Mindful living: Tag hånd om din tristhed

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg tænker ofte, at som mindfulnessinstruktør, professionel coach/terapeut og et semikendt ansigt, kan man så tillade sig at være trist og uoplagt en gang imellem? Og kan man tillade sig at give udtryk for det i det offentlige rum? Eller skal man altid være rollemodellen, der viser at man kan håndtere alting med sinds ro?

Nogen gange driller mine børn og min mand mig, når jeg står og raser over en af deres “urimeligheder”, og siger: ”Nå Miss Mindfulness, de andre skulle bare se dig nu.” Eller når jeg synker ynkeligt ned i sofaen og ser serier en hel dag og bare synes, det er æv, så kommer kommentaren igen.

Men jeg har dårlige dage som alle andre, jeg har dage hvor jeg synes mit mod svigter mig, og jeg synes verden bliver for stor og uoverskuelig. Dage hvor jeg bliver i tvivl om andre kan li’ mig og mit arbejde.

Forleden var jeg på besøg hos en af mine dejlige veninder, og da jeg kom ind ad døren, gav jeg hende – som jeg plejer et – kram; og idet jeg vil slippe siger hun: ”åhh, jeg trænger til et stort kram i dag!” og holder fast i mig i lang tid. Hun havde lige haft en lidt dårlig oplevelse dagen før, og hun er et af mine idoler, idet hun altid er utrolig god til at sætte ord på, hvordan hun har det lige nu. Så man er altid rolig og tryg i hendes selskab; aldrig i tvivl om, hvad der er på færre. Utroligt dejligt.

Og præcist sådan har jeg også fået øvet mig i at tackle min egen tristhed, at give udtryk for den over for de mennesker, jeg omgiver mig med, således at ingen begynder at tro, tænke eller føle, at de har del i min tristhed. For sådan er det som regel med vores tristhed, i rigtig mange tilfælde kommer den inde fra os selv og har ingenting med omverdenen at gøre. Det kan godt være, at noget uden for os selv tricker den, men hvis vi mærker rigtig godt efter, så kommer den som regel fra vores eget indre. Men vi har ikke lært at tackle den. Rent kulturelt er der en forskrækkelse om vores egen mørke sider, vi tror det er forkert at føle sådan. Vi tror, det forventes af os, at vi skal være glade og overskudsagtige og derfor bliver det svært at være med vores egen tristhed.

Men vi har alle stunder, hvor tristheden fylder mere eller mindre. Det værste ved det er, at vi alt for ofte vælger at vende det indad og skjule det for andre. Ikke desto mindre ved vi fra forskning, at når vi mennesker bliver bange og triste er den naturlige impuls at søge sammen med andre. Bare tænk på små børn, der er kede af det.

Jeg var på besøg i en vuggestue forleden, hvor en lille purk blev ked af det, mens jeg sad og observerede. Og da der ikke lige var nogen pædagoger i nærheden, hoppede han op til mig og søgte trøst, selvom han aldrig havde set mig før. Men mange af os har dårlige minder med fra vores fortid, minder om at blive afvist eller ikke få den trøst, vi havde brug for. Måske følte vi os latterlige og ydmyget. Men husk, det naturlige, at vi faktisk har brug for at blive mødt og trøstet, når vi er triste, og at vi alle kender til tristheden på et aller andet plan. Jeg læste en undersøgelse forleden, der pegede på, at i år 2020 ville hver 4. voksne i den vestlige verden være ramt af en depression på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det er rigtig mange. Så du er på ingen måde alene.

Men tristheden behøver ikke tage over og fylde hele dit liv. Vi kan faktisk træne os op til at tackle tristheden, så den aldrig får lov at synke helt ind i rygraden på os. Hjernen husker vores tanker og skaber mønstre og virkelighed udfra de tanker, vi lader fylde. Så for at få tristheden til at svinde ind, kræver det først og fremmest en accept af, at den er der.

Øvelse:

Prøv at omfavne tristheden som en god ven; giv den opmærksomhed – men tro ikke på alt, hvad den siger. Brug meditation til at mærke efter og blive bevidst om, hvilke tankemønstre, der fylder mest i dig. Eller før dagbog over dine tanker i 1 uge og prøv så at tjekke hvilke tanker, der fylder mest. Vælg nu at synge dine triste tanker højt hver dag. Bliv ved indtil du mærker, at de ikke har tag i dig mere. Gentag øvelsen igen og igen hver gang du mærker, at tristheden kommer snigende.

Måske du kan se et mønster i dine tanker, når du begynder at lægge mærke til dem; bryd så det mønster ved at erstatte tankerne med nogle andre. Hvis en af dine tanker, der understøtter din tristhed, fx er: ”Jeg er ikke klog nok,” kan du erstatte den ved at sige til dig selv igen og igen: ”Jeg er klog nok!”

Men vigtigst af alt, så husk at række hånden ud – først mod dig selv, vær venlig og kærlig ved dig selv, når tristheden kommer snigende. Prøv at acceptere den, men uden at tro alle de ”sandheder”, den prøver at fortælle dig. Tristheden er kun et øjebliksbillede, og selv hvis den varer ved længe, så vil intensiteten i den alligevel være forskellig. Intet er det samme i ret lang tid ad gangen. Læg mærke til de små forandringer og stop op og betragt, hvilke tanker, der understøtter din tristhed. Prøv venligt og kærligt at søge andre tanker eller gør ting, som du ved, glæder dig.

Og næste skridt er at række en hånd ud mod andre: Fortæl om dine følelser; giv udtryk for, havd du har brug for; vær ikke bange for at sige: Lige nu har jeg brug for et stort kram! ;o)

Mange kram og kærlige tanker

Flora

Vil du gerne lære mere om mindfulness? Så klik her og bliv inspireret.

Har du erfaringer med ovenstående, du har lyst til at dele? Eller et spørgsmål til Flora? Skriv meget gerne en kommentar eller spørgsmål i kommentarfeltet nedenfor…

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Skriv en kommentar...

*