Smil du er PÅ…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Ægte nærvær er =  stjernestunder. Og hvem vil ikke have flest mulige af dem med sine børn? Men hvad ligger der lige i at være nærværende? Kan 10 mødre med 58 børn have ret? Og hvad siger videnskaben om nærværets hemmelighed?

Kender du det?

De fleste af os har vel taget os selv i drømmende at stirre ind i det knitrende bål – glemme tid og sted og bare være bevidst nærværende i nuet. At betragte en glødende solnedgang og være fuldt tilstede med alle sanser. Øjeblikke hvor tiden står stille og tanker og følelser glider frit igennem sindet.

Den gode nyhed er, at det ikke bare er en tilstand, vi behøver at opleve i glimt af og til. Men vi kan øve os i at være i nuet. Det kan trænes som en muskel!

Storfamiliemødrenes hemmelighed

”For mig har det været en nøgle at ændre tilstand. Jeg har mærket, at så snart jeg bliver stresset, så fungerer tingene ikke. At kunne trække vejret dybt…og så bare finde min sindsro. Det har jeg gjort helt fra de var små…” Sådan lød det fra en mor til ni, en af de 10 mødre med tilsammen 58 børn, der deltog i forskningsinterviews i forbindelse med min nye bog.

Men det var ikke bare hendes hemmelighed. Det gik som en rød tråd gennem interviewene, at netop nærværet var det største udfordring som mor til mange – men også selve nøglen! Både i forhold til ikke selv at blive stresset og til at nå hele vejen rundt til alle børnenes følelsesmæssige behov.

Under luppen

Det vakte i den grad min nysgerrighed, at jeg forfulgte sammenhængen mellem bevidst nærvær i nuet og det moderne moderskab i mit speciale ”Mindful Mum”.  Der er i dag stor interesse for forskning i mindfulness, som jeg har endevendt – og kort fortalt er der virkelig noget om snakken.

Når du er bevidst nærværende i nuet, reduceres dit stressniveau markant med det samme – dit krop zapper simpelthen fra det sympatiske til det parasympatiske nervesystem – så du går fra stress til afslapning. Havde man skannet din hjerne, ville der også ses øget aktivitet i de områder der har med beslutningstagning, opmærksomhed samt integration af motivation og motorisk kontrol at gøre.

Efter bare otte uger med øvelser i bevidst nærvær en halv time om dagen, ser man varige ændringer i selve hjernen! De områder, der bliver aktiveret, når du øver dig i bevidst nærvær vokser. Der dannes nye hjerneceller på disse områder. Man kan sige, at det går fra at være stier til motorveje. Det bliver lettere og lettere for dig at logge ind i det bevidste nærvær i nuet.

Wauw-effekt

Det måske allermest spændende er, hvad bevidst nærvær i nuet kan gøre for din måde at håndtere tanker og følelser på. Der sker nemlig noget afgørende med din tilgang både til dig selv og andre mennesker ved dette her.

Når du bliver mere nærværende, får du dels en ny måde at forholde dig til dine tanker og følelser på i situationerne. Du bliver mere fleksibel og robust under stress. Og ikke mindst sker der det fascinerende, at når du bliver bedre til at tune ind på dig selv – bliver du også bedre til at tune ind på andre.

Du får simpelthen en stærkere empati og evne til at læse den andens intention. Som mor er det en fantastisk vigtig evne – der blandt andet betyder meget for vores børns selvværd. Med sin kvindelige intuition havde mødrene fundet nærværets nøgle – som forskerne mere og mere får øjnene op for.  Er den også blevet din?

Ugens stress-killer

  • Tag 10 dybe indåndinger
  • Mærk dine fødder mod gulvet
  • Vær åben med alle dine sanser
  • Betragt dine tanker og følelser
  • Accepter situationen og hvordan du har det
  • Husk at du ikke ER dine tanker og følelser, men at du HAR dem
  • Vend igen og igen tilbage til denne tilstand

Psst!

Lad dig ikke afskrække af, at det kan være lidt uvant i starten. Du kan føle en vis rastløshed eller irritation i begyndelsen. Men bare rolig. Du kommer til at blive vild med det! Så bliv ved! Dine børn vil elske dig for det.

Har du selv oplevet situationer, hvor nærværet har været en nøgle? Eller omvendt – hvor du tænker, nærværet vil gøre en forskel? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Evas egen hjemmeside herSe Evas bog, DrømmemorEffekten, her.

Om Eva Andrea Ditlefsen

Eva er PB i ernæring og sundhed, familiecoach og selv mor til 4. Hun er forfatter til 'DrømmemorEffekten' (2011) og holder foredrag, kurser og seminarer om den positive effekt nærvær og autencitet har for moderne mødre og vores børns udvikling og trivsel.

Skriv en kommentar...

*