Skal jeg eje stilheden? Eller turde at fylde den ud?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg vender i denne uge igen tilbage til Lises fantastiske indlæg for nu 3 uger siden. Et indlæg, der bliver ved med at give mig stof til eftertanke … og i denne omgang lige så meget Morten Lunds reaktion herpå som selve indlægget. Hold da kæft hvor var det sjovt!

Men han har en vigtig pointe – vi kvinder snakker, og vi snakker alt alt for meget – i hvert fald til mændenes smag! Jeg vedkender mig, at jeg endda er i den tunge ende af snakke-skalaen. Jeg taler alt for ofte, før jeg tænker – og jeg tænker faktisk allerbedst, mens jeg taler. Så ja, det er slemt …

I de sidste par måneder er det begyndt at gå op for mig, hvor ukomfortable mænd reelt er hermed – de bliver utrygge af al vores snak. De tvivler på, om de kan stole på os, kan have tillid til os, eller om vi udbasunerer det hele – hvilket er af yderste vigtighed for dem, at vi ikke gør. Sidstnævnte har jeg ikke forstået hvorfor er så vigtigt, men jeg har dog efterhånden forstået så meget, at jeg ved, at det er sådan, det er. De er hunderæd for al vores snak.

Tidligere har jeg i en række samarbejdssituationer været ved at gå op i limningen over mandlige kollegaer og mandlige chefers manglende kommunikation. Der er i bund og grund ikke noget værre, man kan udsætte mig for (og jeg tror, at mange kvinder har det på samme måde) end ikke at kommunikere til og med mig. Kommunikation, dels i form af objektiv videregivelse af information og dels i form af personlige refleksioner herover, er af afgørende vigtighed for min motivation og performance (og igen tror jeg at jeg her har skæbnefællesskab med rigtigt mange kvinder).

Jeg havde engang en chef – som ALDRIG informerede udover on a need to know basis – hans grundholdning var, at det, der ikke direkte vedrørte min funktion, det skulle jeg ikke have information om – det ville blot forstyrre mig og aflede min opmærksomhed på det essentielle i mit job. Jeg søgte derfor andre veje til information (og fik den – det er jo noget vi kvinder er gode til), hvilket førte til en konfrontation mellem os – hvor han direkte bad mig holde op med at søge information. Jeg hadede den filosofi – og forstod den ej heller.

Senere havde jeg en chef, som sagde, at mit største udviklingsområde var, ’at jeg skulle lære at eje stilheden’. I såvel ledergrupper, til forhandlinger som i alle andre professionelle sammenhænge er det vigtigt at være tilbageholdende, ikke at give for direkte og for tidligt udtryk for sine holdninger. Det kan vel bedst sammenlignes med et pokerspil.

Et godt eksempel herpå er et budgetmøde; der er altid et gap på x millioner i en sådan proces, og det er typisk den, der i længst tid undlader at sige noget – som slipper for at få de x millioner på sit budget – ganske enkelt idet han/hun herved undgår opmærksomhed på såvel muligheder som trusler i hans/hendes forretningsområde.

I Nordeuropa foretrækker vi den tavse type til ledende stillinger. En person, som afventer, at de øvrige aktører i et møde eller til en forhandling har tilkendegivet deres position, førend de selv tager ordet. En person, der foretrækker først at gå ind i en dialog, når øvrige aktører har givet deres holdninger tilkende – dels for ledelsesmæssigt at give plads til medarbejderne og dels for rent forhandlingsteknisk at stå stærkest muligt, hvilket man jo netop gør – nå alle de øvrige ’’spillere’’ har vist deres kort. Det genfindes også i talemåder som ’tale er sølv, men tavshed er guld’, ’den, der ler sidst, ler bedst’ og ’den, der lever stille, lever godt’ – vi har en kulturel bias til fordel for den tavse type. Der typisk opfattes som stærkere, mere intelligente og mere reflekterede end de mere talende.

Så min gamle chef havde ret. Jeg har meget at arbejde med i relation til kommunikationsstil – hvis jeg vil begå mig på direktionsgangene, men hold da op hvor er det svært – ja nærmest naturstridigt.

En række undersøgelser påpeger, at kvinder bruger mere end dobbelt så mange ord per dag end mænd. Der er endda undersøgelser, der peger på, at det er op imod 3 gange så mange ord per dag. Det er således en nærmest naturstridig situation, som kvinde at skulle eje stilheden i et mandsdomineret miljø.

Jeg er samtidig i stigende grad præget af tvivl – skal jeg ændre kommunikationsstil eller ej? Der er ingen tvivl om at langt de fleste nuværende (mandlige) topchefer benytter ’pokerspiller’ kommunikationsstilen – hvor de behændigt undgår at blotte sig førend de øvrige ’spillere’ har blottet sig – så dermed er konklusionen jo, at jeg også må tillære mig denne kommunikationsform – man kan ikke få et større ansvar, hvis de personer, som skal give dig dette ansvar, bliver utrygge og mister tillid til dig – fordi du taler for meget, for hurtigt, for højt.

Modsat så kan jeg ikke lade være med at tænke, om vi ikke står over for et paradigmeskifte, et behov for ledere, der tør have en holdning, der tør ’bekende kulør’, tør tage en chance og bruge sig selv – ja – endda at blotte sig selv. Personer, der tør være ærlige og sårbare, kunne måske være mindst lige så gode topledere i fremtiden? Jeg tænker, at medarbejderne jo generelt efterspørger tydelig kommunikation og dialog – og det samme gør markederne i stigende grad – hele finanskrisen udspringer (blandet andet) af en manglende transparens.

Så jeg tænker – skal jeg virkelig lære at eje stilheden? Eller skal jeg netop turde at fylde den ud? Eller er det som med så meget andet et spørgsmål om at kunne begge dele – både den klassiske maskuline poker-kommunikationsform og den feminine mere voluminøse kommunikationsform.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at mænd har meget lidt respekt for os, når vi ’snakker’ … og Morten Lunds reaktion var en god reminder om, hvor frygteligt uprofessionelt de synes, vi er – når vi alt for åbent og ærligt videregiver information og kommunikerer holdninger.

Så min holdning lige her og nu er nok, at vejen til en toppost er brolagt med pokerkommunikation (det er jo mænd, der skal ansætte en i de jobs, der ligger på vejen til en toppost), men at man skal mestre den feminine mere voluminøse kommunikationsform for at blive en god CEO i fremtiden!

Hvad tror du? Jeg glæder mig til jeres input på emnet.

Om Marianne Dahl Steensen

Direktør for Codans privatforretning i Danmark; tidligere Vicedirektør hos TDC og bestyrelseserfaring fra Netdesign A/S og TDC Mobil. Aktiv medlem af 'Women on Boards', 'Women of Influence' og 'LeaderLab network'. Gift og mor til tvillinger (2009).

Kommentarer

  1. Lise Borgstrøm Henriksen skriver:

    Det er et svært dilemma du sætter op. For på den ene side – det er jo meget godt, at du har afluret spillet og ved hvad du skal gøre for at spille det på “den korrekte måde”. På den anden side – hvad nu hvis du kunne være med til at ændre spillet lidt – så det blev et spil der ikke stred mod din (og sikkert rigtig mange andres) natur?

    Det er da også super skizofrent hele tiden at skulle tilpasse sig de normer og vaner som andre opfatter som værende de rigtige. Det kræver masser af metal energi at skulle passe ind og den energi kunne du (og alle andre der per natur er snakkende) godt bruge bedre, end til at tilpasse os.

    På det helt personlige plan – jeg har det på præcis samme måde som dig. Tænker når jeg taler. Har brug for snak og inputs og jeg fatter egentlig heller ikke den der tilbagholdenhed som nogle mænd udviser ifht at kommunikere. Der kommer jo ofte en hel masse godt ud af kommunikation. Videndeling, bedre projekter, løsninger osv. Det her med at holde på sit eget er på mange områder super old-school. Se bare på de mange open source løsningerne som vinder mere og mere frem – her deler alle gladeligt alt muligt med alle mulige :-)

  2. Tak for nogle interessante betragtninger og input.

    For mig at se består forskellen i om man er ekstrovert er introvert – mere end det handler om mænd og kvinder. Når det er sagt er der en lille overvægt af ekstroverte kvinder (og kvinder har ofte omfattende træning i at snakke med veninderne), så på den måde kan jeg sagtens følge billedet af at “kvinder snakker” (er selv ekstrovert).

    Mht. om det er en fordel eller en ulempe rent karrieremæssigt, så afhænger det vel af hvem man skal samarbejde med og evt. være chef for? Som dygtig leder skal man jo kunne målrette sin kommunikation til den enkeltes behov/præferencer. Dvs. uanset om man er mand eller kvinde, skal man kunne håndtere både ekstroverte og introverte medarbejdere.

    Jeg tænker derfor at kvinder må have en karrieremæssig fordel, hvis vi bruger intuition til at fornemme hvilken kommunikationsstil vi skal benytte i enhver situation – og bruger vores snakketøj til at kommunikere hvad vi har brug for fra omverdenen. F.eks. hvis vi har brug for at få taletid, for at kunne finde frem til den optimale løsning. Min erfaring er at tricket er at fortælle hvad (f.eks.) chefen/gruppen/kollegaerne får ud af at lægge ører til… måske en “mere gennemtænkt og langtidsholdbar løsning”?

    Mange hilsner
    Jannie

Skriv en kommentar...

*