Mindful living: Julen er også den svære tid

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

I denne søde juletid kommer alle mulige og umulige minder og ønsker væltende ind over os. Der er store forventinger til, hvordan det nu skal gå, hvad vi nu skal have styr på og hvilke ting vi skal nå. Mange af os pisker endnu mere rundt, end vi plejer, for at nå det hele og leve op til alles forventinger.

Og forventninger er der nok af i denne tid. Men sandheden er, at de fleste af os ikke kan leve op til alle de forventninger, vi får sat til os selv og til selve konceptet julen, sådan som vi læser om den i damebladene. Mange af os synes, julen er svær at komme igennem. Den vækker for mange minder, og ikke alle sammen gode, eller den kvæler os i forventningspres.

Forleden var jeg på besøg i Grønnegadeteater i Næstved og se deres juleforestilling, Et barn er født, som netop handler om et par, der skjuler en masse undertrykte følelser og sorg for at få skabt den berømte julestemning. For det er julen også en reminder om – alle dem, der ikke er der mere, men som var der sidste jul. Eller den jul, vi aldrig fik som børn, og som vi nu desperat prøver at skabe for vores egne børn.

Selvom det er jul, sker der stadigvæk mange svære ting rundt om os; ting, der kræver andres kærlighed og opmærksomhed. Sidste fredag døde en af min datters gode venner. Han blev 17 år. Han havde i fuldskab efter en gymnasiefest fået lagt sig på togskinnerne. Hos hans nærmeste bliver julen aldrig den samme igen; det tager også mange år, før julen for min datter ikke vil minde hende om hendes ven, der ikke er mere.

For mig giver det også en masse refleksioner om, hvad livet egentlig er for en størrelse. Hvorfor er det, vi har så travlt med at være alt for mange andre steder, end der hvor det er allermest vigtigt? Hvorfor er det, at vi lever hver dag, som om livet var uendeligt, og at vi alt for sjældent får gjort lige præcist det, vi altid havde drømt om. En af mine store idoler, Wayne Dyer, siger: ”Don’t die with your music still in you”.

For mig er denne jul blevet en reminder på, at vi må leve hver dag, som var det den sidste; at vi aldrig skal udsætte det, vi drømmer om til i morgen, for vi ved aldrig, hvad i morgen byder på. Lev dit liv fuldt ud – sæt dine drømme fri lige nu. Vær ikke bange for livet eller alt det, der hæmmer dig. Tro på at du kan, hvad du vil – og gør det.

Husk på, at livet er en dyrbar gave, som vi skal huske at værdsætte hver eneste dag vi er i live. Spild ikke tiden  på ligegyldige ting og overfladiskhed, men sæt altid kærlighed og nærhed øverst på din ønskeliste.

Og netop her synes jeg, at mindfulness er den bedste træning til hele tiden at trække fokus tilbage til det nu, der er lige foran os; tilbage til det, vi allerede står i og det, vi allerede har. Igen og igen at trække sin opmærksomhed hen til det væsentligste, nemlig dette nu. For dette nu er alt, vi har indflydelse på. Det næste nu kommer om lidt, og vi ved ikke, hvad det rummer – og det nu, der er gået, kan vi ikke lave om. Så det væsentlige er dette nu. Og samtidig at putte kærlig venlighed ind i ethvert nu, hvor det er muligt. Og, som Dalai Lama siger: ”Det er altid muligt”.

Derfor vil jeg ønske for dig denne jul, at du må droppe alle de store forventninger og alle de store krav og bare forholde dig til et enkelt lille nu ad gangen og så se, hvad denne jul bringer præcist til dig – i visheden om, at hvis vi putter venlighed ind i det, så skal det nok gå alt sammen. Så bliver selv det umådelige svære bare en lille smule lettere at bære.

Glædelig december alle sammen.

Hvilke begivenheder, minder og mennesker associerer du julen med? Har du mange forventninger til, hvordan julen skal være? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Floras egen hjemmeside her.

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Skriv en kommentar...

*