Ikke som de andre

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

For snart et par måneder siden var jeg til en konference, hvor en HR-chef fra et stort internationalt firma – i en sidebemærkning -fortalte om en undren, hun havde haft i forhold til andelen af kvinder i topledelsen i den danske afdeling af virksomheden i forhold til andre lande.

Virksomheden opererer efter præcis de samme regler og procedurer i alle lande i hele verden, men andelen af kvinder i topledelsen i de enkelte lande var alligevel noget forskellig. Det viste sig nemlig, at der i Sverige var tre gange så mange kvinder i topledelsen, og i Spanien fem gange så mange kvinder i topledelsen som i Danmark.

Det er da noget mærkeligt noget – hvorfor er det sådan? Er det fordi, der ikke findes nok kvalificerede kvinder i Danmark? Er det fordi, kvinderne ikke selv vil? Er det fordi, virksomhederne ikke vil kvinderne?

HR chefen havde selv en teori. Den handlede ikke om manglende kvalifikationer eller manglende vilje eller lyst fra hverken kvinderne eller virksomhedens side. Hun mente, det havde noget med vores kultur og samfundsstruktur at gøre.

Som hun sagde: ”Herhjemme synes vi, at det, der er anderledes end os selv, per definition er forkert. Vi bryder os ikke rigtig om dem, der er anderledes end os selv. Og da slet ikke dem, der vælger at have et anderledes familieliv, end det vi selv har valgt. Her hjemme ser der fx ud til at være en form for konsensus blandt børnefamilier om, at børn skal hentes tidligt i institutionerne – helst af deres Mor. Godt brød er hjemmebagt brød. Gode kager er hjemmebagte kager. Og en hel masse andre uskrevne regler om, hvad det gode familieliv indebærer af krav og forhindringer for den moderne familie med et travlt og spændende arbejdsliv.”

Gud ve dem, der henter sent i børnehaven, får au pairen til at hente børn og handle ind (Fy for en slemmert!) eller bager shake-and-bake kage. Nej, det er sgu nogle sære nogen de der karrieremennesker, der tør at sige højt, at deres arbejde (også) giver deres liv mening. De spiser sikkert heller ikke økologisk. Eller giver penge til Kræftens Bekæmpelse og Dyrenes Beskyttelse. Nej, de er helt igennem forkerte. Og det er jo ikke nødvendigvis så superfedt at være ”forkert” og skulle forklare, hvorfor man har valgt at gøre tingene på en lidt anden måde end andre måske har. Når nu dem, der spørger om hvorfor, ikke rigtig gider høre svaret.

Men er det virkelig så ubehageligt at være ”forkert”, at man hellere dropper ambitionerne på arbejdsmarkedet og spilder de 5+ år, man har brugt på universitet, og de mange timer, man har slidt på sit arbejde for at undgå at være forkert? Måske. Sandsynligvis.

Hvorfor falder det os så svært at sige: ”Hey, sejt at hun er så dygtig og arbejdsom, og derfor er hun er nået dertil, hvor hun er!” Det er sgu godt gået. Fedt at hun og hendes familie gør tingene på en anden måde, end jeg er vant til”?

Er det jante, der er på spil igen? Er det kun i Danmark, vi har det på den måde? Hvis der sidder nogen derude med nogle gode bud på mine spørgsmål, så hører jeg gerne fra jer!

Hvad mener du? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Om Lise Borgstrøm Henriksen

Cand.mag. i kommunikation; har tidligere arbejdet i reklamebranchen men er nu ansat som kommunikationskonsulent i Sekretariatet for Cykelsuperstier. Lise arbejder sideløbende med ligestilling og kvinder i ledelse gennem netværket Protocol.

Kommentarer

  1. Marianne Dahl Steensen skriver:

    Helt enig

  2. God pointe. Godt skrevet. Gad vide hvad din egen holdning er til det gode familieliv?

    • Lise Borgstrøm Henriksen skriver:

      Ja, hvad er min holdning? Det er nok, at der ikke er en rigtig opskrift på det gode familieliv. Altså, vi er jo forskellige, og det der virker for mig virker ikke nødvendigvis for andre. Men det er et supersvært spørgsmål – mest fordi jeg ikke har børn og “kun” har en familie der består at min mand og jeg selv. Men vi snakker rigtig meget om hvordan, livet vil forme sig, den dag vi får børn. Vi er fx ret enige om at au pair og rengøringshjælp sikkert ville være godt for vores fremtidige familieliv. Og så skider jeg ret meget på om noget er hjemmebag eller økologisk og om der ligger nullermænd på gulvet (det er mere noget der stresser min mand). Og det håber jeg inderligt jeg kan blive ved med.
      Jeg kender masser af seje mødre som gør det ret godt, men som kæmper med usikkerheden om de nu burde gøre det lidt bedre. Dem forsøger jeg at fortælle, at jeg synes, de er nogle skidefantastiske mennesker som gør det ret godt. Jeg tror jeg vil til at gøre det endnu mere. For det fortjener de (sgu)!

  3. Kristine Nedergaard-Bertnsen skriver:

    Godt skrevet Lise og jeg kunne ikke være mere enig!

    Føler selv nogle gange at jeg skal forsvare, trods min unge alder, hvorfor jeg har valgt at flytte rundt og satse på karrieren her og nu i stedet for familielivet..

    Jeg formåede da også, den anden dag på mit nye job i Sverige, at ta’ mig selv i en “forbudt” tanke.. I forbindelse med at jeg var ved at lære mine nye kolleger at kende og dermed finder ud af at min kollega i start 30’erne er gift men uden børn, når jeg at tænke “hvorfor har de dog ikke det?”/”kan de mon ikke få børn?”.. Jeg blev faktisk lidt pinlig over mig selv bagefter, fordi jeg dømte på dem måde.. The odds are, at de bare har valgt at børn ikke er noget for dem, eller de ikke er kommet der til endnu.. Men jeg nåede da lige at få alle mine egen fordomme om hvad “rigtige” mennekser bør gøre og hvordan de bør leve ned over dem.. Mon det er fordi jeg er dansker?

    • Lise Borgstrøm Henriksen skriver:

      Fedt Kristine, at du tør, at være ærlig om din indre “svindehund” og så formår at “rette” dig selv. Efter jeg er blevet gift, kan jeg også godt mærke at min omverden har en forventning om “at så må der da snart komme nogle børn?”. Og det pisser mig helt vildt af. Jeg får det sådan lidt – bland dig uden om. Hvad rager det dig?! Det er min beslutning og det kommer når det kommer. Det har nærmest modsat effekt på mig, når nogen automatisk mener at jeg “bør” gøre det ene eller det andet.

  4. Sidsel Andersen skriver:

    Lise – du er spot on!!!

    Vi er den slags familie der egentlig gerne vil gøre det “anderledes” og vi forsøger at bekræfte hinanden i at det vi gør er godt (ihvertfald for vores familie) og det ser ud til at vores børn trives :-)

    Men hvorfor er det at min kæreste hele tiden får roser for hans indsats som far- dagplejen kommenterede det den anden dag hvor JEG hentede – “Stefan han er sådan en god far som er meget “med”… han “hjælper” meget til”… Hvorfor kan han nøjes med at “hjælpe til” og være “med” og få roser for det – hvornår er der nogen der omtaler en mor som “en god mor” – der skal meget mere til…

    Og så til det med at være anderledes – jeg var meget bedre til det i mine unge teenage år, hvor jeg nød provokationen, men idag er det blevet sværere fordi “mor-rollen” er så vigtig at brillere i… jeg har diskuteret det adskillige gange med andre kvinder og det er altså op af bakke. Hvad siger man når en veninde er gået på deltid “fordi hun altså ikke har fået børn for ikke at være sammen med dem”? Det har jeg altså heller ikke(!!!!) Men jeg har altså heller ikke læst i 7 år for at sakke bagud ift. mændende i karriereræset.

    Tilbage til de svar du søger:
    Jeg tror du har ret i at der er nogle samfundsmæssige strukturer og især dansk kultur der er barrierer men måske skulle vi kvinder i det små forsøge at blive mere “rummelige” som Kristine også er inde på ovenfor og så skal vi til at fortælle de gode historier om kvinder (og familier) der vælger en “anderledes” livsstil. Og så er det altså dejligt at få ros for sin indsats som mor også selv om man vil karrieren samtidig- så hvis du kender en kvinde, der har valgt en “anderledes” livsstil og du syntes hun gør det godt – så ros hende!

    • Lise Borgstrøm Henriksen skriver:

      Tak for det Sidsel. med dit eksempel med at din kæreste får ros hvis han hjælper til er så klassisk. Det er jo ikke fordi at det ikke er rart at man deles om opgaverne – men hey, det manglede da bare. Når begge forældre arbejder, så er alt ud over ens arbejde da fælles ansvar.

      Og den der med: “Jeg altså ikke har fået børn for ikke at være sammen med dem” er kongeeksemplet på hvordan man lige gokker de kvinder oveni hovedet som man synes, er lige lovligt fremme i bussen karrieremæssigt. Hvor er det bare øv bøv og trist. Hvad kunne et godt svar til den slags kommentarer være? Forslag. Ja, jeg har fået børn for at sikre mig adgang til billig arbejdeskraft om et par år. Indtil da handler det bare om at holde liv i dem og se dem mindst muligt :-)

      Ros og rummelighed – den er jeg med på, som en god løsning.

      • Sidsel Andersen skriver:

        Jeg tror sgu at jeg vil prøve det svar!!! ;-) Jeg bliver altid helt mundlam..

  5. Wauv, hvor blev jeg inspireret og fik sat tankerne i gang. Jeg har selv beskæftiget mig med positiv særbehandling, mangfoldighedsledelse og ligestilling, læst 5 år på universitet og mener også, at der er nogle kulturelle og samfundsmæssige normer og omstændigheder, der kan gøre det besværligt for kvinder at satse på karrieren. Og det er en skam. For det er fuldstændig op til den enkelte kvinde at designe sit liv, sin hverdag og sin karriere.

    Men er det tilfældet, at kvinder vælger karrieren fra, fordi de ikke vil føle sig forkerte og have, at andre peger fingre af dem for at vælge au-pair pigen og shake-and-bake? Kan det passe? Det tror jeg ikke. Er danske højtuddannede kvinder ikke for kloge til den offerrolle? Højtuddannede kvinder i Danmark har et valg. Om de har børn eller ej. Og et valg kræver fravalg. Prioriteringer. Og at vælge familien er i mine øjne et lige så stærkt valg som at vælge karrieren. Hvis der skal vælges.

    • Som jeg læser dit indlæg siger du så, at det er fuldstændig ligegyldigt hvad man vælger (familie eller karriere) – bare man er lykkelig? Tror du det er det vi skal være bedre til at anerkende?.

      Jeg har med stor succes læst Pernille Melsteds “find din passion på 4 uger”. I den har hun en øvelse som jeg tit tænker på. Hvad ville du være hvis du levede i stenalderen. Hvilken rolle ville du indtage i samfundet? Nogle (som f.eks min mand) siger straks: jeg ville være jæger. Andre siger at de ville være dem der sørgede for at maden blev tilberedt og ville passe på børnene. Min pointe er: vi har jo allesammen en rolle i samfundet. Og lige meget hvad vi laver gennem livet, så dør vi allesammen.

      Jeg synes tit at vi danskere glemmer at vi alle har en rolle i samfundet. Og nok også derfor at den største folkesygdom hedder stress.

      • Hej Alis
        Jeg har svært ved at sige, om det er ligegyldigt, hvad vi vælger. Det er kun den enkelte kvinde, der ved det. Min pointe med indlægget var blot at svare ud fra min synsvinkel på Lises spørgsmål, om kvinder fravælger karrieren for ikke at føle sig forkerte. Og den offerrolle mener jeg ikke, at højtuddannede kvinder skal tage på sig.

        Derudover vil jeg lige tilføje, at jeg har stor respekt for dig, Lise, for at tage denne debat op, da den er meget relevant og blot viser, at vi er meget forskellige som kvinder og ikke en homogen gruppe, der skal vælge det samme.

        Tankevækkende øvelse, Alis :)

        Kærlig hilsen
        Vibeke

        • Lise Borgstrøm Henriksen skriver:

          Jeg tror ikke nødvendigvis, det handler om hvorvidt kvinder påtager sig en offerrolle, hvis de bøjer sig for hvad omverdnenen dikterer som værende det rigtige og det forkerte. Jeg tror det handler om at være et socialt væsen som har det bedst hvis man føler man hører til og passer ind og føler sig accepteret. Altså noget omkring socialisering. Det tror jeg er rigtig svært at bryde med. Hvad det grunder i, og hvad det gode svar er, aner jeg ikke. Men muligheden for at debattere det, i et forum som dette er fantastisk, og det er skønt at der er så mange der vil “lege” med! :-)

        • Sidsel Andersen skriver:

          Vibeke du har jo til dels ret… For set på det individuelle niveau er det jo fint at hver enkelt kvinde vælger hvad hun syntes er rigtig for sig selv og sin familie. MEN fra et samfundsmæssigt synspunkt syntes jeg altså at det er meget problematisk at så mange (danske) kvinder føler at de bliver nødt til at vælge og at valget falder på familien. Det kan jo undre at statistikken er så skæv hvis man ser på de to køn og deltidsarbejde.

          Jeg har ikke det endelige svar – måske noget kan afhjælpes politisk men jeg tror Lise er inde på noget meget vigtigt ift. kultur, socialisering og strukturelle rammer. Og her kan vi jo selv tage fat på og blive opmærksomme på vores egne antagelser om “rigtigt” og “forkert” og så udfordre os selv og hinanden.

Skriv en kommentar...

*