Hvad er din karriere, mor?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Ja, undskyld jeg spørger, men jeg har dælme tænkt på det i lang tid, sådan grublet og grublet, og det er blevet ved med at poppe op i mit hoved!

Men i vores meget travle hverdag, får vi sjældent stoppet op og spurgt os selv om, hvad det nu lige er for en karriere vi ønsker os. Vi kan fx hurtigt blive forblændet af at tjene mange penge; og helt ærligt, der er masser, der fortæller os, at vi har brug for penge. Jesus! Men der er også andet, ikke? Og er det egentligt rigtigt? Altså det der med pengene? Har vi brug for mange penge? Og hvor travlt skal vi så egentligt have?

Jeg møder mange kvinder, der knokler og knokler, for at få karrieren op at køre, eller for at holde på karrieren, eller for at gøre karriere eller for at få en bedre karriere. Og hvad med dig? Altså dig, sådan helt indeni, dig med følelser, tanker, behov, et varmt levende bankende hjerte. Dig, der måske engang elskede at ”dimse” rundt og lægge vasketøj sammen, mens du hørte god musik og drak lidt te, nu har du travlt, og vasketøjet er blevet til en træls pligt. Eller dig, der engang elskede at gå en aftentur med hunden, når ungerne var faldet i søvn. Mærke den kølige luft mod din hud og trække vejret sådan HELT ned i lungerne, mens du tænkte: ”Det går sgu da egentligt meget godt det her”.

Eller dig, der sagde: ”Ja”. Lidt mere ja end nu. Måske!?

Karriere er mange ting. Men en karriere som kvinde, med alt hvad det indbefatter af morrolle, kæreste, kone, veninde, søster, datter og sigselv-rollen – hvor blev der af den karriere? Er vi virkelig så forhippede på, at en karrieremor er en, der SKAL have rygende travlt (eller i det mindste se sådan ud), som skal være på vej til næste projekt, som skal…. Nej, vel?

For mig er en karrieremor en mor, der tør at tage ansvar for at ”gøre” karriere – ikke kun på jobbet, men paradoksalt nok, er det bare dét, der kommer til at fylde helt vildt meget, fordi flere af os er så privilegerede, at vi arbejder med vores passion. Og så KOMMER det sgu til at fylde meget, det der job, hvis vi ikke passer på. Og så går det ud over karrieren på alle de andre områder af vores liv – i værste tilfælde. Så måske, kan det være en tanke værd at stoppe op og spørge sig selv. Hvor er det lige, jeg ønsker at gøre størst karriere?

Stopper du nogle gange op og overvejer, om dit liv – og din karriere – tager dig i den retning, du ønsker dig? Prioriterer du i overensstemmelse med dine indre værdier? Skriv meget gerne en kommentar…

Besøg Majs egen hjemmeside her.

Om Maj Wismann

Maj er ekspert i intet mindre end kærlighed og parforhold! Hun har egen praksis og er den første parterapeut i Europa, der er gået online med sin viden i form af et e-kursus. Maj bor i en lille fynsk landsby med sin kæreste og to børn.

Skriv en kommentar...

*