Forslår du også (ups!) løsninger uden at vide, hvad problemet er?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Forleden sad min søn på 3,5 år inde i sofaen og råbte: Jeg vil ikke dø! Det kunne umiddelbart give en hvilken som helst mor meget bange tanker, men heldigvis stoppede vi frygten – både hans og min – med et enkelt ord. Et ord, som mange af og skulle bruge meget mere både i vores privat- og arbejdsliv.

Hvorfor? Det er det enkle ord, jeg taler om. Det viste sig nemlig, at min søn var bange for at dø, fordi han var bange for, at der så ville flytte nogen andre ind i huset og tage en bil, han netop havde toptunet med fire tændstikker i hjulene. Aha! Da jeg lovede at gemme bilen i skuffen, hvis han døde, var al frygt forsvundet. Endnu mere aha!

Min aha-pointe er, at vores løsningsforslag og handlinger stort set altid er baseret på det, vi selv tolker som grunden til andres opførsel – og det er en fælde, vi kan undgå at falde i, hvis vi tager os tid til at spørge dem, hvorfor de gør, som de gør.

Så begynder vi nemlig at lave løsninger, der tager afsæt i andres behov og skaber værdi for andre – og dermed for os. Men i den rækkefølge.

Min voksen-logik havde aldrig luret, at løsningen på min søns tilsyneladende frygt for at dø var at gemme en bil i en skuffe. Jeg var nødt til at spørge: Hvorfor vil du ikke dø?

På samme måde er det med ”utilfredse” kunder. Sådan en havde jeg for noget tid siden – han mente, at noget ekstra jeg havde faktureret ham for, burde være med i prisen. I stedet for at begynde at diskutere, hvorvidt det var rigtigt eller forkert, fik jeg heldigvis spurgt, hvorfor han mente det.

Det viste sig, at mit lille ”inklusiv 1. korrektur” var ballademageren. Vi havde simpelthen forskellige opfattelser af, hvor meget sådan en 1. korrektur omfattede … og så fik diskussionen en helt anden og meget mere meningsfuld karakter end rigtigt-forkert-modellen. Vi forstod hinanden og fandt en løsning, vi begge var tilfredse med.

Jeg glemmer det. Indrømmet. Men ofte, når det går galt, kommer der en lille pop-up på min indre skærm. Der står altid: Har du husket at spørge hvorfor? Jeg håber også, du vil installere den på din indre skærm – både i dit privat- og arbejdsliv – den er gratis, også i brug.

Husker du at spørge ‘hvorfor’, eller tolker du på andres adfærd eller udsagn ud fra egen referenceramme? Skriv meget gerne en kommentar…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

Om Line Dahl

Line Dahl er selvstændig med egen virksomhed, linedahl.dk, hvor hun guider virksomheder til at skabe succes med deres budskab, og sammen med Jette Bulck desuden drivkraften bag Karrierekald.dk - den nye vej til din rette hylde.

Kommentarer

  1. Maria skriver:

    Min søn var en dag rasende vred på mig. Han er 3 år og en hidsigprop. Han skreg og råbte at han var vred og sur på mig. Da jeg svarede, at det var helt ok at være vred faldt han ned med det samme.
    Det handler vel om anerkendelse.

  2. Hej Maria,
    det handler bestemt om anerkendelse – af hinanden og af, at vi ikke altid har eller skal have løsningen.

    Tak for din kommentar.
    Mange hilsener Line

  3. Pernille skriver:

    Jeg har ikke tænkt over decideret at bruge “hvorfor” – det er klart noget jeg vil tage til mig, både privat og arbejdsmæssigt.

    En ting jeg til gengæld bruger rigtigt meget er at lytte til hvad folk rent faktisk siger, istedet for at fokusere på mine egne argumenter når de taler. Jeg læste en artikel engang hvor forfatteren gjorde opmærksom på at de fleste mennesker i virkeligheden ikke hørte efter. De hørte starten af hvad samtalepartneren svarede, og så begyndte de at formulere et svar på det i hovedet, så de aldrig hørte den sidste halvdel af sætningen / argumentet.

    Det ramte mig virkeligt – det var jo præcist sådan jeg gjorde… Nu stopper jeg og LYTTER til hvad de siger, og så tager jeg nogle sekunders tænkepause når de er færdige med at tale, fordi jeg synes egentligt at jeg skylder både mig selv og den jeg taler med at rent faktisk høre hvad de siger. Det gør det også meget nemmere at inddrage den viden man har om afsenderen af budskabet, så man kan overveje hvordan det er ment, og ikke kun hvordan man selv opfatter det.

  4. Fantastisk pointe, Pernille, den kan man sagtens overføre til det skrevne ord også … hvilket igen understreger vigtigheden af at komme med det vigtigste først!

    Man plejer at sige, at det er afsenderens ansvar, at modtageren forstår budskabet, og det vil jeg gerne slå et slag for, men modtageren har bestemt også et ansvar – og hermed op til flere tip til at tage det.

    Tak.

Skriv et svar til Line Dahl Annuller svar

*