Tør du bede om en undskyldning?….Tør du lade være?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Er du god til at bede om en undskyldning? Har du tænkt på den effekt, det kan få både på dig og den anden person, hvis du beder om en undskyldning, hvis du har følt dig dårligt behandlet? I situationen kan det føles nærmest uoverskueligt at bede om en undskyldning…men hvorfor egentligt? Hvad er det, der er så farligt ved at sætte foden ned og bede et andet menneske om en undskyldning?

Prøv at vende den om; et menneske kommer til dig og beder på en stille og rolig måde om en undskyldning. Hvordan ville du reagere? Ville du blive vred, pege fingre og gøre grin af vedkommende, eller ville du tænke nærmere over den situation, som vedkommende refererede til, sætte dig i personens sted og udvise empati for personens oplevelse af situationen? Måske ville du endda blive lidt flov og straks undskylde og prøve at forklare din adfærd.

Ville du få større eller mindre respekt for vedkommende? Jeg tør godt vove den påstand, at de fleste ville opleve en øget respekt for en, der bad om en undskyldning. I det at bede om en undskyldning ligger der nemlig en grundlæggende respekt for sig selv, sine behov og sit eget værd. En person med meget lille selvværd ville nok kun meget sjældent bede om en undskyldning. “For hvorfor skulle nogen dog ville undskylde noget over for mig?” og “Mine følelser er nok fjollede og lidt kiksede og i hvert fald fuldstændig ligegyldige for andre”. På den måde kan personen med lavt selvværd undergrave sine egne behov fuldstændig uden respekt for sig selv.

På den måde skabes der hverken mulighed for at styrke selvværdet eller at give den anden person mulighed for at reflektere over sin adfærd og evt. at ændre den, da han jo højst sandsynligt ikke aner, at han har gjort noget, der har såret et andet menneske. Derved skabes en loose-loose situation! Omvendt har du mulighed for at skabe en win-win-win situation ved at stå frem og bede om en undskyldning.

Idet du beder om undskyldningen, viser du dig selv og dine behov respekt, hvorved dit selvværd vokser. Samtidig skaber du med ret stor sandsynlighed mere respekt om dig som person, og du giver den anden person en gave i og med, at han bliver klar over, at han har handlet uhensigtsmæssigt og måske skal til at tænke lidt mere over, hvordan han gebærder sig i lignende situationer fremover.

Det eneste, det kræver, er bare, at du tør tage det første skridt og bede om undskyldningen. For at overvinde dig selv kan det måske hjælpe dig at fokusere på den positive effekt, som du kan opnå gennem undskyldningen. Og det bliver med garanti lettere for dig at gøre næste gang, du står i en lignende situation, da dit selvværd og din selvtillid vil være vokset som effekt af sidste gang, du gjorde det!

Først når du viser, at du har respekt for dig selv, kan du forvente, at andre også har respekt for dig!

Hvad mener du? Er du enig i, at man skal bede om en undskyldning, hvis man føler sig dårligt behandlet? Får du større respekt for en person, der beder om en undskyldning? Skriv meget gerne en kommentar…

Besøg Emilies egen hjemmeside her.

Om Emilie Krogh

Emilie har en skilsmisse og et markant karriereskift fra offentligt ansat sygeplejerske til selvstændig Life Coach bag sig. Mor til en søn på 7 fra sit første ægteskab; bonusmor til to på 7 og 10 og har sammen med sin mand en søn på 3.

Kommentarer

  1. Jeg synes faktisk ikke, man skal bede andre om en undskyldning. I min bog er det lidt som at sige, at det, den anden har sagt eller gjort, er ”forkert”. Og man gør sig selv til ”offer”. Man risikerer også at få en undskyldning, som ikke kommer fra hjertet.
    Derimod er jeg helt enig i, at det – i nogle situationer – kan være hensigtsmæssigt at fortælle, hvad modpartens ord og/eller handling gjorde ved én. Det får også modparten til at reflektere over situationen. Og i mange tilfælde vil han/hun selv – helt uopfordret – sige undskyld. Det føles bedre – for begge parter! :-)

  2. Jeg kan ikke huske at jeg er blevet “afkrævet” en undskyldning nogensinde og jeg er heller ikke sikker på at det ville gøre at jeg fik mere respekt overfor personen.

    At bede andre om en undskyldning, er i min verden at sætte sig enten over eller under den anden. Enten sætter man sig over den anden og dømmer rigtig eller forkert adfærd ( forældre til barn ), eller også sætter man sig under og gør sig til et offer der skal have en bestemt reaktion fra en anden, for at få det godt igen. Og jeg tror ikke på at det er andres opgave at sikre at vi får det godt igen. Det er vores eget ansvar.

    Jeg har ansvaret for mit liv, mine tanker, mine følelser, mine reaktioner osv osv. Så hvis en person har gjort noget som gør mig ked af det eller vred, så er det ikke personens ord eller handlinger, men derimod den værdi jeg tillægger handlingen eller ordene. Og da vi opfatter ting vidt forskelligt, findes der ikke én rigtig måde at sige eller gøre tingene på – ergo kan vi ikke dømme det.

    Det er ikke det samme som at vi bare skal tage alt lortet og kigge indad hver gang vi bliver kede af det eller sure ( selvom det er et godt sted at starte, altså at kigge indad ). Hvis vi virkelig føler os trådt på, er jeg absolut enig i, at vi må sætte foden ned og sige fra. Vi kan evt. sige at vi i fremtiden gerne vil tiltales på en anden måde, eller behandles på en anden måde. Og hvis det ikke kan honoreres, så kan vi ultimativt fjerne os fra “problemet/situationen”. Så tager vi ejerskab for vores egen tilstand uden at gøre os afhængige af andre :-)

    Og så er jeg helt enig med Bente i, at når vi siger fra, så vil folk ofte helt uopfordret give en undskyldning, som føles bedre end hvis vi selv har bedt om den ;-)

  3. Jeg taler på ingen måde om “at afkræve” nogen en undskyldning. Jeg taler om, at man ikke skal lade andre mennesker trampe rundt oven på sig og så bare tænke: “Det er nok bare mig , der er sart”; men netop tage ansvar og med respekt for sine egne følelser, tage det op med den pågældende person. Man beder på den måde personen om at tænke over handlingen og tage stilling til, om han/hun selv synes, at det var hensigtsmæssigt.
    Min erfaring er, at hvis den pågældende person tænker situationen igennem igen ofte godt kan se, at handlingen var “uretfærdig”, “overeageret” eller hvad der nu kunne være tale om. Eller man får indsigt i personens tankemønster, værdisæt og personlighed og derfra kan man så tage stilling til om denne person er “værd at samle på” og bruge tid på.
    Hvis man bare lader stå til, viser man ikke sig selv respekt, og hvem har respekt for én der ikke har respekt for sig selv?
    Undskyldningen skal selvfølgelig kun gives, hvis den kommer fra “hjertet”, og personen rent faktisk er ked af sin handling.
    Hvis en nærtstående har så anderledes et værdisæt, at han/hun tillægger dE sagte ord eller handlinger en grundlæggende anden betydning end en selv, kan han/hun jo så få mulighed for at forklare sig. På den måde skabes også mulighed for at kunne undgå lignende situationer fremover.
    Jeg oplever, at rigtig mange skønne kvinder alt for ofte “lader stå til” og lader sig kontinuerligt behandle dårligt og undergraver på den måde deres egne følelser og på den måde skaber en negativ spiral. De kvinder vil kunne vokse, hvis de viste sig selv respekt.

    • Fair enough….afkræve, var mit eget ord – og det undskylder jeg lige for ;-)

      Jeg vil lige understrege at jeg er HELT enig med dig i, at i ikke skal lade os trampe på!! Men vi kan også sige fra ved at give udtryk for hvordan en handling fik os til at føle. Det får i høj grad den anden til at overveje sine handlinger. Men det virker kun/bedst ved at vi selv tager ansvar for vores tilstand:

      “Jeg følte xxx da vi havde den snak den anden dag og det var ikke så rart” i stedet for at anklage den anden ved at sige “Du fik mig til at føle xxx da du sagde det der den anden dag”.
      Hver gang vi taler om hvad den anden har gjort, placerer vi skyld hvilket jeg synes er en umådelig dårlig idé. Der er så vidt jeg ved ingen der vokser af at få kastet skyld på sig og jeg antager at præmissen er at få mennesker til at vokse og blive den bedste udgave af sig selv?

      Derudover lægger vi ansvaret for vores egen tilstand i hænderne på et andet menneske. “Du skal sige undskyld for at jeg kan få det godt igen”. Det er alligevel en stor “magt” at lægge fra sig og dermed hamrer vi ind i offerrollen.

      Så jeg tror ikke på undskyldninger….af de årsager jeg har skrevet ovenfor. Hvis jeg føler mig trådt på må jeg tage ansvar for min følelse og fjerne mig fra “problemet”. Ikke pålægge andre at fikse det for mig. Men jeg tror helt bestemt på at have sin selvrespekt intakt og ikke lade sig trampe på. Så vi er meget enige i formålet, bare ikke lige i metoden :-)

      Og så er det jo i virkeligheden endnu mere interessant at undersøge, hvorfor vi ender i situationer hvor der er behov for undskyldninger. Men den debat blive nok en anelse for højsprituel og provokerende. Så den lader jeg lige ligge ;-)

      Virkelig interessant debat…tak for den :-)

Skriv en kommentar...

*