Taber du også til dine børn?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Forleden dag var jeg lige ved at tabe kæben! Jeg skulle hente noget på min 4-årige søns værelse – og opdagede, at han selv havde lagt bogstaverne i alfabetet i rigtig rækkefølge. Jeg var imponeret. Og målløs.

Jeg havde et stykke tid været på udkig efter en god og pædagogisk plakat med alfabetet, da Silas (min søn) er begyndt at gå op i bogstaverne – så jeg vidste, at han er klar til at lære mere. Så fandt jeg Pixi-alfabetet, som er et – synes jeg – absolut genialt koncept!

Pixi-alfabetet indeholder 28 Pixi-bøger med 28 historier fra A-Å; hver historie sætter fokus på et bestemt bogstav i alfabetet. Med bøgerne følger en plastlomme, man kan sætte bøgerne i og hænge op på væggen som en alfabet-plakat.

Forleden dag, hvor Silas og jeg sad og legede på hans værelse, så jeg, at han havde byttet rundt på rækkefølgen på adskillige af bøgerne. Jeg spurgte ham, om vi sammen skulle sætte bøgerne i de “rigtige” lommer. Det sagde han nej til – og så talte vi ikke mere om det. Men senere samme dag havde han så selv sat dem rigtigt! Uden min hjælp, og uden noget at kigge efter! Det skal siges, at han kun lige er blevet fire (sidste måned), og at han ikke har haft plakaten oppe mere end halvanden uge.

Klik her for at læse mere om Pixi-alfabetet

”Wauw, hvor vildt!” tænkte jeg. Og faktisk giver børn tit anledning til, at vi voksne tænker sådan. Hvis du har spillet vendespil (eller memory-spil – kært barn har som bekendt mange navne) med mindre børn, har du sikkert oplevet, at de – gang på gang – vinder stort over dig…på trods af at de ikke virker specielt koncentrerede, og at du derimod er meget koncentreret og måske endda forsøger at opfinde ”systemer” til at huske kortenes placering.

Dette skyldes ganske enkelt, at børn er mere til stede i nuet, end vi voksne er. De har (endnu) ikke udviklet et tankefilter, der hele tiden beskriver verden – de er der bare. Når man er barn, er man i virkeligheden; på et tidspunkt begynder vi at tænke over virkeligheden og fortolke den i stedet for ”bare” at være i den. Vi udvikler en trang til at forstå ting i stedet for bare at opleve dem. Det er en neurologisk automatisk funktion – følelser er fx også en fortolkning af virkeligheden.

Et eksempel kunne være: Vi kommer til en fest og bliver præsenteret for en masse mennesker. Vi tænker, at vi nok ikke kan huske alle de navne. Vi er altså ikke tilstede – vi er i vores tankeverden. Derfor kan vi ikke huske alle de navne (hvilket i mange tilfælde ikke engang er rigtigt – for vi hørte dem ikke til at starte med…)

Et andet – og mere konkret eksempel fra mit eget liv – er min kære mor. Hun er – i visse situationer – ofte et helt andet sted i tankerne, hvis/når jeg fortæller hende om et bestemt projekt, kursus eller noget helt tredje, som hun interesseret har spurgt ind til. Hun vil virkelig gerne høre om det, fordi hun interesserer sig for min gøren og laden. Men hvis det handler om noget, hvor hun ikke føler, hun har nogen viden eller referenceramme, mister hun lynhurtigt koncentrationen. Så kan hun pludselig bryde ind med et spørgsmål, som vedrører noget HELT andet (et eksempel: ”Kan du ikke lige skrive de der datoer ned, du spurgte, om jeg kan passe Silas?” mens jeg fx taler om et nyt koncept, jeg er ved at rulle ud). Når hun så på et senere tidspunkt spørger til det samme emne igen, siger jeg måske: ”Jamen, det fortalte jeg dig jo om lige i går…”, hvortil hun fx svarer: ”Nej, det har jeg aldrig hørt!” Og begge dele er sandt! Jeg fortalte hende om det – men hun var kun tilstede i tankerne og har derfor aldrig hørt det.

Jeg ved ikke præcis hvornår, vi begynder at udvikle vores tankefilter, som gør, at vi er mindre tilstede i nuet. Jeg ved heller ikke, om der er en direkte sammenhæng mellem vores tankefilter og hvor meget, vi er ”i hovedet” versus ”i kroppen”. Men jeg synes, det er interessant at observere – og jeg er allerede i gang med at forsøge at skabe en dybere mening og forståelse af det i mine tanker…

Overraskes du også nogle gange over dine (eller andre) børns gode hukommelse? I hvilke situationer føler du, at dit tankefilter blokerer for din hukommelse og/eller indlæring? Hvordan træner du din tilstedeværelse i nuet? Skriv meget gerne en kommentar…

Besøg Bentes egen hjemmeside her.

Om Patricia Richter

Mor til Silas (født 2007) og stifter af KarriereMor.dk; derudover hjælper hun andre med at identificere deres personlige brands, gennem udforskning af deres unikke kerne, og derigennem skabe klar og autentisk kommunikation - se mere på PatriciaRichter.dk.

Kommentarer

  1. Kære Bente

    Har vi samme mor? Tak, fordi du netop tager det emne op, dejligt at vide at det ER sådan :-)

    Og jo mine mindre børn vinder også – både over mig men også over teenagerne i huset på 14 og 18 år – så allerede der kniber det måske med nuet . . . . . .

    Smil fra Line

Skriv en kommentar...

*