”Hver gang jeg stiger i graderne – kapper jeg noget fra, jeg holder af”

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

I søndags spiste jeg frokost med en veninde – som jeg desværre ser alt for sjældent. Hun er super sej, intelligent og sød! Hun er alenemor til en pige på 6, matematikker, har en sød kæreste og er underdirektør i en af Danmarks største virksomheder! Kort sagt en beundringsværdig kvinde med masser af kompetencer.

Vi talte karriere, selvtillid som leder, work-life balance og next steps i karrieren. Hun siger så på et tidspunkt: ’’Jeg ved ikke, om jeg ønsker at komme højere op; hver gang jeg stiger i graderne – kapper jeg noget af det, som jeg holder af, fra. Jeg er faktisk et meget socialt menneske, og kan godt lide at være sammen med mine venner og familie.’’

Og der var den igen … Kvinder – også dygtige succesfulde ledere – ser karriere som noget, der har en negativ indvirkning på deres liv. Som noget med en (for) høj pris. Mænd har det derimod sådan, at desto mere succes i karrieren, desto mere succes i livet. Jeg tror, at det er nøglen til, hvorfor så få kvinder vælger en karriere i erhvervslivet – karrieren har for store omkostninger.

Inge Berneke skriver i sin bog Kvinde, Kend Din Karriere (som jeg vil opfordre alle til at læse) om den ensomhedsfølelse, der følger med et karrierejob for kvinder. Vi er udenfor på arbejdspladsen kva vores minoritetsstatus som kvindelige ledere (og det bliver blot forstærket, desto højere op man kommer), og vi er udenfor i sociale/private sammenhænge.

Så ja – hver gang vi stiger i graderne – så kapper vi noget fra, hvorimod mænd får mere status i de sociale/private sammenhænge, som de indgår i – og derfor får de mere og mere i livet, desto ’højere’ op i karrierehierarkiet, de kommer.

Et synligt eksempel herpå er, at mandelige direktører oftere end gennemsnittet af mænd har +3 børn og mere eller mindre aldrig bor alene, mens kvindelige direktører har en højere skilsmisseprocent, end de mandlige ledere, og i relativt mange tilfælde helt har valgt børn fra.

Dette er noget, som vi kvinder er nødt til at lave om på! Også de kvinder, der ikke selv ønsker sig en karriere, har et ansvar for at bakke de kvinder op, som vil. Det er på tide at stoppe med kommentarer som: ”Jeg har ikke fået børn for ikke at være sammen med dem”, når vi skal kommentere karrierekvinders brug af au pairs, bedstemødre, barnepige og fædre til at få hverdagen til at hænge sammen!

Please, stop det – og lad også kvinder få lov til at smage magtens sødme! Karriere har en pris – men gi’r også en masse tilbage!  Så stop ikke hinanden i bestræbelserne, men bak hinanden op!

TAK!

Hvad mener du – er du enig i, at kvinder på toppen betaler en højere pris end mænd på toppen? Hvad er dine erfaringer – eller observationer – på det område? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Om Marianne Dahl Steensen

Direktør for Codans privatforretning i Danmark; tidligere Vicedirektør hos TDC og bestyrelseserfaring fra Netdesign A/S og TDC Mobil. Aktiv medlem af 'Women on Boards', 'Women of Influence' og 'LeaderLab network'. Gift og mor til tvillinger (2009).

Kommentarer

  1. En del af problemet ligger vel i at vi kvinder er tilbøjelige til at ville gøre karriere på de maskuline præmisser med konkurrence, ambition, kvantitativ vækst, lange arbejdsdage, afsavn,”en pris der skal betales”, brug af aupairs osv. Jeg forstår godt de kvinder der ikke er tiltrukket af disse parametre når de får børn. Jeg kan ikke se meningen i det og det kunne jeg bestemt før jeg fik mine børn. Jeg syntes de var skideskægt og fik til fulde tilfredsstillet mine ambitioner.

    Men så opstår “livets efter børn”-fasen og hvordan er det lige vi skaber rammerne for et arbejdsliv og en evt. topjop-karriere her? Det er jo det, som topjob-karriereeksperimentet går ud på, og her er vi yngre karrierekvinder på uudforsket territorium.

    Jeg bakker til hver en tid en yngre kvinde op der vil gøre karriere i et topjob, hvis hendes sjæl er med i det. Men måske er der en gråzone mellem de rent maskuline karrierehierarkier med alle deres afsavn, og så de blødsødne klidspeltbollemødre, som ikke har fået deres børn for at ikke være sammen med dem, som du påpeger.

    Måske ligger der i gråzonen mellem disse yderpunkter et uopdyrket karrierefelt der forener magtens sødme i et topjob, med karrierekvindens ambitioner og et dybt behov for et balanceret familieliv. Jeg er træt af enten-eller diskussionen for ingen vinder på den.

    Personligt synes jeg ikke vi kvinder skal gøre karriere på de maskuline præmisser. Jeg er mere tilhænger af at vi gør det på vores egne og transformerer forestillingen om hvad et topjob kræver af os.

    Jeg har valgt at være iværksætter, fordi det her er muligt at forene ambition, drive, innovation, CSR, kundefokus, produktudvikling, prissætning, marketing, salg med mit familieliv på en balanceret måde, hvor det er til at holde ud at være i. Jeg vil selv kunne bestemme. Jeg vil ikke deltage i karriereræset i de nuværende organisationshierakier som eksisterer i stort set alle virksomheder, hvor man i alt for stor grad belønnes for at være politisk og strategisk i stedet for samarbejdende, kreativ og innovativ.

    Jeg synes det nuværende topjob-karrieremønster er præget af gammeldags og konservativ tænkning og vaner. Som om det KUN kan gøres på een måde.

    Jeg tror vi kvinder SELV er nødt til at definere nye former for topjobskarrierer, som er forskellige fra mændenes.
    Hvad nu hvis der ret og slet er et overvejende flertal af kvinder har behov for det sociale aspekt i deres liv for at blomstre og trives?
    Hvorfor accepterer vi at vi SKAL være på arbejde 45, 60, 70 timer om ugen i et topjob?
    Hvorfor kan to kvinder M/K ikke deles om en toppost? Hvem er det der har påstået det ikke kan lade sig gøre?
    Hvorfor accepterer vi at skulle gøre topjob-karriere mens vi har helt små børn? Er der ikke plads til alting til hver sin tid? Hvorfor i alverden skal det partout være et spørgsmål om enten-eller?

  2. Maria skriver:

    Kære Jeanette,
    Fed kommentar. Jeg vil gerne citerer en mand jeg kender med en karriere i fuld firspring, der har sagt til mig adskillige gange: “Hvis ikke du kan klare det arbejde og de opgaver, du er ansat til inden for 37-40 timers arbejde om ugen, (sådan cirkus) så er du slet ikke egnet til dit arbejde”.
    Jeg ved godt, at der er mange der bruger mange flere timer om ugen på det, men tænk engang hvis vi antager at dette udsagn er korrekt?
    Jeg er enige i at det er gamle paradigmer, som vi bør kæmpe imod. Jeg kan heller ikke se fornuften i at arbejde 60-70 timer om ugen. Jeg vil til gengæld meget gerne knokle al den tid jeg er ansat til.
    Men har svært ved at se hvilket arbejde der reelt er så vigtigt, at mennesker bør arbejde uden anden stop end søvn og mad.

  3. Lars Konzack skriver:

    Det er ikke anderledes for mænd. Faktisk var det netop den adfærd, man kritiserede mænd for at have. Men adfærden er hverken maskulin eller feminin. Det handler om, at folk, der gør karriere, hvad enten de er mænd eller kvinder, bliver nødt til at tage svære beslutninger og ikke har så meget tid til familie og venner.

Skriv en kommentar...

*