På café med gavstrik og stilletter

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

 Så kom dagen endelig, hvor jeg simpelthen bare skulle råhygge med min gode gamle veninde helt tilbage fra folkeskolen. Skønt! De sidste to aftaler vi havde haft, var jeg blevet nødt til at aflyse i sidste øjeblik, fordi Christoffer på 2 år blev syg og kastede op ud over babysitteren, da jeg var på vej ud af døren sidst, og forrige gang fordi min mand, Jespers, fly fra forretningsrejse i London var forsinket.

Denne gang skulle det lykkes. Det måtte være mindst 5 måneder siden, at jeg sidst ”tog fri” fra job, hund, hus, børn, bonusbørn og mand for bare at nyde eftermiddagen og aftenen med venindesladder og latte i stride strømme før biftur for så bagefter lige at runde af med 2-3-4 glas vin og tapas. Men i dag skulle det være … i hvert fald var det planen, lige indtil min telefon ringede, da jeg var på vej ind til aftalte café. Det var babysitteren, Nanna, der skulle hente børnene og passe dem resten af dagen – Jesper var igen i London … bor der efterhånden!! Hun fortalte stortudende, at hendes kæreste havde slået op med hende helt uden varsel. Kunne godt høre, at der ikke var andet for end at sige, at hun selvfølgelig skulle blive hjemme.

Ok, så ser man lige mig tage hurtig beslutning om ikke at aflyse aftale med veninde for nu 3. gang i træk. Jeg er da bestemt ikke blevet sådan en kedelig én, der ikke kan tage på café, bare fordi jeg er blevet mor, bonusmor, hus- og hunde ejer, er flyttet væk fra byen og i øvrigt bruger mine fredag aftener i sofaen med rødvin, guf og familiehygge…. Jeg laver en hurtig u-vending, drøner ned i vuggestue og børnehave og henter mine to drenge, der småbrokkende over, at det ikke var Nanna, der kom som lovet, blev hevet med på super hyggelig cafétur…

Jeps, p-plads fundet. Måske ikke helt så tæt på café som ønsket, men hvis jeg nu lige snupper 14 kg tung lillemand på armen og småløber lidt på meget høje stiletter (gravet frem fra skabet i dagens anledning) med ret stor håndtaske over skulderen og 5-årig i den anden hånd, så kunne vi vel godt nå kun at komme 20 minutter efter aftalt tid.

Godt, så er vi der. Tjekker hurtigt gavstrikken for eventuelle madrester i ansigt, øre og hår og træder ind på cafeen. Dér sidder hun; single veninde med flyvende fart på karrieren. Hun smiler sit brede, hvide smil og vinker os hen til sig.

Hun er forståeligt nok ret overrasket over, at jeg kommer trækkende med mine to drenge, der modvilligt får et lille kram. ”Nå, kommer Jesper forbi og henter børnene her efter job?”, spørger hun tøvende. ”Øh, nix, de er med mig…. Jeg må desværre ændre planerne lidt….ja, lidt meget!”, må jeg jo så erkende. ”Der bliver vist ingen bif og tapas, men heldigvis kan vi jo sagtens få sludret en masse over et par latte…”

Må lige finde høj stol til bassen, så ved jeg ligesom, hvor jeg har ham… Godt så, alle høje stole er taget. Hmm, må sidde med ham på skødet. Ja, det går fint, sådan dér. Så lige to varme chokolader med flødeskum og to stykker chokoladekage. Så er ungerne helt sikkert godt beskæftiget, længe. Jeps, det kører for mig. Susan taler og taler om job, dates, nyt galleri i indre by, om evt. at blive udstationeret i Spanien, altså bare for en periode etc. etc.

”Hyyyyyl”, Christoffer har brændt sig på chokoladen. Det lille ansigt knyttes sammen og bliver ildrødt; tilløb til endnu større ”vræææl”. Susan ser helt forskrækket ud og rejser sig og henter et glas iskoldt vand. Mange tårer og hiks senere, forsøger jeg at vende tilbage til udstationeringssnakken, der dog hurtigt afbrydes, da Frederik vælter sin sprite. Ok, det er hvad der sker. Henter lige et bjerg servietter og fornemmer, hvordan Susan rykker utålmodigt rundt på sin stol. Er efterhånden selv ligeså sprut rød i kinderne som ungen, da han hylede.

Halser efter Christoffer, der har sat kurs mod den åbne dør ud til vejen, mens jeg tørrede op efter det væltede glas … hvordan kan ét glas i øvrigt fylde ca. 8 kvadratmeter; og hvordan kan jeg igen undres over dette??! Nå, når lige netop at fange bøllen inden han valser ud på meget befærdet vej.

SKRIG; ja det er mig, der skriger –indvendigt! Hvad laver jeg dog her??

På vej hjem i bilen falder begge mine trætte drenge i søvn. Jeg bærer dem ind i deres seng og falder selv omkuld imellem dem.

Hvem er det egentligt jeg prøver at tilfredsstille ved at tage af sted på aftalen? Hvem er det, der ikke må synes, at jeg er blevet kedelig? Og hvorfor? Måske er jeg bare et andet sted i livet end den gamle veninde, der stadig lever et liv, hvor hun kun har ansvar for sig selv. Hverken det ene eller det andet er mest rigtigt, men ville det ikke være rarest bare at acceptere, at nu er jeg her i livet, og hun er et andet sted i livet. Og hvis venskabet ikke kan holde til dét, så er det måske ikke værd at samle på for nogen af os.

Er der noget ved Emilies oplevelse, du kan nikke genkendende til? Eller venindens måske? Del meget gerne dine oplevelser, tanker eller kommentarer nedenfor…

Besøg Emilies egen hjemmeside her. 

Om Emilie Krogh

Emilie har en skilsmisse og et markant karriereskift fra offentligt ansat sygeplejerske til selvstændig Life Coach bag sig. Mor til en søn på 7 fra sit første ægteskab; bonusmor til to på 7 og 10 og har sammen med sin mand en søn på 3.

Kommentarer

  1. Vibe skriver:

    Jeg har lige læst din artikel………..sidder foran skærmen på min ugentlige fridag, og finder på den ene undskyldning efter den anden for ikke at gå i gang med rengøringen og den ugentlige tømning af vores vaketøjskurv………..kan kun nikke genkendende til din fortælling………… Har selv haft det utroligt svært med at give slip på den del af mit liv……….og prøver gang på gang at fortælle mig selv, at det er OK……..at selvom flade sko er blevet en stor del af hverdagen, så er man da stadig lækker………..at de veninder der betyder noget stadig er klar på en latte om 5 år………….og den lidt nagende samvittighed der indfinder sig når man så endelig tager afsted, at det er OK, at den skal være der…………..for nu gør jeg noget for mig selv……….og har jeg ikke ret til det ?
    Vi har flere gange prøvet at forene restaurant, venner og små børn………….men kan ærligt sige……..no way!………….jeg ender hver gang med at tilbringe tiden under bordet, på toilettet og har garanteret løbet en halvmaraton inden inden vi når øjeblikket hvor begge unger hyler og er overtrætte……………Hvem har fået noget ud af det? hvor var den dejlige mad? den “voksne” samtale og nydelsens øjeblik?………………….Jeg vælger disney, Mc. D, en masse puder, rødvin, nyvaskede unger, en hund der har fået sin gåtur, en dejlig mand og et par timers ro uden unger efter puttetid…………..

  2. Hej Vibe…..
    Ja, det er lige præcis dét, jeg mener! Vi er vist mange, der er “i samme båd”; Faktisk rart at vide ; )
    God dag…brug tiden, mens du ordner pligterne, på at finde på noget rigtig godt, du kan gøre for dig selv bagefter!
    KH Emilie

  3. Sikke et fint indlæg, Emilie. Tak for det!

    Jeg sidder bare og tænker: SKAL man vælge?
    Altså enten er man singleveninden med fuld fart på karriere, galleri og alt muligt ellers er man mor med stort M med multitaske-blæksprutteagtige egenskaber, babygulp på armen, umulige unger med madrester i ansigtet og kun prioriterer fredag aftenen foran fjerneren med familien?

    Findes der ikke en mor, der stadig elsker sine børn og mand, men med et spændende job, med et nogenlunde velfungerende forhold med en pivfræk mand – og som OGSÅ har brug for at FÅ LUFT fra børn og hus og mand, som i venindesnak om lækre fyre, spændende karrieremuligheder og medrivende biofilm?

    Og jo, jeg tror da helt sikkert også at de “ægte” veninder nok skal gide at drikke cafe latte om 5 år – med mindre de så selv står med hele moletjavsen selvfølgelig og dine egne unger er fløjet fra reden – men måske gider de alligevel ikke. Ikke fordi de ikke elsker dig som veninde, men fordi det er på dine præmisser venskabet foregår, hvis du siger at lige nu prioriterer jeg det ikke – men det gør jeg om 5 år. Så lige så vel som vi kræver at hun skal have forståelse for vores situation med hus-mand-børn konstellationen – så skal vi vel også have forståelse for at det her er hendes helt egen konstellation lige nu. Og så mødes der – lige midt i mellem, hvor man kan grine, snakke og være veninder alligevel?

    For MIG handler det om prioritering. Af alt det der også giver mig glæde, energi og fylder mig op. Nemlig grin, fnis og dyb snak med mine veninder. For MIN skyld – og ikke andres. Og så om at give slip. På alt det der skal være så perfekt. (f.eks. bruger jeg sjældent min fridag på rengøring og vasketøj)
    (og ja, så kommer der afbud fra barnepiger, mandens forretningsrejser etc. ind over – I’m with you. Men f.eks. kan man jo se invitere veninden hjem på grin og spas i stedet – EFTER at børnene er lagt……….

  4. Dejligt, at mit indlæg sætter gang i refleksionerne både her og på Facebook : ) Jeg tror ikke, at der findes en entydig løsning som bare kunne være super god for os alle. Det, jeg ønsker gennem mine indlæg -også gennem min coaching- er at få kvinder til at stoppe op og lige mærke efter…. Jeg ønsker at støtte kvinder i at lytte til sig selv, se ind i sig selv og finde ud af, hvad der er det bedste lige netop for DIG! I hverdagens stress og jag kan det ind i mellem være svært at skelne mellem, hvad man gør for sin egen skyld og hvad man gør for andres, hved man gør fordi “man bør” etc. Og ikke mindst at finde en balance, der afspejler lige netop dét, der giver mest mening for dig.
    KH Emilie Krogh

Skriv en kommentar...

*