Bevar glæden!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Min tidligere kollega, Lisa, fik en mandag formiddag en mail fra sin mand, da hun var på arbejde. Hun jublede: ”Jaaahhh, jeg har fået en mail fra min mand, det er hans første mail” smilede hun stort, men da hun åbnede mailen fik tonen en anden lyd!

”Godmorgen!” sagde hun sarkastisk, ”Han skriver godmorgen! Jeg har da været oppe i flere timer!” og tilføjede ”Jeg skriver til ham, at han ved Gud ikke skal skrive Godmorgen til mig kl. 10 om formiddagen, bare fordi han kan sove længe og har haft natarbejde”.

Vi kvinder skal være bedre til at anerkende vores mænd for det, de er og gør. Tænk at Lisas mand skrev sin første mail nogen sinde – til Lisa, som ikke blev glad. Situationen minder mig om andre par, hvor manden sjældent støvsuger, når han gør det så nægter konen at rose ham, fordi hun ellers altid gør det. Opmærksomheden bedes her henledes til, at hun altid støvsuger fordi det er hendes behov. Det er ikke mandens behov. Han opfylder kvindens behov, og derfor skal han anerkendes for det.

Kvinder har sjældent samme behov for en nyvasket bil, derfor sørger manden for dette. Hvis vi kvinder vaskede familiens bil ind i mellem, så ville manden helt sikkert takke os – også selv om at han gør det 300 gange ud af 301.

Hvis vi husker at takke hinanden, når vi laver noget for hinanden, så slipper vi af med rengskaberne i parforholdet. Rengskaber som i virkeligheden aldrig nogensinde vil stemme. Støvsugning tæller måske 10 point for dig, hvor støvsugning kun tæller 2 point hos din mand. Bilvaskning tæller 12 point hos din mand, og 1 point hos dig. Parforholdets regnskab vil aldrig balancere, så vi kan lige så godt afslutte det. Jo før jo bedre.

Ud over at takke hinanden, fordi vi hjælper med at dække hinandens behov, så skal vi også finde fordele og ikke fejl, når vi hjælper hinanden. Hvis manden e n d e l i g ordner badeværelset, så ros ham og sig tak – Glem alt om at påtale, at han ikke har vasket væggen bag amaturet – og gør det selv.

Hvis vi roser hinanden, så har vi lyst til at sende mails til hinanden, hjælpe hinanden og anerkende hinanden retur. Vi får en dejlig positiv stemning i stedet for, at vi graver et dybere og dybere hul i parforholdet, som kan være svært at komme op af.

M E N hvorfor skal jeg starte!? Fordi du gerne vil bevare jeres parforhold og deltage i, at I får det bedste og dejligste liv sammen. Derfor.

God fornøjelse.

Kan du nikke genkendende til noget af ovenstående? Har du nogle erfaringer eller fif, du gerne vil dele? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

Om Line Bassøe

Mor til to, parterapeut og sexolog med klinik i Hillerød og på Østerbro. Line er desuden mentor for Sexologudddannelsen og supervisor for den Kognitive parterapeutuddannelse. Læs mere på linebassoe.dk.

Skriv en kommentar...

*