Den rette løsning

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Mellemlederen mangler værktøjerne til at designe den rette løsning til problemerne.

Når mellemlederen bliver præsenteret for et problem fra en medarbejder, skal der ofte en løsning på bordet i en fart. Både fordi medarbejderen forventer en handlekraftig leder, men i høj grad også fordi mellemlederen ofte har travlt og har brug for at løse problemet og komme videre i teksten.

Det betyder desværre alt for ofte, at den løsning, der bliver designet, ikke matcher problemet. Løsning og problemer ligger med andre ord på to forskellige neurologiske niveauer.

Én af årsagerne til problemet er, at medarbejderne ikke får beskrevet det reelle problem. De taler om noget andet, end det handler om. Og det gør de af den simple årsag, at de ikke altid selv er klar over, hvad det i virkeligheden handler om.

Alt hvad vi mennesker oplever og foretager os, udspringer fra et neurologisk niveau. Og kun ved at designe en løsning på samme eller overliggende niveau, kan vi blive problemet kvit. Hvis mellemlederen designer en løsning, der ligger på et lavere neurologisk niveau end problemet, dukker problemet op igen. Måske bare i en anden udgave.

Hvis en medarbejder ikke løser sine opgaver tilfredsstillende, kan det handle om mange ting. Det kan naturligvis handle om medarbejderens manglende evne til at løse den givne opgave. Her kan mellemlederen designe en løsning, der indeholder en relevant træning, som sætter medarbejderen i stand til at løse opgaven. Det er den nemme del.

Men af og til er det mere kompliceret end som så. Ofte ligger problemer ikke i manglen på evne, men i højere grad i en overbevisning hos medarbejderen. Og hvis der er en overbevisning på spil, så skal der helt andre og meget mere komplekse løsninger til end konkret træning af medarbejderen.

I det tilfælde, der er en overbevisning på spil, må mellemlederen i første omgang identificere overbevisningen, dernæst gøre sin medarbejder klart, at der er tale om en overbevisning. Herefter må de i fællesskab finde en ny og mere fremmende overbevisning, som så kan integreres i stedet for den gamle hæmmende overbevisning.

Overbevisninger er stærke og de er med til at styre vores tanker, følelser, adfærd og handlinger. Og fordi de føles som vores sandhed, er det en stor udfordring at ændre dem.

Et eksempel på en hæmmende overbevisning, kan jeg give fra mig selv. I min skoletid havde jeg matematik hos Carl Erik, som gjorde en dyd ud af at fortælle mig, at jeg nok ikke skulle satse på en karriere inden for noget med tal.

Det blev min sandhed og i mange år troede jeg selv fuldt og fast på, at jeg var “sådan én, der ikke kunne regne”. Det resulterede i, at hver gang jeg fik stillet et helt simpelt regnestykke, så gik klappen ned og min hjerne gik i selvsving. Tanker som “Åh nej, jeg er jo sådan én, der ikke kan regne”, optog min hjerne og forhindrede den i at finde frem til kassen med regneresultater.

Det var først mange år senere, da en venlig sjæl mindede mig om, at som logistikchef måtte jeg da kunne regne bare lidt (Logistik er trods alt det latinske ord for beregning), at jeg kom i tanke om, at en ret stor del af mit job som logistikchef bestod i at lave ret så store og komplicerede beregninger.

Jeg besluttede mig for, at jeg derfor var bedre tjent med en anden og mere fremmende overbevisning. Hvis min daværende chef havde forsøgt at designe en løsning til mit “regneproblem”, som havde indeholdt relevant regnetræning, havde det ikke løst problemet. Hvis han derimod havde taget fat i overbevisningen, kunne vi have sprunget mange års “regneproblemer” over.

Og for at slippe for at skulle deale med det samme problem igen og igen, må mellemlederen designe en løsning, der ligger på samme niveau (eller over), som problemet. Og nok så vigtigt kunne identificere problemets rette niveau. Det kræver bare lidt mere tid til at virkelig gå ind og udforske det problem, medarbejderen præsenterer, og ikke bare gribe efter den første løsning, der melder sig.Til gengæld sparer det både tid og frustration på den lange bane.

Er der noget af ovenstående, du kender fra dit eget liv? Måske har du selv ændret en begrænsende overbevisning? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Om Annette Klausen Bengtsson

Annette er mor til tre og indehaver af firmaet Mindfocus, hvor hun, gennem workshops, mentorforløb og coaching, hjælper mellemledere med at få det mod og de værktøjer, der skal til for at skabe værdifulde resultater.

Skriv en kommentar...

*