- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

Kammer … hva’ for en tone?

Fuck mand!

”Spasser, narkoman, lortepik … ha ha ha.” Det lille lyshårede hoved, vi havde lånt med hjem fra skolen, sparede så absolut ikke på krudtet! Ja, kl. 15 bollen og mælken var knap sunket, før en ordstrøm sortere end vandet i min håndvask, når jeg kommer fra haven med jordfingre, syntes at vælte ud af den lille yndige mund.

”Pisselort, møgbanan, fuck …” Ja min egen lyshårede med de store blå øjne stemte i, og lod til at have fundet al den kraft i stemmen, som hendes skolelærer ellers påstod, hun manglede i timerne! Det hele efterfulgt af en kåd latter.

”Stop lige engang!” hørte jeg mig selv sige højt og autoritativt, men mest rystet, mens min mand tilsyneladende helt havde mistet mælet. Til trods for, at han endda er fra den del af Danmark, hvor stenbro, sundbytøser og Istedgade indarbejder en helt særlig rummelighed overfor ord. Akut stod jeg og manglede den der automat, hvor man kan trække en omgang generthed, pli eller bare en omgang kammertone! Men hvor køber man sådan en – og måske er den slags automater udsolgt eller erstattet med en apps på smart-phonen, der udelukkende indeholder bandeordssynonymer?

Min datter går i 2. klasse. Og veninden ligeså. Talte jeg også selv sådan dengang jeg gik i 2. klasse? Jeg mener faktisk ikke, at min datter har hverken strutskørter eller den type bandeord fra mig! Men hvad handler det her så om? For moderne børn skal vel ikke bare dominere al social sammenkomst – pga. et sprog, der risikerer at skubbe hele den sort-hvidebalance i et årtusinde gammelt yin-yan tegn?

Kammertonen?

Mange af vores børn er små voksne – i tone og krav til verden, de materielle goder og til hinanden. Men det er dog ikke, fordi de er fuldt bevidste om betydningen af det, de gør eller de grimme ord, de bruger. Veninden og min førstefødte vidste faktisk slet ikke, hvad ordene narkoman og spasser egentlig betød! Min havde hørt dem fra veninden, der havde hørt dem fra storesøsteren – som aldrig var stoppet op og havde forklaret sig. Og måske er det en af vores grundlæggende udfordringer i dag – at vi som ”de store” eller ”de kloge” glemmer at stoppe op og forklare ordene, begreberne, betydningerne og konsekvenserne. Vi glemmer at ord skaber billeder, og at billeder skaber forventninger og virkeligheder.

Jamen, skal alle ord sættes i kategori – og nogle sættes i skammekrogen? Nej, tænkte jeg, ord skal ikke censureres bare for censurens skyld. Eller ”fordi mor siger det!”. Ord skal leges med og nyfortolkes og gøres levende. Det skal de, fordi det skaber mangfoldighed, farverigdom, mening og form; fordi det kan skabe nye blomster i vores fantasi. Tænk på H.C. Andersen, på Allende og på alle de forfattere, der med deres ord skaber hele verdener inde i vores hoveder og maver! Legen med ord er en del af at vokse op, at definere sig i mødet med verden og de andre vs. en selv.

Men hvad gør jeg så, hvis jeg egentlig gerne vil have lidt kammertone i mit hjem? Og gerne vil kunne sende min poder ud i verden – uden at give dem honning under tungen, karameller mellem tænderne eller gaffatape over munden?

Sender jeg dem på kostskole i Schweiz?

Venlighed og en lille pause – tak

Det tror jeg ikke! Selv om det unægtelig ville gøre mange ting nemmere … (ja, undskyld ærligheden). Men så ville det også efterlade et krater i mit hjerte, der kunne give enhver jordskælvsspecialist grå hår på hovedet og slå enhver Richterskalarekord! Så den vej er lige som ude af verden.

Jeg kunne græmmes; tænke at alle de andres børn opfører sig meget pænere (=taler pænere) end mine? Men det ved jeg er en løgn og derfor ikke værd at bruge energi på. Jeg kunne skælde ud og gøre kroppen bister: men det virker så absolut ikke befordrende på nogen tone – har jeg konstateret. Ja, jeg kunne gøre mange ting, der bare ikke ville bringe mig specielt tættere på mit mål … Hov hør, hvad er egentlig mit mål? Jo tak, at få dem til at holde op med at sige fuck-lort-pik og brække sig af grin over det! Men hvad vil jeg egentlig gerne have dem til i stedet – og hvordan?

Så var det, jeg stoppede op, greb fat i mine egne ord, min egen værktøjskasse og tænkte; jeg vil gerne have børn, der leger med ordene og prøver dem af, men som også ved, hvad de betyder og HVAD DE GØR VED ANDRE! Jeg vil med andre ord gerne have, at de udviser omhu med deres ord og ordvalg. Og jeg vil gerne have, at de lærer at gøre det selv – indføre kammertonen. Når de i et passende omfang har prøvet de mindre skønne ord af og bevæget sig videre. Hvordan gør jeg så det på en positiv måde?

Jeg greb efter Jes Bertelsens sidste lille bog om frihed. Og jeg fiskede især efter hans begreb PAUSEN. For måske var det på tide at stoppe op, holde en lille pause med mine børn og lære dem de smukke ord, de smukke udsigter, de ting der er at være taknemmelig for; ords magt og den virkelighed, de hver især er med til at skabe omkring sig via deres udsyn, indsyn, ordvalg og valg i det hele taget. At mennesker har et ansvar – også som 8-årige, på det plan de nu kan forholde sig til det – for at skabe venlighed og en behagelig pause. At jeg har et ansvar for at være en sproglig rollemodel – og for at de kender min grænse for, hvilke ord der ikke hører hjemme i mit hjem?

Så det vil jeg – genindføre pausen; med bollen og glasset med mælk, hvor vi taler om ordene og leger positivt med dem – og får at vide, hvad de betyder!

Kan du genkende noget af ovenstående? Hvordan reagerer du? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her [1]Se Ninas bog: Den gode barsel her [2].