Dyrk fællesskabet i forholdet

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Fællesskab i parforholdet er ikke kun fælles holdninger om opdragelse, bekendtskabskreds og niveauet af rengøring og familiebesøg eller enighed om økonomiske forhold. Fællesskab er meget mere end det.

Jeg oplever ofte i min terapi, at den ene part kører lige ud på motorvejen og synes, alting går jævnt og godt. Den anden part tager flere og flere afkørsler, som tiden går. Det kan være flere timer på arbejdet, det kan være selvudviklingskurser eller flere sociale ting med kollegaerne. Det kan også være mere og mere tid alene foran computeren eller flere og flere tanker alene om emner, der ville have det bedst af at blive diskuteret sammen med partneren.

Samtidig drejer kommunikationen i parforholdet sig efterhånden mest om praktiske gøremål eller negative hændelser som kø i Brugsen, eller om chefen, der ikke tager beslutninger.

Når hun begynder at tage alle afkørslerne, og han synes, det kører udmærket, så kommer det som et kæmpe chock, når hun pludselig siger, de burde starte i parterapi eller skilles, fordi hun synes, de ikke har noget sammen længere. I øvrigt er hun overrasket over, han synes, det går godt, når nu de aldrig taler sammen.

Mit råd vil altid være, at vi skal informere hinanden. Hvis hun starter på et selvudviklingskursus, så er det vigtigt, hun kommer hjem og fortæller sin mand om kurset, fordi ellers drejer hun stille og roligt væk fra forholdet. Hun får nye tanker, en anden vished, nyt netværk og måske en anden dagsorden for livet. Desuden møder hun andre, der, som hende selv, brænder for et vist emne og elsker at tale om det. Det kan få manden derhjemme til at blegne i forhold til de nye bekendskaber, og det er der, hvor han skal have en chance til at komme på banen, og det får han kun, hvis han bliver inddraget i det, der er foregået på kurset.

Men der er også andre situationer, hvor det er vigtigt at have et fællesskab. Det kan være en situation, hvor han har mistet et familiemedlem, og hun ikke spørger ind til tabet. Han går med en bunke tanker alene og tænker, at hun burde spørge, hvordan det går. Hun tænker, at han nok gerne vil være i fred, derfor spørger hun ikke. Hver især tror de, at de kender hinanden. Det er misforstået indforståethed.

Undersøgelser har vist, at vi i parforholdet ikke er mere indforstået, end vi er med en fremmed på gaden. Derfor er det vigtigt, vi kommunikerer ud til hinanden og ikke regner med, at partneren nok ved, hvordan vi har det. Det ved han ikke, hvis vi ikke siger det. Og det er selvom, vi har kendt hinanden i årtier.

Hvad gør du for at dyrke fællesskabet i dit parforhold? Har du oplevet forhold, hvor fællesskabet bliver mindre og mindre – eller helt forsvinder? Har du nogle gode råd, betragtninger eller andet, du gerne vil supplere med? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

Om Line Bassøe

Mor til to, parterapeut og sexolog med klinik i Hillerød og på Østerbro. Line er desuden mentor for Sexologudddannelsen og supervisor for den Kognitive parterapeutuddannelse. Læs mere på linebassoe.dk.

Kommentarer

  1. Maria skriver:

    En af mine venner postede denne morgen på fb, at hun var træt af udleverende tv som i “Min mand kan” En mand skrev for nylig i politikken om hans irritation over at kvinder kun kæmper for kvinder og ikke alles rettigheder. Det er min oplevelse, at jo mere vi holder fast i fordommene om hinanden jo værre er mænd og kvinders indbyrdes forhold.
    Jeg bliver træt, meget meget træt hver gang jeg hører sætninger som “sådan er kvinder…, det er fordi du er mand… mænd skal have… kvinder har ret til…” Jeg er med på, at generaliseringer får os til at forstå og opfatte og kapere verden. Men hvis vi nægter, at vi er mennesker før køn, så giver vi os selv ret til at reagere på og opføre os på særlige måder, som vi ikke har merit til.

  2. Mona skriver:

    Jeg er helt enig med Maria!

    Jeg synes det er et godt indlæg og jeg er helt enig med Line Bassøes råd om, at man skal informere hinanden i parforholdet mm. Men det lyder som om at det altid er kvinderne der er dårlige til det!? Det synes jeg slet ikke er tilfældet! Faktisk synes jeg meget ofte mænd glemmer at informere deres koner/kærester om hvad de går og foretager sig. Hvis vi endelig skal generalisere vil jeg gå så langt som til at sige, at det er min erfaring at kvinder er langt bedre end mænd til at informere og inddrage deres bedre halvdel!

    Jeg tror ikke det ene køn er mere ansvarlig end det andet for problemer og dårlig kommunikation i parforhold – man er som bekendt altid to om en tango.

    I øvrigt en spændende og overraskende påstand: “Undersøgelser har vist, at vi i parforholdet ikke er mere indforstået, end vi er med en fremmed på gaden.” Hvad er det for nogle undersøgelser? Dem kunne jeg godt tænke mig at nærlæse lidt i! :-)

    Tak for nogle gode og debatskabende indlæg! :-)
    I øvrigt en

  3. Mange tak for Jeres kommentarer :-)

    Her på KarriereMor.dk skriver jeg udelukkende til kvinder og derfor er det også problemer og udfordringer omkring kvinder, jeg tager udgangspunkt i. Jeg skriver ikke til mænd på dette site.

    I denne artikel har jeg lavet ét eksempel med mænd og ét eksempel med kvinder for at få vendt det begge veje – men stadig med udgangspunkt i kvinden. ”Kvinden, der ikke orienterer om uddannelsen” og ”Manden, der ikke orienterer om sorgen ved dødsfaldet”. Lige præcis med denne artikel er der derfor ikke tale om en generalisering. Hvilket jeg ellers ikke er spor bange for at gøre i andre artikler.

    Min udfordring her på sitet er at skrive, så kvinder kan få en forståelse for, hvorfor ting kan blive kompliceret. Det kan sagens være at nogle af udfordringerne forekommer hos både mænd og kvinder, men her vil jeg kun skrive til kvinder og i øvrigt generalisere, da jeg desværre ikke kan komme rundt om alle nuancer af kvindemennesket. Nogle kvinder vil nikke genkendende til nogle artikler, andre vil kunne se sig selv i andre artikler. Hvis jeg beskriver nogle feminine værdier og hægter dem på kvinder, så kan det sagtens være at det i nogle hjem er manden, der har flest feminime værdier. Er det sådan, så håber jeg, I selv bytter manden ud med kvinden.

    Undersøgelsen som jeg henviser til er lavet af en amerikansk professor i psykologi, som hedder Kenneth Savitsky. Hans undersøgelse viser, at indforståethed og korte sætninger forståes lige godt af partneren som af vildt fremmede, hvilket jeg synes er ret tankevækkende. Da vi ofte tror, vi er gift med en tankelæser – og i øvrigt også af og til opfører os, som om vi selv er én.

Skriv en kommentar...

*