WTF – datteren fik en angstneurose og moderen knaldede med chaufføren – hvem fanden gider en karriere – hvis det er sådan, det skal ende?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Er egentligt bare pissed – vil ikke skrive noget klogt eller noget som kan give stof til eftertanke – vil bare lukke røg ud – og provokere lidt, idet jeg er ved at være træt af kvinder, der har valgt mindfullness og speltboller. Hvorfor er magt, penge og indflydelse fy-ord for kvinder? Og hvorfor vil vi tilbage til 60’ernes Mad Men kvindeideal?

Jeg har i 1½ uge været så fucking pissed (og ja – der kommer en del grimt sprog i dette indlæg – har lyst til at bande og ’tale’ grimt), siden jeg så forrige afsnit af Borgen. Fru Statsminister portrætteres så ynkelig; manden skrider (fordi hun ikke har haft fokus på hans behov), datteren får en angstneurose (fordi hun ikke har haft fokus på hendes behov), hun har et ynkeligt ensomhedsknald med sin chauffør, og hun fyrer (uretmæssigt) både sin sekretær og chauffør for lige at understrege hvor ensom, mislykket og ulykkelig kvinder med magt er …

… ja indflydelsesrige positioner har en pris – og ja, jeg tror ikke, at vi kan forestille os hvor tough, der er at være toppolitikker, men hold da op, hvor jeg savner mere positive rollemodeller i såvel den virkelige som fiktive verden. Hvorfor kunne man ikke nøjes med skilsmissen, et knald med den svenske statsminister til et EU topmøde (det havde der sku da været lidt mere stil over) og lidt småproblemer i hjemmet i forbindelse med skifte af au pair pige (hvordan klarer de sig egentligt uden?) Man kunne vel også have fundet mere diplomatiske løsninger med såvel chaufføren som sekretæren. På jobbet fremstilles hun som Isdronningen med et helt uacceptabelt magtmisbrug, mens hun på hjemmefronten fremstilles som Ravnemor.

Mediebilledet er med til at forme os som mennesker – og særligt børn og unge. Og det billede, vi giver piger i dag er valget mellem succes på jobbet eller i hjemmet. Ugebladene er fyldte med historier om Mompreneurs (også kaldet livsstilsentreprenørerne), der har droppet den konventionelle karriere for at få arbejds- og familieliv til at gå op i en højere enhed. Der er et utal af artikler med kvindelige bloggere, coaches, terapeuter og andet, der lykkeligt bager speltboller til ungerne samtidig med, at de har deres egen virksomhed – og hvis vi en gang imellem læser om en kvinde, der har valgt reel indflydelse i politik eller erhvervsliv – så er det langt mere negativt.

Ovenstående eksempel fra Borgen er kun et, et andet kunne være Anna Pihl – kvindelig kriminalbetjent med et vist potentiale. Også hun er ulykkelig, forladt af både eksmanden og kæresten, alene med sin søn og samboende med en bøsse, problemer med faderen og broderen – og heller ikke ret mange veninder. I den virkelige verden kan nævnes den tidligere udenrigsminister Lene Espersen – hun blev nærmest slagtet i forsøget på at få privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Tidligere var hun ofte fremstillet som en med både næsen og brysterne lidt for langt fremme i bussen.

Vi er den hidtil bedst uddannede generation af kvinder med de på papiret bedste muligheder for at forme og påvirke det samfund og den verden, som vi lever i. Men tidens trend synes at være, at rigtige kvinder fravælger karrieren og dermed indflydelsen allerede i starten af 30’erne (inden det hele rigtigt er begyndt) for at hellige sig familien og selvrealiseringen.

Ud fra et samfundsperspektiv er det godt nok dyrt – først at betale for vores uddannelse og manglende arbejdskraft i 20’erne, herefter vores barsel for så ikke at få meget igen – ud fra et personligt perspektiv for den enkelte kvinde er det også dyrt – set i et livsperspektiv. Hvordan står hun stillet, når hun er 55 – ægteskabet er røget, ungerne er fløjet fra reden og pensionsopsparingen er nærmest ikke eksisterende? Vi kommer til at få en lang og fattig alderdom – folkepensionen er under pres – hvis Europa skal ud af gældskrisen- allerede nu er folkepensionsalderen vel 70 for os.

Vi er opvokset i 70’erne og 80’erne med parolen om, at vi skulle have en uddannelse og skulle kunne klare os selv – men subtilt var budskabet om at lykkes som kvinde – åbenbart – stærkere. Vi skal stadig giftes med en alfahan, som kunne forsøge os – for lige så snart vi fik muligheden, så valgt vi indflydelse og magt fra – det er jo det rene Mad Men og 50’er retro.

Men hvorfor skulle vi også vælge anerledes? At gå magten og indflydelsens vej portrætteres jo så lidet flatterende, at det da tror fanden, at vi dropper karrieren – når vi så samtidigt skal kæmpe med minoritetsproblemer, som diskuteret i mit forrige indlæg … nej føj da – så hellere ha’ sin egen coachvirksomhed, få noget skinny latté og hygge med ungerne!

Jeg savner positive rollemodeller! Det kan faktisk lade sig gøre at få det hele: mand, børn, karriere, venner – det er ikke et enten eller – man kan godt have børn, mand og karriere samt holde fast i sig selv! Jeg besluttede allerede som stor skolepige, at jeg ville have det hele – og det er lykkes so far, men havde jeg set Borgen – så havde mine drømme nok været anderledes – så jeg er glad for, at der ikke var kvindelige hovedrolleindehavere dengang … hellere tilbage til de mandlige rollemodeller – end de nuværende mislykkede og ulykkelige kvindelige. Tak for muligheden for at få lukket røg ud!

Er du enig med Marianne i ovenstående? Eller noget af det? Føler du dig provokeret? I så fald hvorfor/over hvad? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Om Marianne Dahl Steensen

Direktør for Codans privatforretning i Danmark; tidligere Vicedirektør hos TDC og bestyrelseserfaring fra Netdesign A/S og TDC Mobil. Aktiv medlem af 'Women on Boards', 'Women of Influence' og 'LeaderLab network'. Gift og mor til tvillinger (2009).

Kommentarer

  1. Jeg så samme afsnit af Borgen og sad faktisk ikke tilbage med samme følelse. Jeg ser en mand, der ikke kan tåle, at hans kone har mere succes end ham – de findes også irl. Jeg ser en datter, hvis forældre er midt i at blive skilt og med en mor der har et arbejde, der er svært at nedprioritere. De findes også derude. Jeg ser det ikke som negativt som sådan – og jeg ville egentlig blive mere stødt, hvis alt skulle males rosenrødt – livet er ikke særlig rosenrødt – det er forbandet hårdt arbejde. Derfor er det heldigt, det er sjovt.

  2. Godt brølt, Marianne! Lad os få nogle flere positive forbilleder, skifte Topmodels ud med Top-power-women, og give vores døtre den bedst mulige ballast til at træffe stærke valg.

    Mit bud er, at de ér på vej, pigerne og de yngre kvinder.

    Jeg valgte i sin tid friheden til selv at tilrettelægge mit arbejdsliv – og dermed i stort omfang mit familieliv – (og jeg bager ikke speltboller over middag – jeg kører en velfunderet enmandsvirksomhed på 11. år). Om jeg ville have valgt anderledes, hvis jeg dengang havde kunnet se flere kvinder for hvem det lykkedes at forene karriere og familieliv på almindelige arbejdspladser, kan jeg ikke sige.

    Dengang så jeg mig om i landskabet – og det var ikke noget opløftende syn. Jeg havde kæmpet personlige kampe for balance på mine respektive arbejdspladser, men mødte også i den forbindelse den grimme side af søstersolidaritet – nemlig misundelsen og sladderen der følger i kølvandet på de kvinder, der rent faktisk får forhandlet sig til gode og balancerede arbejdsvilkår.

    Men jo flere, jo bedre – og jo mere synlighed, jo tydeligere bliver det for vores døtre, at det kan lade sig gøre.

Skriv en kommentar...

*