtigt, at det kræver noget. Det er måske en dans på roser – men roser har altid torne. Det kræver:

Det er den slags, der gør det muligt at have og skabe sig en karriere og et privatliv i en del af Danmark, der, trods sin skønhed, er blevet stemplet af dem, der ”ved bedre”.

Man fristes til at udfordre sine egne overbevisninger: Er det nu også altid sådan, at man skal være karrierekone i byen og landkone på landet? Hvem siger, man ikke må gå med stiletter på landet og gummistøvler i byen?

Har du erfaring med at gøre karriere i Udkantsdanmark? Har geografi nogensinde været et problem for dig i forhold til jobmuligheder eller lignende? Hvordan løste du det? Skriv gerne en kommentar…

Besøg Ninas egen hjemmeside her [2]Se Ninas bog: Den gode barsel her [1].