Fremhæv dine fordele – og stå ved dig selv som person

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Man hører altid, at kvinder er gode til at multitaske, og at de kan nå flere ting end mændene. Så hvorfor er det lige, at det ikke er hipt at få børn og være karrierekvinde?

Ja jeg tænker bare, at det jo ikke nødvendigvis handler om at arbejde flest timer, men snarer at vise den effektivitet og multistyring, som kvinder – og ikke mindst mødre – er rigtig gode til. Så når samfundet på et tidspunkt vågner op og ser, at vi da selvfølgelig ikke kan klare os med det utrolige lave børnetal, og at kvinderne heller ikke lige har mod på at suse hjem til kødgryderne, så vil de nok få øjnene op for, hvad den gode arbejdskraft i karrieremoderen betyder.

Men du kan jo også selv skubbe lidt på for at vise, hvordan det kan lade sig gøre. Hjemme hos os, hvor vi har et delebarn, har vi valgt en noget atypisk løsning. Den har dog vist sig at virke rigtig godt for Cecilie og samtidigt super godt for mig. Så hvad gør vi?

Min eksmand og jeg har ”delt” Cecilie ligeligt, men i stedet for at køre den mest almindelige  7 /7 ordning har vi valgt, at vi hver har to faste dage i ugen og så hver anden fredag-søndag. Det betyder, at jeg har to dage i ugen, hvor jeg ved, at jeg ikke skal hjem, og hvor jeg let kan lægge et sent møde. Det bliver på den måde mine lange dage med god samvittighed. Jeg har så også nemmere ved at have kortere dage de to hverdage, hvor jeg har Cecilie og derved synes hun jo, at jeg er supermor med overskud. Jeg siger ikke at denne ordning nødvendigvis vil virke for alle, men jeg ville blot gerne vise jer, at muligheden i hvert fald er der.

Tillige har jeg i tidligere jobs netop nævnt, at jeg både kan være karrierekvinde med ambitioner og samtidig en nærværende og omsorgsfuld mor. Det giver respekt, når man siger, at man prioriterer begge dele, og at man er den person, man nu en gang er, fordi man går op i begge dele. Så hvorfor skulle arbejdsgiveren dog have noget imod at du har børn, hvis du kan vise ham/hende, at du besidder evnen til at klare begge dele?

Nu sidder du måske og tænker: ”Ja hun kan sagtens, for hun har ikke børn på fuldtid”. Jo det har jeg! To endda, og her har jeg lavet en rigtig god aftale med min kære mand. De to dage i ugen er stadig mine lange dage, for her kommer han før hjem, henter ungerne, laver mad og hygger. For han skal jo også have muligheden for at være sammen med sine børn, og hvorfor ikke være det de dage, jeg alligevel så brændende ønsker at være på arbejde. Det giver jo også plads til os, idet jeg ikke ender med at blive en sur udbrændt gås.

Så slå på dine fordele ved at være mor og karrierekvinde, for det behøver ikke nødvendigvis at være negativt!

Hvordan får du børn og karriere til at gå op i en højere enhed? Går du på mange kompromiser, eller føler du, at det er lykkedes at finde en måde, der virker for dig og din familie? Del meget gerne dine tips, overvejelser og tanker i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jeans egen hjemmeside herSe Jeans bog: Træning og graviditet her.

Om Jean Vennestrøm

Jean er Ph.D. og specialist inden for human sygdomme og hjælper kvinder med træning, korrigering af rygsøjlen vha. kraniosakralterapi og osteopati, kostvejledning og personlig rådgivning i sin virksomhed Kvindelivet.dk. Desuden gift og mor til tre.

Skriv en kommentar...

*