Stræb efter det ordinære…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Det er efterhånden blevet helt almindeligt at ville være noget helt særligt. At forsøge at udrykke lige præcis dét, der gør en selv til noget helt specielt unikt og enestående. På den ene eller anden måde.

Nogle går til yderligheder, som andre ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig. For at være særligt særlige, altså. Nogle er helt særlige uden at gøre noget som helst for det.

I mine øjne er vi alle unikke og enestående, uanset hvad.

Men jeg vil gerne vil slå et slag for det ordinære. I ordets egentlige betydning. Et slag for det almindelige, det simple, det ordentlige, det sædvanlige. Nogle ville sågar kalde det, det kedelige.

Og hvad skal det nu gøre godt for?!

Jo, sagen er nemlig den, at vi grundlæggende er ens. Når vi ser bort fra alle vores forskellige og unikke udtryksformer, så har vi hver og især et behov for at blive accepteret og anerkendt af det sociale fællesskab som vi tilfældigvis er dumpet ned i. Vi har et behov for at kunne udtrykke vores følelser, holdninger og værdier – frit og uden fordømmelse, sanktioner eller trusler. Det er dét, der får os til at føle, at vi hører til.

Og hvis der er noget, som er vigtigt for os, så er det at føle, at vi hører til.

Det har den norske psykiater og professor Finn Skåderud nogle interessante perspektiver på. Vi befinder os i toppen af Maslows berømte behovspyramide, hvor det hele handler om selvrealisering og hvor mangfoldigheden af muligheder sætter stigende forventninger til netop originalitet, det ekstraordinære og det unikke.

Men konsekvensen kan være, at vi bliver selvrefererende og individualiserede. At vi i stedet for at tage ansvar for og være til stede i relationer, hele tiden søger at finde noget i os selv, som vi kan engagere os i, kontrollere eller få et kick ud af.

Og risikoen er, at vi kommer til at føle os isolerede og ensomme.

Så derfor: Tag ansvar, vær til stede, plej dine relationer – søg det, du genkender i dig selv hos de mennesker, du møder i din hverdag.

Vær unik – men søg det ordinære.

Hvad mener du – stræber du efter det unikke eller det ordinære? Eller måske begge dele? Og hvad er egentligt ‘unikt’, og hvad er ‘ordinært’? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Lenes egen hjemmeside her.

Om Lene Damtoft

Har siden 2001 ejet og drevet konsulentbureauet Damtoft.com, som beskæftiger sig med ledelses- og organisationsudvikling, procesledelse og CSR-udvikling. Desuden mor til tre på hhv. 3, 12 og 18.

Kommentarer

  1. Suzette Larsen skriver:

    Hej Lene,

    Jeg faldt over Karrieremor og genkendte dig. Jeg husker nogle gode ‘samtaler’ på Kforum – vist bl.a. om skilsmissebørn. Jeg husker, at du var på barsel i den periode.

    Angående det ordinære/det unikke: Nogle taler endog om den omvendte behovspyramide. Dvs. hvor selvrealiseringen er det helt basale i vores tid og dét, der optager mest af alt. Der hvor vi lægger vores energi. Det er ikke længere nok at tilhøre en gruppe. Man skal være sin egen – unik. Tilføje noget særligt til verdenen. Markere sig, udtrykke sig – endelig ikke være en del af mængden, som alle andre. Men dog heller ikke være så speciel, at man er underlig. Så er man jo bare freaky.

    Jeg tror rigtig mange kæmper med det. Spørsmål om, hvad man egentlig vil med sit liv. Det er ikke længere så skinne-lagt som tidligere – og vi har alle muligheder og dermed også et større ansvar over for os selv. Det store ansvar bliver også en tung byrde, som mange tyer til coach for at få lettet og for at finde svarene. Og det er synligt i kulturen, da vi også har en tendens til at gøre det private mere offentligt. Jeg tror nu til alle tider, at mennesket har søgt. Derfor udvikler vi os også. Men det er blot blevet så synligt og så italesat i tiden.

    Og – som du skriver – er vi i bund og grund ret ens. Har de samme behov. Vil anerkendes og ses. Imødekommes. Bekræftes.

    Hvorfor denne stæsen efter det unikke? Det tænker jeg over jævnligt.

    Må grine lidt, har egentlig ikke noget særligt på hjerte – kan ikke løse livets gåde – og er vel også i en alder, hvor jeg har fundet ud af, at vi alle i bund og grund kæmper de samme kampe, tænker de samme tanker … om livet generelt og ind i mellem keder os gudsjammerligt over alle hverdagens rutiner (jeg gør i al fald). Min mand sagde det godt i går, hvor vi netop talte om dét at kede sig. “Jamen, vi er jo også i situation, hvor børnene ikke længere fylder så meget, men stadig binder os til hjemmet og trives med det samme skema igen og igen.” (Vores børn er 3 og 8)

    Mange gode hilsner
    Suzette (Larsen)

  2. Suzette Larsen skriver:

    Hov, der kom et ansigt med solbriller i stedet for min søns alder, som er 8.

  3. Hej Suzette,

    Ja, det er vist en never ending diskussion og jeg kan sagtens dig fra K-Forum. Pokkers, at du ikke lige har LØSNINGEN på livets gåde, det ville ellers være inspirerende! ;)

    Når du nu skriver det om hverdagens rutiner, så kommer jeg lige til at tænke på, at det også har med hastighed at gøre – altså, jo mere vi skruer op for tempoet, jo mere rutinemæssigt forekommer tingene også let og jo mindre lægger vi mærke til detaljerne.

    Men vi kan jo gøre selv den mest ufravigelige rutine til noget helt nyt – ved netop at lægge mærke til DETALJEN og gøre detaljen anderledes. Altså – i princippet kan du læse den samme børnebog om og om igen, hver eneste evige aften, men variere dit toneleje, stemmeføring osv. i én uendelighed… og på den måde kan vi skabe afveksling i rutinen og historien vil forekomme ny og spændende hver gang.

    (Og det gælder så i alle livets afskygninger ;)).

    På kærlig genskrivning :)
    lene

Skriv en kommentar...

*