Er spiritualitet farligt?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg hørte forleden om tidens nye modefænomen: Google-buddhisterne. Det er alle dem, der via google har sat sig lidt ind i buddhisme, mindfulness, meditation og østerlandsk filosofi og plukket hist og pist for at få det til at passe lige præcist i ind deres hverdag. Og dem er der jo efterhånden nok nogle stykker af, da det er emner, som er frygteligt populære i vores moderne vestlige verden. Det er, som om der er gået prestige i at kunne sige man er lidt ”skabsbuddhist”.

Alle vil gerne være lidt med på ”det der mindfulness”, men det må bare ikke blive noget spirituelt noget – det er fy. Det skal være sådan mere hard core, eller hvad?

Jeg oplever ofte, at de fleste mennesker gerne vil vide noget omkring hjerne og funktionen i hjernen set i sammenhold med mindfulness og meditation; at det er de rent kognitive teknikker der er interessante, men det må aldrig blive noget med noget spirituelt, hvad det så end er for noget. For hvad er spiritualitet egentlig for en størrelse? Der var for nylig en, der på et af mine kurser gav mig en rigtig flot tilbagemelding på kurset, men så kom der lige en kommentar til sidst: ”Men der var et par bemærkninger, der nærmerede sig det spirituelle, og det hører jo ikke hjemme her!?”

For mig er spiritualitet i bund og grund en søgen efter noget dybere i os selv; en søgen efter at forstå os selv – hvor vi er kommet fra og ud af – samt hvordan vi bedst muligt håndterer de gaver, vi har fået med. Og for at finde de svar er vi nødt til at bevæge os ud over den velkendte mentale sfære. Vi er nød til at gå dybere ind i mysteriet om livet. Og herinde dukker der svar og oplevelser op, som ikke altid kan kobles direkte til naturvidenskabelige forklaringsmodeller.

En af hvor tids største forskere, Albert Einstin, blev dybt spirituel i sin søgen efter naturvidenskabelig svar i universet, fordi han fandt, at der var så mange sammenhænge som var så forfinede, at de ikke bare kunne være tilfældige.

Når vi arbejder med mindfulness er yoga en væsentlig del af at finde tilbage til vore krop, og i yogaens gamle visdom ligger en stor lærdom omkring kroppens forskellige energicentre og hele den holistiske forståelse af kroppens opbygning og de 7 chakraer.

Når  Otto Scharmer taler om at høre, hvad fremtiden kalder os til at gøre i det absolutte nærvær, der hvor vi kan mærke det, som spirer frem, så er det i bund og grund en dybt spirituel oplevelse. En oplevelse at at koble sig til det store fællesskab, det jeg kalder det globale spejlneuron, hvorfra vi kan mærke, hvad der er rigtigt at gøre i forhold til det store fælles og os selv.

Peter Lang, en af de ypperste undervisere jeg har mødt inden for Appriciative Inqurie, er præst og meget spirituel i sin tilgang til verden omkring sig og forståelsen af den. I hvert fald hvis vi forstår spiritualitet som jeg har defineret den først i teksten her.

Hvorfor er det så, at vi ikke må tale om det i arbejdssammenhænge? Hvorfor er det, at det bliver “farligt” og et fy-ord og et anliggende, vi ikke må beskæftige os med? Ikke rigtig stuerent? Vi søger det alle på en eller anden måde.  Jeg har lige læst Mads Øvlisens, øverste leder fra Novo Nordisk, nye bog, Heartcore, der handler om at god ledelse må have både hjerte og hjerne med for at være tidssvarende og resultatskabende. I det at søge hjertet ligger der for mig også en spiritualitet, det er jo ikke kun en fysiologisk fornemmelse af hvor hjertet sidder, men en forståelse af at have en større helhed af det at være menneske med. Og ja, det kan forklares ganske enkelt ud fra de forskellige typer af emotionel og følelsesmæssig intelligens, men – come on – der er noget dybere, der må være med for at det virker effektivit og autentisk, tænker jeg.

Kunne vi ikke én gang for alle udrydde skrækken for det, vi ikke lige selv forstår og erkende, at ja, vi søger alle efter noge dybere svar i os selv og ikke alle svar kan findes på Google. Nogen af dem kommer først gennem meditativ praksis og stilhed gennem længere tid.

En af de mest fantastiske menenkser jeg har mødt i forhold til at være i indre balance og dyrke dette at dykke ned i sig selv for at finde svar, er MIchael Stubberup, og han på en måde rigtig meget spirituel og på samme tid et af de mest vidende mennesker, jeg kender. Sådan betragter jeg også gerne mig selv og synes, det gør mig hel og til den jeg er, og som jeg godt kan li at være.

Så selv om ikke alt kan måles og vejes, og selv om ikke al mindfulness kan relateres til naturvidenskabelige fænomener, kan vi så ikke vedtage, at det måske er godt nok alligevel, og at det faktisk giver rigtig god mening og udvikling for mange!?

Prøv, næste gang du bliver låst i et livsspørgsmål eller fanget i svære følelser, ikke at forstå dem mentalt, men at lægge dem fra dig et kort øjeblik og så gå en lang tur, sæt dig til at male et billede eller søg indad i meditation og tænk på følelsen eller spørgsmålet. Og selv om tankerne og følelserne i starten ser ud til at kuppe dig, så bliv siddende og mærk efter, hvad det gør ved dig. Bliv siddende indtil du mærker, at de falder til ro. Og der i stilheden, lyt efter hvilke svar, der dukker op, og se om ikke de kommer et sted dybere fra end du nogensinde ville kunne tænke og ræsonerer dig rationelt til.

Hvad betyder spiritualitet for dig? Hænger spiritualitet og mindfulness sammen? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Floras egen hjemmeside her.

OBS: På søndag (d. 13. november) anmelder KarriereMor.dk Christine Eilvigs populære digitale kursus: Spirituelle værktøjer til forældre – og deres børn. 

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Kommentarer

  1. Line Elvien skriver:

    Det er dejligt du åbner for en snak om dette og jeg ønsker dig rigtig god vind med at rokke ved “det hører ikke hjemme her” holdninger – for det er jo som at sige at piger ikke prutter, at holde spiritualitet fra døren ; )

  2. Sjovt jeg fik em tilbagemelding den anden dag, der gik på at en gruppe havde været meget glad for mit oplæg om Mindfulness fordi det ikke var så spirituelt… hhhmmmm… det syntes jeg var en sjov feedback, ved ikke rigtigt om jeg skal tage det som en ros.

    Jeg ser jo egentlig mig selv som et dybt spirituelt menneske ;-)

    Men spørgsmålet kommer tilbage til: Hvad er spiritualitet? For mig er det bogstavelig talt at bringe nærværet ind i her og nu. Om det så er her og nu: i mødet med en ven, under rengøring af et tilstoppet afløb, under tvkikkeri, eller i siddende meditation eller ved aftenbordet. Det er ikke aktiviteten der er afgørende, det essentielle er nærværet der oplyser situationen.

    Men hvad jeg ikke kan tage seriøst er Mindfulness uden hjerte. Mindfulness uden medfølelse og kærlighed og ydmyghed klinger hult af kolde kontanter i mine ører. Og så oplever jeg i øvrigt at der er mange der slet ikke har den grundlæggende erkendelse af fundamentet for Mindfulness og det er klart at det begrænser deres undervisning dybde og deres evne til at hjælpe.

  3. natvid skriver:

    Vær lige så venlig, at lade være med at bruge Einstein på en så tåbelig måde. Manden var religiøs, men det havde intet med hans videnskab at gøre i den periode, hvor han skrev sine store og i dag velkendte relativitetsteorier. Problemet for Einstein opstod senere i forbindelse med kvantemekanikken. I den er indbygget et element af total tilfældighed. Dette tilfældighedsprincip kunne Einstein qua sin religiøse determinisme og urokkelige tro på en kausal og meningsfuld sammenhæng mellem alt ikke kapere. Men han tabte jo netop videnskabeligt på dette punkt. Niels Bohr overtog jo fuldstændig scenen og viste, at Einstein tog fejl. Einstein havde prøvet at ÆNDRE sine oprindelige videnskabeligt fundere teorier, så de passede med hans religiøse verdensbillede, men det viste sig at være hans livs fejltagelse! Så please – udelad venligst Einstein af denne reference, for det er virkelig upassende og fuldstændigt forvrænget. Med andre ord – det spiritielle, som du roser i fine toner her – var faktisk ved at koste en af vor tids største forskere sin titel som naturvidenskabsmand og i stedet henlægge han i glemsel med andre spirituelle tosser, som tror, at erkendelse kun kommer til en fra himlen.

    Når folk ikke gider at gøre om spiritualitet, så er det måske fordi, at de ikke har brug for de 7 chakraer, det globale spejlneuron og andre sære mystiske forklaringer på deres inderste følelser. I dag er der jo ikke noget odiøst i at det er hjernekemien, som styrer vores tanker og følelser (enhver kvinde, som har oplevet PMS, overgangsalder, graviditetskuller m.m. ved f.eks. godt, at det skyldes hormonelle forandringer), men det gør da ikke, at man ikke føler disse ting med største tydelighed alligevel.

    Dermed ikke sagt, at man ikke kan få udbytte af at være spirituel – selvfølgelig kan man det. Hvis man tror meget på et eller andet, så giver det altid mening for en selv og man føler ro og at det giver svar. Men det kræver jo at man tror på det – og det er nok der, nogle mennesker, som ønsker at øge deres selvbevidsthed, føler sig voldtaget. For når enegiflow osv. er meningsløs snak om en opfundet myte, ja så virker det ret tåbeligt, at skulle have det med ind over for at træne sin selvbevisthed.

  4. Spiritualitet handler for mig, og jeg kan jo kun tale på egne vegne, ikke om at tro på noget, men om at have erkendt noget.

    Mindfulness uden erkendelse af at også hjerneprocesser alene er resultat af årsagvirkningssammenhænge, altså at alting sker i sammenhæng med andet, har en tendens til at blive en stor egodyrkelse, det bliver til min bevidsthed om mig – altså endnu en flugt ind i illusionen om at jeg er adskilt fra alt andet.

    Mennesket er så optaget af sig selv og sine idéer at det belaster livet på en hel klode – hvad med at vores opmærksom blev rettet imod, ikke vores såkaldte selv, men mod konsekvenserne af vores handlinger i dette øjeblik?

    Mindfulness uden kærlighed, venlighed og medfølelse er som en blomst uden vand, død, indtørret og værdiløs…

  5. Jørgen Melchiorsen skriver:

    Det, der efter min opfattelse, bl.a. er interessant ved Albert Einsteins spiritualitet, er at han ikke afviste muligheden for en “guddommelig kraft”. På trods – eller måske endda netop på grund – af hans videnskabelige søgen efter svar. Det var da vist også Einstein, der erkendte, at hver gang videnskaben finder svaret på ét spørgsmål, dukker der 10 nye spørgsmål op. Og i den forstand, kan man vel videnskabeligt påstå, at sandheden aldrig dukker op. Og hvis sandheden aldrig dukker op, må søgen efter videnskabelige svar vel egentlig også i en eller form være en trossag og dermed en spirituel søgen efter noget dybere, som den Flora angiver i sin blog. At natvid skriver, at Niels Bohr “overtog scenen” tillægger både Einstein og Niels Bohr en tvivlsom egodyrkelse, som Alex Haurand netop berører i sine betragtninger. Jeg er overbevist om, at både Einstein, Niels Bohr, Schrödinger, Heisenberg, Lautrup og alle andre søgende videnskabsfolk alle er klar over, at de på deres vej alene falder over “sandheder” og ikke “sandheden”. Altså at den “sandhed”, de opdager og opdagede på deres vej, vil blive afløst af nye “sandheder” i morgen og tiden efter. Og at de netop hverken indtager en scene og ej heller er i kamp mod hinanden og derfor hverken taber eller vinder, som natvid påstår. En af kvaliteterne i Floras indlæg, er at Flora ikke maler sig selv op i et hjørne ved at fastslå “at sådan er det”, men derimod påpeger, at “det måske kunne være sådan”.

    Jeg hørte i øvrigt en gang en omtale fra et vinseminar fra nogle år tilbage, hvor nogle er verdens fremmeste vinfolk var samlet. Her holdt Nicolas Joly – en af de ledende personligheder inden for biodynamisk vindyrkning – et foredrag, hvor han bl.a. sagde “en videnskabsmand kan analysere sig frem til mængden af salte og enzymer i en dråbe væske og måske endda nå frem til, at det er en tåre fra et menneske. Men videnskabsmanden kan aldrig fastslå om tåren er grædt af lykke eller sorg”.

    Floras indlæg åbner, ganske rigtigt som Line Elvien skriver, for en debat om dette. Lad os i vores indlæg og kommentarer vedblive at holde den åben…

  6. Kære Flora,

    Jeg tænker, at man skal være varsom med at definere spiritualitet på andres vegne. Jeg har igennem 10 år haft det privilegium at være en del af en lille gruppe som har haft Peter Lang som supervisor og coach. Jeg har aldrig i løbet af de i alt 40 dages utroligt berigende samvær hørt ham tale om spiritualitet som “en søgen efter noget dybere i os selv; en søgen efter at forstå os selv – hvor vi er kommet fra og ud af – samt hvordan vi bedst muligt håndterer de gaver, vi har fået med.” Jeg har derimod hørt ham tage udgangspunkt i en dyb, kærlig og velfunderet etik om, hvordan vi som mennesker bør behandle hinanden og forvalte de muligheder vi har bedst muligt. Og jeg har hørt ham tale om særligt relationer og karakteren af disse.

    Faren ved kun at tale om spiritualitet som en “søgen dybere i os selv” er for mig at se, at det kan blive vældig selvoptaget – og projektet bliver “mig og min personlige udvikling”. Det svarer i mine øjne til kun at tale om kernerne og undlade resten af appelsinen.

    Venligst,
    lene

  7. Min definition på spiritualitet er således:

    En munk sad i sin celle og mediterede i stilheden. Han havde gjort det mange timer hver eneste dag så længe han kunne huske, men denne gang kunne han endelig mærke at Guds lys var meget tæt på, og at den endelige oplysning var nær…

    Men han vidste også at det var ved at være tid til at rejse sig for at gå ned i landsbyen og dele mad ud til de fattige. Gud nærhed var noget han havde ønsket hele sit liv og han frygtede at dette måske var den eneste chance, han nogensinde ville få…

    Med et suk åbnede han alligevel øjnene, rejste sig og gik ned i landsbyen for at udføre sine pligter overfor de fattige. Dette tog ham det meste af dagen og da han træt og lidt mismodig endelig kom tilbage til sit kammer, satte han sig igen ned for at at finde stilheden i meditationen…

    Med det samme var Guds lys der igen – nu hele vejen ind i hans sjæl. Munken blev glad og lettet og sagde ‘tak Gud fordi du blev hos mig…’

    Og Gud svarede: ‘Jeg blev fordi du gik. Var du blevet var jeg gået…’

Skriv en kommentar...

*