En personlig og ufeminin indrømmelse om nydelse

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg. Er. Dårlig. Til. At. Lade. Op. Så er det skrevet, hudløst ærligt og til stor irritation for mig selv. For jeg ønsker virkelig at blive bedre til at prioritere tid til mig selv og fylde mig selv op med overskud … og øver mig!

Faktisk misunder jeg (på den positive måde) de kvinder, der som det mest naturlige i verden altid får sneget tid til en bunke dameblad ind, et langt karbad, en gåtur alene ved stranden, en stille yoga-oplevelse eller det, der er bedre.

Måske overvurderer jeg antallet, men jeg ved, de findes derude. Jeg kender endda et par af dem. Heldigvis. Men jeg har altså selv, indrømmet, meget at lære om de der små nærende pauser i hverdagen, der gør hele forskellen – selv om jeg er blevet bedre:

Jeg kan huske, da mine børn var mindre, og jeg bare drømte om at drikke en hel kop kaffe – eller tisse helt uden forstyrrelser. På de punkter er det blevet bedre i dag (selvom jeg nu mest er til halvkold kaffe … en små-børns-souvenir).

Noget af det, der hjælper sådan en som mig, der ikke naturligt hengiver sig til stor-nydelse, er indsigten i, at:

* lade-op-tid ikke behøver at foregå alene, men sagtens kan foregå sammen med andre eller min familie

* lade-op-tid godt kan være de 10 minutter, det taget at gå et sted hen – hvis jeg mærker naturen, trækker vejret langsomt og lader tankerne flyve

* lade-op-tid også kan være at arbejde i efterårsferien, men få sin mor på besøg, så morgnerne kan nydes lidt længere

Derfor handler lade-op-tid for mig – lige der hvor jeg er i mit liv lige nu – om at huske at gribe de øjeblikke, der faktisk er masser af, hvis jeg stiller mindre krav til dem (her skulle nok stå “til mig selv”, uh de indrømmelser).

Så – plug in. Uanset om du har efterårsferie eller ej.

Hvordan lader du op? Afsætter du tid til dig selv – og hvordan bruger du den? Hvad virker for dig, og hvad virker ikke? Skriv meget gerne en kommentar…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

Om Line Dahl

Line Dahl er selvstændig med egen virksomhed, linedahl.dk, hvor hun guider virksomheder til at skabe succes med deres budskab, og sammen med Jette Bulck desuden drivkraften bag Karrierekald.dk - den nye vej til din rette hylde.

Kommentarer

  1. Lækkert indlæg, tak :)

    Og du har så evigt ret, Line. Med de små stunder. For mit eget vedkommende troede jeg på et tidspunkt, at det gjaldt om at tage hele uger fri, tage på alverdens kurser og læse murstenstykke bøger om personlig udvikling før jeg selv ville være én af de der helt specielle kvinder, der er indhyllet i en liflig sky af overskud, lækkerhed og balance.

    Jeg troede endda at yoga og meditation var livsnødvendigt, og gik og slog mig selv oven i hovedet over, at jeg nu (igen!) ikke kom afsted.

    MEN – på et tidspunkt fandt jeg ud af, at det jo overhovedet ikke er det, det handler om for mig. Det handler fuldstændigt som du siger, om at udnytte de små åndehuller i hverdagen. Cykle ned at handle, køreturen alene til og fra kundemøder, podcasts med interessante interviews mens jeg slår græs, gå ud på terrassen og trække vejret i 3 minutter midt i eftermiddagstravlheden med små børn eller bedst af alt: mine løbeture.

    Og tænk, det at være bevidst om, at det er det, der virker for mig gør hele forskellen. Jeg har jo et valg – jeg behøver ikke at være en af de der zen-agtige kvinder. Jeg kan bare være MIG – og gøre det, der virker for mig. nemlig at udnytte de små stunder i hverdagen til ro eller grin og pjat, når jeg har brug for det – og så have hamrende travlt, spise chokolade og sove 4 timer hver nat, når jeg vil det. Dét er nemlig også en vigtig del af det at lade op – for mig!

    P.S. Og rent faktisk tog jeg så en weekend fri forleden – og den bestod af adrenalinkick med forhindringsbane i 18 meters højde lørdag og spa, løbeture, grin og søstersnak søndag. Begge dele er lige vigtigt – for mig!

Skriv en kommentar...

*

Få gratis guide til et mere helstøbt liv

Inklusiv test og ekstra bonus: 10 tips til bedre trivsel

www.karrieremor.dkIndtast email og fornavn og få e-bogen: 'KarriereMor's guide til et mere helstøbt liv'. Du tilmelder dig samtidig vores nyhedsbrev med updates, inspiration og tips til mere synergi mellem karriere og familieliv.