Mindful living: Er jeg ved at blive sær?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Her lige før jul er der rigtig mange, der pisker rundt for at nå det sidste og få alting på plads til juleaften. Der er pakker, der skal købes, der er julefester der skal deltages i, og julefrokoster, sammenkomster og familie-klippe-klister osv.. Masser af aktiviteter, der skal nås i en for mange i forvejen presset tid.

Men jeg forstår det ikke helt. Jeg er ikke helt med på, hvad alle de arrangementer skal til for. Selv i juleferien er der rigtig mange, der pisker rundt til familie og andre sammenkomster for at “julehygge” vel vidende, at en del slet ikke har lyst, og at der ofte opstår uenigheder rundt i de små familier i denne jule- og hjerternes fest tid.

For mig er julen noget helt andet. For mig er julen en tid til refleksion og eftertanke; en tid, hvor jeg har brug for at gå i hi og søge indad. At mærke efter på året, der er gået, at finde mig selv igen og få krop, sind og ånd i balance med hinanden. Som de gamle indianere, der gik i Kiwa og sad i stilhed natten lang i mørket for at mærke efter på året, der var gået og finde ud af, hvad de var klar til at slippe, og hvad de var parate til at lukke ind af nyt. Og når dagen gryede, gik de ud i lyset og brændte symbolsk alt det gamle af på bålet. Sådan har jeg det også.

I min hverdag er jeg omgivet af masser af mennesker hver eneste dag og taler utroligt meget, når jeg underviser og laver coaching. Jeg har masser af netværk, jeg er aktiv i, og familie, der skal passes. Faktisk har jeg utroligt travlt hele året og ikke altid tid nok til at nå at få stilhed og ro nok. Så når denne tid nærmer sig, hvor jeg skruer ned for blusset i firmaet og holder juleferie, så er det for at være i stilhed og nærvær med mig selv. At finde ind til min egen kerne igen og mærke at alt er, som det skal være – at jeg stadigvæk har min indre balance på plads.

Jeg siger derfor nej tak til langt de fleste sociale arrangementer på denne tid af året og går i stedet i hi med mig selv – eller rettere: i meditativ praksis. Der er så lidt plads til stilhed i vores samfund og i et familieliv i dag, så man er nødt til at være lidt firkantet omkring det. Og så er det, jeg føler mig lidt sær, for andre mennesker forstår det ikke helt. Andre synes, man er lidt mærkelig, når man ikke drøner rundt til 4 julefrokoster, en masse julesammenkomster og klippe-klister-arrangementer. Men NEJ, jeg trænger til ro.

Jeg beundrer meget min underviser fra Vækstecenteret i Nørre Snede, som lige nu sidder 3 måneder i stilhed i deres fælles retreatsted et sted ved Limfjordens vande. En dag vil jeg gøre det samme, måske ikke i 3 måneder med det samme, men det er klart min ambition at få stilheden til at fylde mere i mit. jeg tror, vi alle ville få det langt bedre på sigt, hvis vi gav stilheden lidt mere plads i vores hektiske hverdag.

Og jeg kan stadigvæk rigtig godt lide andre mennesker. Jeg elsker faktisk at hjælpe og gøre en forskel for andre mennesker, jeg elsker dybe samtaler og tæt nærvær, MEN det har jeg heldigvis masser af hver dag. Det jeg sjældent for nok af er stilheden.

Så mit ønske for os alle er, at vi må blive bedre i denne juletid til at mærke efter, hvad vi reelt har brug for og om ikke der kunne blive plads til lidt mere stilhed og meditativ ro i denne travle tid. Det ville gavne så mange og, som Henning Davernes nye bog fortæller, så er 12 minutters meditation dagligt nok til at ændre hjernen til at blive mere positiv, så måske vi kunne forbygge en masse stridigheder også?

En rigtig glædelig og stille jul,

fra den “lidt sære” mindfulde Flora ;o)

Opsøger du aktivt stilhed – i julen, til hverdag eller både og? Og hvad betyder ‘stilhed’ for dig? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Floras egen hjemmeside her.

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Kommentarer

  1. Charlotte Danner Babiel skriver:

    Hej Flora..
    Du er bestemt ikke “sær”, men tværtimod et forbillede, hvis idealer rigtig mange mennesker ville ha godt af at tage til sig. Efter en meget hektisk december har jeg bevidst valgt en stille jul med få mennesker og færre arrangementer. Jeg får også rigelig af det til daglig og efter et 8 ugers mindfull kursus her i december har jeg fundet ud af vigtigheden i det at være mere meditativ og mindfullt.
    Specielt når man som jeg er sensitiv og let påvirkes af alle de udefra kommende impulser man får i dag. Jeg har gennem kurset fundet ud af, at jeg i den grad profiterer af den ro jeg får gennem yoga’en og meditationen. Det er guld værd og kan være med til at forebygge begyndende stress og mindske faren for tilbagevendende depressioner.

    Så man skal lytte til sin krop og sind – også selvom julen desværre nærmest pr definition skal være fyldt med samvær i alle afskygninger. Og hvorfor gøre det fordi man “burde” og ik fordi man har lyst.

    Lad os hylde stilheden og den oprindelige mening med julen…

    Glædelig stille og dejlig jul til dig. Og en stor tak for alle de daglige guldkorn du spreder..

    Kh Charlotte

  2. Kære Flora,
    Hvor er det rart at vide at andre har det lige som jeg, jeg har også enormt meget brug for stilheden i disse dage, men det handler jo nok også om at vi i forvejen har et travlt liv i hverdagen og når jeg har det, så har jeg faktisk ikke hverken tid eller lyst til at være meget social i julen, jeg får heller ikke tid til at pleje mig selv i hverdagen og ikke mediteret så meget som min krop og sjæl har brug for… Så jeg har faktisk tænkt mig at gå i “hi” her i juledagene.. Og min familie er helt sikre på at jeg er SÆR, dog ikke mine børn, som syntes at jeg er alt for lidt hjemme i forvejen..Så hos mig er julen dedikeret til “Meditation, gåture, gode bøger og børn”

    Så Nej kære Flora, du er ikke begyndt at blive sær, blot lytter du til din krop og sjæl, og det er jo et gode, medmindre du ønsker at blive syg.. Ha en dejlig stille mindful tid over jul og Nytår, alene og sammen med pigerne og Jørgen :-) Venlig hilsen Lilly

  3. Karina Steensen skriver:

    Kære Flora,

    Du er bestemt ikke alene – men alt forandring tager tid og vi mennesker er nu engang sådan indrettet at vi automatisk reagerer “lidt negativt” når nogen gør nogen “anderledes” end mainstream.
    Jeg øver mig hver dag i at være mere til stedet i hverdagen – har laaaannng vej igen for jeg har “ild i r….” og masser af energi – men målet er heller ikke perfektion, blot at kunne mærke at jeg er på rette vej.

    Glædelig jul til dig og dine

    ;-) Karina

Skriv en kommentar...

*