Farvel smukke dame…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Ordene kom fra en lille purk, da jeg halsede ned ad gangen på mine døtres skole kvart i lukketid fredag eftermiddag. Og flød formentlig gavmildt fra hans mund, fordi jeg kort forinden havde smilet til ham i forbifarten. Måske også fordi jeg havde min funklende disko-paliet-trøje, der lyste op i decembermørket…

Det fik mig til at reflektere over, hvornår jeg egentlig selv synes, at jeg er smuk. Og her mener jeg ikke i narcissistisk, navlepillende forstand.

Nej, jeg tænker på i de situationer livet byder på som mor. Og ikke mindst ekstramor til min mands 2 piger. Fra 2 (ja, du læste rigtigt t-o) tidligere forhold. Nogle gange håndterer jeg ’mor-skabs’ situationer smukt, andre gange decideret katastrofalt. Og hvad er det egentlig der afgør, hvordan jeg håndterer dem?

Jeg tænker, at det er min egen sindstilstand i gerningsøjeblikket. Jeg læste på et tidspunkt, at børn er vores største læremestre i livet. Og synes ærlig talt, at det lød mystisk. Men det var også før jeg selv fik børn. Og ekstrabørn.

Før jeg selv blev mor havde jeg mulighed for at praktisere mine mødrene evner på min mands 2 børn. Og det gjorde jeg virkelig ikke altid lige smukt. I hvert fald ikke indeni. Men udadtil vil jeg mene, at jeg opførte mig voksent, måske endda civiliseret. Selvom der har været stunder, hvor min sindstilstand har været på udviklingsniveau med en 5-årig. Jo, jo du læste rigtigt en 5-årig. Der er ikke nogen eller noget som mine ekstrabørn – eller egne børn, der har formået at vise mig alle de tangenter jeg åbenbart har til rådighed i det store følelsesmæssige spil.

Jeg synes dog, at nogle af tangenterne er meget skingre og uudholdelige at lytte til. Så dem prøver jeg at lade være med at spille på. Alt for tit i hvert fald. For det er ikke smukt. Det er decideret grimt. Og endda plagsomt for alle.

En af de tangenter, jeg ikke bryder mig om at lytte til, er jalousi. Men min absolut dislike-tangent er smålighed. Og den tangent har søreme spillet nogle gange i mine år som Ekstramor. Smålighed er væmmeligt. Synes jeg. Helt klart noget jeg har en meget stærk skygge på, ville nogen mene. Fordi jeg har haft så travlt med at benægte, hvor smålig jeg egentlig kan være i mine tanker, blev jeg mødt af smålighed. Indtil den dag en virkelig klog mand sagde til mig: ”Hvorfor spørger du egentlig ikke bare dig selv, hvor smålig kan jeg være? I stedet for at få omverdenen til at vise dig det?”

Tja, hvorfor ikke egentlig?!!

Der gik et par dage før jeg var klar til at spørge…. Og det var simpelt hen fordi, at jeg synes, det er noget så småligt at kunne blive jaloux, ja fuldstændig ir-grøn af jalousi på et lille barn, der er på besøg hos sin far, som tilfældigvis er min kæreste. Og det er småligt. Og grimt. Og u-elskeligt. Men også en del af mig, selv om det ikke er smukt i min optik.

Omvendt bliver jeg noget så smuk, med mine egne øjne, når jeg står ved det i stedet for at kæmpe imod. Så kan jeg endda næsten se det komiske i, at jeg går i for små sko. What you resist persist!

Hvornår opfører DU dig smukt? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Om Janne Førgaard

Solo-selvstændig med Koordineringskompagniet.dk og Ekstramor.dk. Privat bor Janne nord for København med sin mand, Søren, deres to fælles piger (født 2004 og 2005) og på weekendbasis Sørens to piger fra tidligere forhold (født 1992 og 1998).

Trackbacks

  1. […] Hvis du har lyst til at læse min seneste artikel om det at føle sig smålig, kan du gøre det her […]

Skriv en kommentar...

*