Tør du holde juleferie?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Mange mellemledere bøvler med, om hensynet til familien eller medarbejderne vejer tungest. Og det bliver særlig udtalt i juleferien.

I de år jeg selv var leder, lovede jeg hvert år mig selv, at jeg ikke ville deltage i julevagtplanen. Særligt fordi jeg arbejdede mange timer til hverdag, og min familie ofte måtte undvære mig. Derudover havde jeg præsteret et år under julemiddagen at rejse mig og tage et opkald fra USA (som jo først holder jul d. 25) og bruge 20 minutter i telefonen på at løse deres problem. Behøver jeg at fortælle, at der var meget dårlig stemning, da jeg sluttede mig til middagsbordet og spiste resterne af den kolde and?

Derfor havde jeg besluttet, at familien i hvert fald skulle kunne regne med min tilstedeværelse i juleferien. Og de af mine opgaver jeg ikke kunne lade ligge, måtte jeg løse derhjemme om aftenen, når børnene var lagt i seng, så jeg på den måde undgik at tage på kontoret.

Og så kan det sikkert undre mange, at jeg med sådan en beslutning, alligevel endte med at sidde på kontoret mindst én dag mellem jul og nytår, hvert år.

Og hvert år bandede jeg af mig selv, når jeg med den dårlige samvittighed hængende om halsen, måtte slæbe mig hjem til familien og finde mit største overskud og med stor overbevisning fortælle dem, hvorfor det var helt iorden at jeg liiiiige skulle arbejde lidt mellem jul og nytår alligevel – igen i år.

Når mine omgivelser spurgte mig hvorfor, så var mit svar altid, at mine medarbejdere jo også gerne ville have fri mellem jul og nytår, og at jeg jo ikke havde mere ret til det end dem. Og den udlægning er jeg stadig delvist enig i.

Men når det så er sagt, så var der også en anden årsag, som jeg ikke talte om. Og det var den der handlede om, at jeg gerne ville være en vellidt chef. Hende, som medarbejderne godt kunne lide og som ikke bad nogen om noget, hun ikke selv gjorde. For tænk nu, hvis jeg blev genstand for kommentarer i krogene som: “Typisk at chefen ber os om at arbejde, mens hun selv holder fri”.

Det var først, da en medarbejder sagde til mig, at hun ikke kunne forstå, hvorfor jeg valgte at deltage i ferieplanen og spurgte, om det var fordi jeg ikke stolede på, at de kunne klare det selv, at det gik op for mig, at alt hvad vi gør, kan tolkes vidt  forskelligt. Og det jeg havde gjort for at være en god chef, var blevet opfattet af en af mine medarbejdere som overdrevet kontrol.

Derefter holdt jeg fri med god samvittighed, i visheden om at nogle medarbejdere synes, det var for galt, og nogle synes, det var for fedt. Men jeg kunne ikke gøre dem alle tilfredse, og hvorfor så ikke gøre dem tilfredse som jeg vidste ville blive det? Nemlig min familie og mig selv!

Rigtig god juleferie.

Hvor meget arbejder du i julen? Og hvordan har du det med det? Holder du dine aftaler med dig selv og din familie – eller kommer arbejdet altid i første række i praksis? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Annettes egen hjemmeside her.

Om Annette Klausen Bengtsson

Annette er mor til tre og indehaver af firmaet Mindfocus, hvor hun, gennem workshops, mentorforløb og coaching, hjælper mellemledere med at få det mod og de værktøjer, der skal til for at skabe værdifulde resultater.

Skriv en kommentar...

*