- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

”Hver gang jeg stiger i graderne – kapper jeg noget fra, jeg holder af”

I søndags spiste jeg frokost med en veninde – som jeg desværre ser alt for sjældent. Hun er super sej, intelligent og sød! Hun er alenemor til en pige på 6, matematikker, har en sød kæreste og er underdirektør i en af Danmarks største virksomheder! Kort sagt en beundringsværdig kvinde med masser af kompetencer.

Vi talte karriere, selvtillid som leder, work-life balance og next steps i karrieren. Hun siger så på et tidspunkt: ’’Jeg ved ikke, om jeg ønsker at komme højere op; hver gang jeg stiger i graderne – kapper jeg noget af det, som jeg holder af, fra. Jeg er faktisk et meget socialt menneske, og kan godt lide at være sammen med mine venner og familie.’’

Og der var den igen … Kvinder – også dygtige succesfulde ledere – ser karriere som noget, der har en negativ indvirkning på deres liv. Som noget med en (for) høj pris. Mænd har det derimod sådan, at desto mere succes i karrieren, desto mere succes i livet. Jeg tror, at det er nøglen til, hvorfor så få kvinder vælger en karriere i erhvervslivet – karrieren har for store omkostninger.

Inge Berneke [1] skriver i sin bog Kvinde, Kend Din Karriere [1] (som jeg vil opfordre alle til at læse) om den ensomhedsfølelse, der følger med et karrierejob for kvinder. Vi er udenfor på arbejdspladsen kva vores minoritetsstatus som kvindelige ledere (og det bliver blot forstærket, desto højere op man kommer), og vi er udenfor i sociale/private sammenhænge.

Så ja – hver gang vi stiger i graderne – så kapper vi noget fra, hvorimod mænd får mere status i de sociale/private sammenhænge, som de indgår i – og derfor får de mere og mere i livet, desto ’højere’ op i karrierehierarkiet, de kommer.

Et synligt eksempel herpå er, at mandelige direktører oftere end gennemsnittet af mænd har +3 børn og mere eller mindre aldrig bor alene, mens kvindelige direktører har en højere skilsmisseprocent, end de mandlige ledere, og i relativt mange tilfælde helt har valgt børn fra.

Dette er noget, som vi kvinder er nødt til at lave om på! Også de kvinder, der ikke selv ønsker sig en karriere, har et ansvar for at bakke de kvinder op, som vil. Det er på tide at stoppe med kommentarer som: ”Jeg har ikke fået børn for ikke at være sammen med dem”, når vi skal kommentere karrierekvinders brug af au pairs, bedstemødre, barnepige og fædre til at få hverdagen til at hænge sammen!

Please, stop det – og lad også kvinder få lov til at smage magtens sødme! Karriere har en pris – men gi’r også en masse tilbage!  Så stop ikke hinanden i bestræbelserne, men bak hinanden op!

TAK!

Hvad mener du – er du enig i, at kvinder på toppen betaler en højere pris end mænd på toppen? Hvad er dine erfaringer – eller observationer – på det område? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…