Giv dig selv et stoppested

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Lige nu er du måske – som resten af de danske mødre – på jagt efter den perfekte gave til ungerne, manden, familien og vennerne. Det handler om at finde det helt rigtige. Du vil gerne ramme plet og lade dine kære føle, at gaven matcher deres inderste ønsker. Men hvad med at give dig selv en gave, der fylder dig med taknemmelighed og lykke? Stoppestedet. Det bedste er, at den er ganske gratis…

Det er ikke lige HT’s ellers udmærkede stoppesteder, jeg har i tanke her. Du kan give dig selv er en times tid med aha-øjeblikke, på et eller andet tidspunkt i løbet af juledagene. Formålet med dit stoppested er, at du får standset op og tænkt over dit liv på en ny og lykkebringende måde, der giver dig afsæt for at sætte dig nye positive mål i 2012 – for dig selv og dit liv som mor.

En taknemmelig attitude

Mange af os ved instinktivt, at det gør noget positivt ved os, når vi er taknemmelige. Men i dag underbygger forskningen også, at en taknemmelig attitude er koblet til oplevelsen af tilfredshed med livet, lykke, vitalitet, håb, selvværd, empati, optimisme og imødekommenhed i forhold til at hjælpe andre mennesker. Og modsat ved vi også, at utaknemmelighed er koblet til angst, depression, misundelse, ensomhed og materialisme.

Sådan gør du

Sørg for at få en lille tidslomme mellem jul og nytår. Det behøver ikke at være mere end en times tid for dig selv. Bare hav det i baghovedet, så vil du fange muligheden, når den byder sig. Eller allier dig med manden eller en anden, der lige tager sig af krudtuglerne imens. Nu sætter du dig med papir og pen og stiller dig selv dette spørgsmål: Hvad er jeg taknemmelig for at der er sket i 2011?

For at få dig selv på gled kan du også tage et livsområde ad gangen. Som mor? I arbejdssammenhæng? Som kvinden i min mands liv? Som veninde/søster/datter? osv.

Lad dine ord flyde uden filter og forsøg at indfange de oplevelser, situationer og den udvikling du er taknemmelig for på alle områder. Læs det til sidst igennem. Du vil undervejs opleve hvordan du fyldes med lykke over alle de gode ting du har i dit liv. Du vil føle dig rig og hel.

Det betyder ikke at der ikke er masser af muligheder for at vokse og gøre det bedre på de forskellige områder. Men en taknemmlig attitude lægger grundlaget for at sætte dig nye mål for 2012, så det bliver det bedste år nogenside for dig selv og din familie.

Mangel på lyspunkter?

Henrik Wergerland, en kendt norsk digter, sagde engang:”Klag ikke under stjernerne over mangel på lyspunkter i dit liv!” Hvis du finder det svært at finde dine lyspunkter – de ting du er taknemmelig over – kan det være et symptom på, at du ikke har været opmærksom på dem i hverdagen. For de er der. Det handler som så meget andet om at du øver dig i en taknemmelig attitude hver dag. Det allermest effektive er faktisk at skrive dagbog. Det kan bare være at kradse de 3 ting ned, som du er taknemmelig for hver dag. Der sker nemlig det, at du skifter fokus. Når du ved, at du skal skrive 3 ting om aftenen, begynder du at se efter, hvad du er taknemmelig for. Og inden du ved af det, har du mange flere end 3 ting. Måske skal det være en ny daglig praksis i 2012? Und dig selv mange stoppesteder – det har du fortjent – og du vil blive en endnu gladere og lykkeligere mor for dine børn.

I DrømmemorEffekten finder du i kp. 12 flere inspirerende øvelser og ideer til at praktisere taknemmelighed – også med børnene.

Hvad er du taknemmelig over lige nu? Giver du dis selv små stoppesteder i din hverdag? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Evas egen hjemmeside herSe Evas bog, DrømmemorEffekten, her.

Om Eva Andrea Ditlefsen

Eva er PB i ernæring og sundhed, familiecoach og selv mor til 4. Hun er forfatter til 'DrømmemorEffekten' (2011) og holder foredrag, kurser og seminarer om den positive effekt nærvær og autencitet har for moderne mødre og vores børns udvikling og trivsel.

Skriv en kommentar...

*