Du får ret og jeg får julefred!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Julen er nok et lige så eksplosivt samtaleemne i kernefamilier, som den er i bonusfamilier. PAS PÅ! BETRÆDES NÆNSOMT. INDGANG SKER PÅ EGET ANSVAR. GLÆDELIG LORTEJUL! Det er det samme spørgsmål, der stilles hvert år i midten af november. Farlig tæt på første søndag i advent. ”Hvor holder I jul henne i år? Hos dine eller hans forældre?”

Hos nogle ser man svaret i deres øjne med det samme. Alvor efterfulgt af stille suk. Svag form for smerte efterfulgt af et anstrengt smil. Juleand hos mor eller kalkun hos svigermor? Det at fejre jul er lige så hadet som det er elsket.

Personligt har jeg aldrig haft problemer med at holde jul sammen med min mands familie. Tværtimod. Meget tværtimod. Men så sker der ting og sager, lige så snart børnebørn melder sin ankomst i juleståhejen. Traditioner skrives om på ny. Højtider forandres. Juletid er børnenes tid, på godt og ondt. Vi har venner, som begynder at småskændes om, hvor julen skal holdes, længe før aviserne går i gang med at trykke annoncer om årets mest prisværdige julefrokosttilbud. ALL YOU CAN EAT…AND MORE! 

Hvis vi nu er hos din mor juleaften, så kan vi da i det mindste blive to dage hos mine forældre? Eller; Hvorfor skal dine forældre altid give så skidemange gaver, børnene kan ikke kapere det. Eller denne her; Nu var vi hos din røvkedelige familie sidste år, denne gang må børnene da have lov til at fejre jul sammen med min. Det tror da pokker, at folk bliver skilt! Sandheden er jo den, at forældreskabet for alvor kommer på en prøve op til jul. Man prøver lidt ekstra, holder sammen og holder gode miner. Og bander stille for sig selv imellem snapsene. Sådan har det sikkert altid været. Sådan kommer det nok altid til at være. SKÅL! 

Mine bonusdøtre har nogle gange sagt, at fordelen ved at være skilsmissebarn er, at man får flere julegaver. Mere fra flere. Ulempen er sikkert, at man ikke fejrer sammen med sin mor og far på en gang. Vi har altid kørt med hver anden jul. Det ene år sammen med svigerfamilien. Det andet år sammen med vores fælles døtre, hos min familie i Sverige. Det har vi altid gjort, også før vi selv fik børn sammen. Og der har aldrig været nogen ballade ved det.

Jeg synes, at det er stort, at min mand og hans eks aldrig har skændtes om, hvor deres børn skal fejre juleaften. Med hvem, i hvor mange dage eller på hvilken måde. Og har der været delte meninger, så er meningerne som regel altid blevet skruet sammen igen, uden skænderi eller brok. Tænk en gang, hvordan det gør alt så meget nemmere, både for dem selv, for deres døtre, for mig, for os alle sammen – for hele julen. Jeg kender mange, som har det præcis omvendt. Jul efter jul, år efter år.

Glædelig december måned i bonusfamilien! Pas på hinanden.

Hvordan foregår juleplanlægningen – og - logistikken – hjemme hos jer? Har du nogle erfaringer, du gerne vil dele? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Sofias egen hjemmeside herSe Sofias bog: Bonusmor – uden filter her.

Om Sofia Gravesen

Sofia Gravesen er bonusmor til to og mor til to. I 2008 debuterede hun som forfatter med bogen ”Bonusmor – uden filter”. I dag holder Sofia også foredrag om emnet, skriver klummer og blogger om hverdagen i en moderne storfamilie. Læs mere på bonusmor.dk

Kommentarer

  1. Åh ja, julen kan være noget af et puslespil, både i kernefamilier og så sandelig i sammenbragte familier. Og det er SÅ svært at gøre alle tilfredse.

    Jeg tror det handler om en ret stor beslutning om at VILLE have det til at fungere, krydret med evnen til at se alting i et større perspektiv :-)

    Vigtigt emne, Sofia og glædelig jul!

Skriv en kommentar...

*