Hvad spejler dine børn – om dig?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Dine børn – dit spejl

Har du nogensinde oplevet, at du så på dine børn og bare var ved at springe i luften – over noget, de gjorde eller sagde? Eller har du set på et af dine børn og tænkt, hvordan kan det være, at han eller hun kan få mig helt ud i det røde felt, hvor rationel tænkning, anerkendende forældreskab og girafsprog pludselig synes et land i indre Congo?

Bare sådan helt ærligt – og imellem dig og mig …

Eller er det bare mig, der har oplevet det?

Hvis du nu alligevel kender den slags situationer, så kan det være, at det handler om netop spejling. Altså at det højst sandsynligt er, fordi dit barn spejler dig, dine følelser eller udfordringer lige nu – og dét, du har med i bagagen. Tit og oftest handler det om emner, situationer eller handlemønstre, du helst ikke vil se i øjnene! Jeg siger det ikke for at provokere – det er ganske enkelt en hårdt lært erfaring krydret med læst stof! Og det betyder alverden for balancen og energien i hjemmet …

Spejling og spejlneuroner

Det med spejling er ikke noget nyt, noget hokus-krokus eller på anden vis mungus-fungus. Det handler om, at vores hjernes neuroner spejler sig i andres hjerner i en form for hjernedans. Vores børn opfanger derfor vores ”radiobølger” af hjerneneuroner næsten mere end vi selv, der for længst har glemt at lytte til krop, åndedræt og intuition. De har heller ikke lært udelukkende at tro på vores ord, men spejler i stedet alt dét, som vores kropssprog fortæller. De ser ens mønster med nogle briller, som vi voksne for længst har skiftet ud med et par mere ”moderne” fra Louis Nielsen.

Egentlig på samme måde som dyr – undskyld sammenligningen. Men en hestetræner sagde engang til mig, at heste – ja alle dyr – reagerer på netop alt det vores krop og vores medbragte bagage får os til at gøre, være, fortrænge, skjule og føle. Derfor er ledelsestræning med fx hestekontakt får folk til at forstå, at de ikke kan skjule alting med ord, stivede skjortekraver og et ekstra kursus i lommen.

Den bedste læring – dine børn

Det, jeg forsøger at sige med det her er, at dine og mine børn, med deres adfærd, er de bedste lærermestre, vi sikkert får gennem livet – i at opnå virkelig balance. I os selv. De viser os, hvis vi har for travlt og glemmer at trække vejret længere end til lige nord for halsen. De viser os, hvis vi mangler at tage vores power til os, fordi de så heller ikke kan få gang i deres. De viser os, hvis vi tromler, fordi de enten bliver helt passive eller tromler andre tilbage.

Deres måde at være, tale, reagere, agere, føle og forstå er helt ufatteligt meget påvirket af vores, de nære voksnes, følelser og opførsel. Netop fordi de mærker os, nogle gange i pinefuld grad mere, end vi mærker os selv.

Det, jeg mener, er: I nogle perioder i vores liv oplever vi måske, at der sgu er noget uforståeligt eller udfordrende med det ene eller det andet barn, der bare ikke fung’er. Og at dette måske påvirker resten af familielivet og dermed også arbejdslivet for langt ud? Og at det kan føles langt, langt mere uoverskueligt end rød modellervoks i en ny ynglingsstriksweater? Men så er det højst sandsynligt, fordi der er noget i dit og din partners liv, der allerede har skabt ubalance – før ubalancen slår ud som nældefeber hos dit barn.

Det er ikke fordi jeg skal gøre mig selv til håndtaskepsykolog. Men jeg ved, at det OFTE er sådan det er, fordi jeg har oplevet det gang på gang. Hos mine egne børn, hvor den ældste fik de vildeste tøj-klø-kradse-flip, nærmest før jeg selv indså, hvor stresset et nyt job var for mig. Eller når en venindes børn reagerede som var forældrene midt i en skilsmisse, selv om de ”kun” gik igennem en benhård parforholdsperiode.

Og hvad gør man så

Udfordringen er altid at finde ud af, hvad det egentlig er ved dig, der skaber ubalancen? Hvad det er, det ved i virkeligheden kun du. Og kun du, og måske også din partner, kan gøre noget ved at tage ansvar for situationen, handlingerne, følelserne og bagagen. Og et godt tip er at gøre det, før I udvandrer til Timbuktu – for at komme så langt væk som muligt.

Et godt første skridt er at turde være ærlig overfor sig selv:

  • Hvordan har jeg det egentlig?
  • For travlt?
  • Nærværende? Fraværende?
  • Gentager jeg mønstre fra barndom og opvækst på en uhensigtsmæssig måde?
  • Hvor kommer min vrede fra? Min irritation? Mit servicegen?
  • Hvordan taler jeg til mine børn?
  • Osv.

Det handler om at turde se sig selv i spejlet i badeværelset eller soveværelset – før børnene bliver omvandrende spejle – og måske skaber endnu mere ubalance i dit og deres eget liv. Og det handler om at turde gøre noget ved det, du så ser, føler og mærker – selv om det måske ikke er det fedeste, mest glitrende eller sjoveste. For dermed gør du noget for balancen og energien i hele dit liv.

Hvis balance altså er dét, der gerne vil opnås …

Hvad spejler dit barn i dig? Og hvorfor? Og er du i det hele taget bevidst om det? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside herSe Ninas bog: Den gode barsel her.

OBS: Hvis du interesserer dig for dette emne, kan du godt glæde dig: På søndag (d. 13. november) anmelder KarriereMor.dk Christine Eilvigs populære digitale kursus: Spirituelle værktøjer til forældre – og deres børn. 

 

Om Nina Kirstine Brandt Jacobsen

Daglig leder af rejsebureauet Travelling Heels (kultur- og aktive rejser KUN for kvinder), foredragsholder og forfatter. Ph.d. i samtidshistorie, coach og mor til to. Yogadyrker og hestefan med lille hus i det store Udkantsdanmark.

Skriv en kommentar...

*