Hvad vil du? I bestyrelsen eller kneppes af en fra bestyrelsen?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

I sidste uge havde Lise et fantastisk indlæg med et referat fra et Protocol-undergruppe-netværksmøde. Et indlæg, der skabte en del debat både her på sitet og på Facebook og andre medier! Hvorfor? Fordi den ramte plet! Og provokerede.

Vi kvinder bruger en del timer på at træne, smøre creme ud, tælle kalorier, spise fiskeolie, rette bryn, spise 6 stk grønt – alt sammen for at være mest mulig attraktiv som kvinde – ikke for at være attraktiv som leder, mor, veninde eller søster – men som kvinde. I snit bruger vi 44 minutter per dag på skønhed! Paradoksalt nok, så bliver vi samtidigt pigefornærmede, når mænd så direkte, som i Morten Lunds tilfælde, siger, at de overvejer, om de skal kneppe os eller ej … jamen er det ikke derfor, vi bruger så meget tid foran spejlet?

I foråret 2008 gennemførte min tidligere arbejdsgiver en leadership assessment på virksomhedens topledergruppe. Hvilket er en grundig evaluering af kompetencer, performance og potentiale hos hver enkelte (top-)leder, og som foretages af et eksternt executive search firma (også kaldet headhuntere). Undertegnede var på det tidspunkt ny i topledergruppen, kun 33 år og også en af relativt få kvinder – and guess what, et af de vigtigste feedback punkter til mig var …

… jeg skulle ændre min påklædning!

Jeg var overrasket, fornærmet og vred. Jeg tænkte: ”Det er bare typisk, ingen af mine mandlige kollegaer har fået deres påklædning evaluereret; hvad har mit tøj og udseendende med mine ledelseskompetencer at gøre; hvorfor skal man absolut være en kedelig grå mand for at blive taget seriøs?” Og ja – I kan sikkert selv forestille jer resten – det skal i denne forbindelse bemærkes, at jeg dengang oftest gik klædt i farvestrålende kjoler og høje sko med store smykker og bælter.

Tiden gik, og jeg indså, at de havde ret – som ungt talent kunne jeg gå klædt, som jeg ville, men ikke som (top-)leder. Det havde intet med køn, men med position at gøre. Det var jo netop ikke mit tøj og udseende, men ledelsesmæssige kompetencer, der skulle i fokus – og det er svært for omgivelserne, når man er klædt i pink fra top-til-tå. Min påklædning tog fokus væk fra mine kompetencer, og jeg fik netop sat køn og ikke faglighed i fokus, hvilket jo ikke var det, jeg ville, men hvilket var et uundgåeligt resultat af min påklædning.

I dag er jeg konsekvent klædt i sort, mørkeblåt og hvidt og med håret i en stram Ritt-knold – en gang imellem flipper jeg ud med et par røde stiletter, men that’s it. Jeg vil nemlig gerne i bestyrelsen og ikke kneppes af en fra bestyrelsen.  Så direkte kan det siges – og jeg tror ikke på ’både-og’ i denne forbindelse – i hvert fald ikke, førend man er over 50.

De samme regler gælder nemlig også for mændene. Jeg vil gerne punktere myten om det mandlige casanova-bestyrelsesmedlem. Den moderne mandlige topdirektør/ bestyrelsesmedlem i Danmark i år 2011, er gift, har 2-4 børn og et aktivt familieliv. Han henter og bringer godt nok (stadig) ikke sine børn i daginstitutionen og tager (endnu) ikke barsel, men de prioriterer børn og familie højt. De er ikke deres hustru utro (i hvert fald ikke på arbejdspladsen) – det har de ganske enkelt ikke tid til, og det sender helt forkerte signaler til bestyrelse, aktionærer, medarbejdere og øvrige stakeholders. Jeg kan ikke forestille mig en bestyrelse, der udnævner en casanova som CEO i en større dansk virksomhed. Det er ganske enkelt ikke den ønskede profil.

Jeg kender desværre til en del mænd på de øvre mellemlederniveauer, der stadig får lov til at bolle til højre og venstre uden at det får konsekvenser – men jeg trøster mig med at vide, at de aldrig kommer det sidst skridt op ad karriererangstigen. Og jeg tænker, at vi må kunne bruge det som en fordel, at der på tidlige tidspunkter i vores karriere stilles ’toplederkrav’ til os – det burde ruste os til en fremtid i bestyrelsen og hjælpe os med at undgå en lang række faldgrubber på vejen.  Så hvad vil du? I bestyrelsen eller kneppes af en fra bestyrelsen – valget er (også) dit!

Hvad mener du? Kan man ikke blive taget seriøst, hvis man klæder sig farvestrålende? Gør de samme regler sig gældende for både mænd og kvinder? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Om Marianne Dahl Steensen

Direktør for Codans privatforretning i Danmark; tidligere Vicedirektør hos TDC og bestyrelseserfaring fra Netdesign A/S og TDC Mobil. Aktiv medlem af 'Women on Boards', 'Women of Influence' og 'LeaderLab network'. Gift og mor til tvillinger (2009).

Kommentarer

  1. Lykke Møller Kristensen skriver:

    Fantastisk indlæg bygget på den vigtige personlige erfaring og reflektion.
    Det er dybt interessant som du trækker en streg i sandet og slår ud med armene og siger: Sådan er det!

  2. Maria Becher Trier skriver:

    Tror du har helt ret! Og sådan er det bare. Det er lettere at få respekt, når man toner påklædningen ned. Selv om det er møgkedeligt – så tror jeg vejen frem bliver mindre bumpet i jakkesæt.

  3. Gitte K skriver:

    Interessant læsning og modigt skrevet. Har gjort mig samme erfaringer. Det er dog ikke noget, særlig mange er vilde med at høre – for ‘vi vil bevare retten til at gå klædt som vi har lyst til bla bla’ … Det handler ikke om retten til at klæde sig som man har lyst til, men om at practise what you preach. Ren markedsføring. Som man råber i skoven, får man svar.

    Hvis man tager et kig hen over de kvinder, der har været eller er blandt verdens mest magtfulde, så er det ikke deres smukke kjoler, høje hæle og langt udslået hår, man husker dem for. Nærmest tværtimod. Fx Angela Merkel, Madeleine Allbright, Margaret Thatcher …

    Tværtimod kan udseendet eller accessories stå i vejen – jeg nævner bare statsministerens øgenavn Gucci-Helle. Det har forfulgt hende i årevis og blev støvet af i aviser over hele verden, da hun blev statsminister.

    Hun ved det, og jeg er sikker på, at hun er ærgerlig over det – derfor ser man hende sjældent længere med en taske. Det er helt bevidst, at hun lægger afstand til taskerne, for den sk**e taske har taget alt for meget opmærksomhed fra det hun siger og gør. Det er hun simpelthen ikke interesseret i.

    • Jeg oplever stadig at Helle bruger sine tasker ( den røde Gucci taske var med til topmøde for et par uger siden ) og det skal hun da også!.

      Jeg tror ikke at Gucci-Helle tilnavnet er klistret på på grund af at hun er kvinde og bevæger sig i toppen af magten. Men mere at hun er socialdemokrat og i nogles øjne sender et forkert signal med meget dyre tasker.

      Og så vidt jeg husker er Margaret Thatcher da vidst også kendt for sin håndtaske ;-)

      • Gitte K skriver:

        …. men der er jo ingen, der kalder en mand for Kenzo-Lars, fordi han er vild med Kenzo slips, vel?

  4. Anne Thomsen skriver:

    Stof til eftertanke og debat – personligt fungerer jeg til dagligt i relativt mandsdominerede arbejdssammenhænge, og har gjort mig samme erfaringer, men nok ikke været så bevidst om det.
    Tak fordi du satte ord på!

  5. Først, rigtig god overskrift, som sikkert har fået mange til at læse det meget aktuelle indlæg.

    I min egenskab af stylist og personlig rådgiver for fx kvinder der vil frem i dansk erhvervsliv og politikere, er det et emne der altid er til diskussion.
    Og du kan, hvis du vil være stensikker på ikke at “støje” visuelt gøre som Marianne Dahl Steensen, klæde dig i tilknappet sort, hvidt og gråt med Ritt knold.

    Men det behøver altså ikke at være enten eller. Du kan sagtens få lidt mere personlighed ind i din påklædning og samtidig få dit budskab troværdigt frem, der skal rent faktisk ikke så meget til som de fleste tror.

    Et par eksempler på damer der har gennemslagskraft og bevaret den personlig stil (og nok ikke bliver kneppet af bestyrelsen) er; Magrethe Vestager, Soulaima Gourani (som jeg har set optræde meget powerfuldt i silkekjole og sylehøje stiletter) og Gun Britt.

    Jeg mener at du mister en vigtig flig af din gennemslagskraft hvis du ikke er tro mod hvem du er i din påklædning.
    Det kan meget vel være at du ikke skal komme i pink fra top til tå til bestyrelsesmøde med 20 habit klædte (gamle) mænd, men det betyder ikke at du behøver at ligne Margaret Thatcher for at holde fokus på dit budskab.

    Pointen er, at det ikke er enten heller men sagtens kan være både/og – det handler om troværdig balance.

    • Susanne skriver:

      Hvor fedt at du kommer på banen her, Tini! :-)

      Det her emne er meget interessant og relevant for mig… Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at man måske ikke kan sammenligne en foredragsholder (Soulaima Gourani), en frisør, som har skabt sig et stærkt brand, og en offentlig politiker med en topleder i dansk erhvervsliv… Det er alle eksempler på personer, der spiller på deres personlige brands (og kompetencer selvfølgelig) over for offentligheden. Marianne er jo topleder inden for dansk erhvervsliv, og bestyrelsesmøderne foregår bag lukkede døre – uden adgang for offentligheden… Gør det ikke en meget stor forskel?

      Jeg er meget spændt på dit svar, da jeg selv snart kommer i en position, der gør disse overvejelser aldeles aktuelle for mig! Jeg klæder mig i dag farverigt men synes selv at jeg udtrykker både seriøsitet og power. Jeg ville nødig undvære kulør på påklædningen men hører ofte argumenter som dem, Marianne så fint kommunikerer i sin artikel… Jeg havde aldrig troet at overvejelser om påklædning på jobbet ville komme til at fylde så meget for mig :-)

      • Mit overordnet svar er at jeg 100% mener at du kan bevare din personlige stil (og farver) og samtidig have professionel gennemslagskraft.

        Så kan der være situationer hvor man skuer op og ned for “blusset” for at møde folk i øjenhøjde.

        • Gitte K skriver:

          Fuldstændig enig – super pointe. Indrømmet, jeg udtaler mig kun på baggrund fra ‘kontorverdenen’, hvor det typisk er assistenterne, der går med løst hår, flagrende korte kjoler, blomstret feminint tøj etc., mens ledere og mellemledere er mere “kedelige”/’seriøse’ i tøjet.

          Det betyder dog ikke, at stilen ikke er personlig. Der er masser af muligheder for at se seriøs ud og samtidig have en personlig stil. Det er faktisk alfa og omega, mener jeg – så man står ud fra mængden og ikke bare er ‘another suit’!

          Gitte K

  6. Eva Holmark skriver:

    Hvor fedt at der sættes ord på! Jeg har igennem tiderne set så mange kvinder have utroligt svært ved at trænge igennem med deres budskaber fordi deres påklædning kom i vejen. Når der er udsigt til både barm og bh, så skal der kæmpes for at blive opfattet som seriøs og det gælder uanset om modtageren er m eller k. Jeg tror ikke det så meget er et spørgsmål om farver eller ej, men mere om at “sexede” signaler giver grums i kommunikationen.

  7. Præcis…. lad være med at gå sexet og udfordrende klædt hvis du vil tages seriøst business wise – når det så er sagt så er der altså mange muligheder mellem Anni Fønsby og Andrea Merkel modellen.

    • ANKELA MERKEL, sider jeg bare …

    • Gitte K skriver:

      Netop det lærte jeg på den hårde måde, da jeg var meget ung og mit tidligere firma inviterede os alle på en uges charterferie. Det var umuligt ikke at vise sig i bikini for kolleger og særligt sælgerne. Og dét kostede meget mere af min seriøsitet end jeg havde regnet med. Mens det var gratis for mændene at drøne rundt i Speedos – !

      I resten af min tid i det firma fik jeg kommentarer til min pink bikini (som ellers var købt til lejligheden fordi jeg ønskede en mere dækkende bikini til lejligheden). Så fik jeg lært det på den hårde måde!

      Gitte K

  8. God artikel, Marianne! :-)

    Jeg er enig i, at man altid bør have kontekst en mente i forhold til sin påklædning. Der er jo også normer for, hvad man kan tillade sig at have på til en begravelse, et bryllup mm. Og inden for de rammer og normer, er der relativt vidde grænser for, hvad man kan have på – men der er dog nogle grænser…

    Jeg er lidt overrasket over, at du (Marianne) skriver, at du højst pepper den farveløse påklædning op med et par røde stiletter – og kun hvis du ”skejer ud”. Jeg har nemlig altid tænkt, som Tini også skriver, at man sagtens kan bevare farverne uden at det fjerner fokus fra ens kompetencer. Selvfølgelig ikke ved at gå klædt i pink (eller en anden pangfarve) fra top til tå i et kontekst, hvor dette ville være en stærk overtrædelse af de gængse normer.

    Men er der ikke en middelvej? Ville det fjerne fokus fra dine kompetencer, hvis du – udover et par røde stiletter – også tog en matchende rød skjorte e.l. på (evt. under den grå eller sorte habitjakke)? Det overrasker mig, hvis det virkelig er SÅ sort/hvid (bogstaveligt talt).

  9. Supergodt indlæg, Marianne. Jeg har også i de unge år forsvaret rette til at kvinder da kan og skal klæde sig, som de vil – og det skal de da heldigvis stadig. Dog er jeg blevet meget mere bevidst omkring begrebet “seriøsitet” i hele min optræden efter jeg er blevet lidt ældre: Påklædning, talemåde, pausetemaer til diskussion osv.

    Jeg fortalte engang en vits, der var langt under bæltestedet i en vin-pause til et aftenseminar, hvor jeg var den eneste kvinde. Behøver jeg at sige, at jeg var stemplet resten af tiden? Først troede jeg,det var fordi jeg var kvinde, og “hvis jeg havde været en mand, havde de alle reageret anderledes” osv… Indtil det gik op for mig, at ingen af mændene havde fortalt sjofle vitser i den sammenhæng og gruppekonstellation. Det var lidt af en eye-opener.

    Jeg vil da give Bente ret i, at man sikkert godt kan finde et stykke tøj på farveskalaen som både er seriøst og passende uden at være sort eller hvidt, men som tendens har du ret, Marianne. Jeg vil helt klart hellere se ud som om, jeg gerne vil i bestyrelsen…

  10. Det er et yderst interessant emne og en rigtig god debat.

    Nu har jeg aldrig siddet i en bestyrelse men har dog haft min gang på direktionsgange og jeg mener heller ikke at det er helt så sort/hvidt.

    Det er klart at kvinder der vælger den lyserøde model fra top til tå, med dybe nedringninger og en masse støj, får et problem med at få deres seriøse budskaber igennem. Men som Tini også skriver, er der jo et stykke vej fra den model til den helt sorte/mørkeblå tilknappede model.

    Jeg har hørt flere mænd udtrykke beklagelse over at kvinderne vælger at blive “mænd” i deres påklædning, og det er vel at mærke mænd som jeg opfatter som ret fornuftige og ikke siger det fordi de hellere vil sidde og glo langt ned i en kavalergang.

    Når vi kigger på mændene er der også sket en udvikling i deres “uniform” fra den sorte klassiske, til den mere farvestrålende i form af skjorter og slips. Så jeg tror simpelthen ikke på at det handler om farver eller former, men i højere grad om at matche sin personlighed OG naturligvis sikre sig at påklædningen ikke støjer for budskabet.

  11. Hans Ross skriver:

    Hej kvinder
    I min unge år blev jeg uddannet i en ellers mandsdomineret branche. Min chef var en kvinde. Voksen og dybt respekteret. Åben og knivskarp ærlig i sin kommunikation. Vi “elskede” hende og respekterede hende. Hun udstrålede autoritet – og succes. Faktisk var hun ikke smuk men flot, vi så hende som en leder. Hendes attitude var en leders, i en krævende branche . Vi tvivlede ikke et sekund på hendes faglige egenskaber.
    Hendes mand (medejer og direktør i firmaet)var utro med en kundes kone!. Vores chef samlede os alle i virksomheden og forelagde situationen – og meddelte sin personlige beslutning : Vil skilles, manden er fyret, tager mit ungpige navn og jeg fordele opgaverne til Jer efter min ex- mand. Der er var ikke én der ikke loyalt tog ansvar og støttede.
    Hun var chef !(uanset køn, og al den tøj snak…) I øvrigt var hun sej og kørte dengang Bentley… Vi var stolte af hende – og den dag i dag har jeg kontakt til hendes voksne børnebørn…. (jeg er 72). Hun fik mit til at søge officerskolen (nærmest krav) . Jeg blev selv direktør som 33 år. Mange af hendes tanker tog jeg med i mit lederskab – og fik succes.

Skriv en kommentar...

*